24 november 1998
Nej til de
eksisterende kærnevåben
Jan Øberg
Den ny, grønne tyske udenrigsminister Joschka
Fischer, der selv er "realos" er allerede blevet
belært om de højere realiteter hér i
verden. Han har stillet det helt rimelige forslag, at NATO
burde afsige sig retten til at være først til
at bruge kærnevåben. Det amerikanske -
naturligvis - svar på hele alliancens vegne kom
prompte: Glem det!
Fischer vidste sikkert godt, at man kan ikke
være udenrigsminister i dagens uni-polære verden
og bevare ret mange grønne idealer. Men hvis han
inderst inde har grønne idealer er han en imponerende
modig mand, som NGOer i Europa - og den danske regering -
bør støtte varmt.
For det er hvad NATO burde have gjort for længe
siden, altså i 1980erne hvor Sovjetunionen afsagde sig
denne ret. Til sagen hører at Rusland efter
Warszawa-pagtens opløsning og på grund af sin
økonomisk uformåen at opretholde omfattende
konventionelle styrker har opgraderet
kærnevåbnene og i lyset af president Clintons
tale i 1992 om NATO's ekspansion genindførte sin
"ret" til førstebrug.
Når det gælder kærnevåbnene er
NATO og dens atomare medlemmer USA, England og Frankrig
imidlertid totalt autistiske. De definerer og skaber
simpelthen en virkelighed i hvilken kærnevåbnene
er "nødvendige."
Hvornår vil for eksempel USA kunne bruge
atomvåben? Det får man svar på i "Doctrine
for Joint Theater Nuclear Operations" af 9. februar 1996 fra
den fælles forsvarsstab. Denne "autoritative
beskrivelse af den doktrin, der vil blive fulgt" siger a) at
folkeretten ikke hindrer brugen af kærnevåben,
b) at hvis afskrækkelse mislykkes så skal USA
kunne udkæmpe en atomkrig, der ender i "favorable
vilkår" for USA, dets interesser og dets allierede
(det er også Danmark); c) at USA's atomparaply
"beskytter mange allierede og hjælper dem til
sikkerhed"; d) at kærnevåben kun adskiller fra
andre våben derved at de har større
destruktionsevne - i parantes nævnes at de også
"potentielt" skaber radioaktivitet! Og en uendelig masse
sludder af samme skuffe.
Mest interessant er følgende liste over 6
"ønskværdige" - som det hedder - resultater af
brugen af kærnevåben. De skal bruges for at
forandre en fjendes opfattelse af hans egen evne til at
vinde; for at overbevise ham om at hvis en konflikt blir til
krig så vil hans sikre tab være større en
hans gevinst; for at "prompte løse en konflikt
på betingelser, der er favorable for USA og dets
allierede"; for at hindre en fjende fra at opnå sine
mål; for at sikre amerikanske og/eller multinationale
troppers succes samt - sidst - for at balancere fjenders
masseødelæggende våben.
Læg lige mærke til at afskrækkelse
kommer til sidst. De andre handler om at bruge
kærnevåben - først - politiskt til at
påvirke en fjende eller militært i kamp. Den
klassiske undskyldning for kærnevåben - at "vi
har dem jo fordi de aldrig skal bruges" - er altså
klokkerent, apologetiskt nonsens.
Det er denne modbydelige - i sin konsekvens
folkemorderiske - Übermensch- doktrin, som regering og
Folketingets flertal støtter og som massemedier rundt
om i verden legitimere ved aldrig at grave i disse ting.
Nuklearismens menneskeforagt ligger lige under retorikken,
når den danske regering og Foketing giver sin
støtte til 'humanitær intervention' -
bombninger - i Serbien eller korstoget mod Irak.
Atomvåben findes fordi de skal bruges. Det er den
autoritative doktrin. Og det er den, der i praksis
gælder i det "nye, fredsbevarende" NATO hvis medlemmer
med moralisterne Bill Clinton og Tony Blair i spidsen
belærer os om hvor farligt det er hvis andre får
hvad de selv har.
Just det, ikke alle andre. Indien og Pakistan har, til
forskel fra Irak, faktisk anskaffet og
prøvesprængt kærnevåben. The New
Yorker for 26. oktober har et par strålende
baggrundsartikler til de to landes atomare tragedie. Indiens
ledende fortaler, Dr. K. Subrahmanyam, siger her at
kærnevåben er ikke militære våben,
de er en del af den nukleare orden. Indien vil være en
aktør i den, ikke et objekt for den." Ikke et
ord om Pakistan. Det drejer sig om MAGTEN i verden, om at
kunne måle sig på den skala, de mægtigste
bruger.
Indiens 68-årige forsvarsminister George Fernandes
var i sine unge dage på Delhi's Universitet en af
Indiens kendeste aktivister for menneskerettigheder og imod
atomvåben. På hans væg hænger et
billede af Mahatma Gandhi og et af kirken i ruiner i
Hiroshima. "Jeg var imod atombomben fra den første
dag til 19. juli 1996," fortæller han The New Yorker.
"Det var den dag vort parlament diskuterede
Prøvestopsaftalen og der var enig om én ting:
vi skulle ikke underskrive den. Jeg led frygtelig kvaler -
atomvåben er jo moralskt uacceptable. Men hvorfor skal
de fem nationer, der har atomvåben, fortælle os
hvordan vi skal opføre os og hvilke våben vi
bør have? Så jeg sagde at vi skulle holde alle
muligheder åbne - alle."
Jeg tror dét er sagens kærne. Dem der har
kærnevåben er de eneste, der aldrig kan
overbevise dem, der ikke har dem, om at det er bedstat
afstå. Eller mere provokativt: det er de fem
kærnevåbenstater, der er årsagen til at
verden har et problem med spredningen af
masseødelæggende våben.
Men hvordan gik det egentlig med at straffe Indien og
Pakistan - i sammen-ligning med Irak? Jo dét
følger reglen om at magtens eneste moral er
dobbeltmoral. Indien og Pakistan blev underlagt
økonomiske sanktioner. Men allerede for et par uger
siden besluttede president Clinton at ophæve de fleste
af dem efter sigende fordi Pakistan ville blive tvunget til
at standse afbetalingen på sin skyhøje
gæld til Vesten. Så nu har Pakistan ikke blot
fået en ny og bedre aftale med Valutafonden, Pentagon
genoptager også de militære
træningsprogrammer i begge lande. Sådan!
Omkring 600 civile og militære mennesker har magten
over verdens kærnevåben. General Lee Butler,
engang ansvarlig for alle USAs kærnevåben og med
i Canberra-kommissionen sagde fornylig: "Der er 5 mennesker
i USA som med en ændring i deres hjerter og et
pennestrøg kunne standse USA's nuklearisme. De
bør være vort mål."
Nej til de eksisterende atomvåben og ja til
omrustning må forblive et hovedkrav for en fremtid i
sikkerhed og demokrati. Selv agter jeg at bære mit
anti-atommærke til det sidste
masseødelæggende våben, inklusive
økonomiske sanktioner, er borte.
Fischer, Fernandes og Butler ville have det lidt nemmere
hvis der fandtes en debat, for slet ikke at tale om en
bevægelse. Måske er det tid, igen?
© Jan
Øberg
24 november
1998
|