17. december 1998
Er Danmark ikke for atomnedrustning?
Jan Øberg
Vi får stadigt større enheder, mere
komplekse problemer og kortere tid til at tage beslutninger,
hvis konsekvenser tenderer at vokse mod uoverskuelighed.
Når det går sådan mister vi
opmærksomheden på og følelsen af
sammenhæng. Noget vitalt afvikles under "udviklingen,"
verdensbilleder krakellerer.
Der hersker en afgrundsdyb modsætning mellem
kærnevåbnene på den ene side og
menneskerettighederne på den anden, men vi ser den
ikke. 50-året for FN's Universale Erklæring om
Menneskerettigheder er netop blevet fejret, men hverken
medier, regeringer, skoler, folkelige bevægelser,
debattører eller humanister påpegede deres
modsigelsestyngede sammenhæng.
Retten til udvikling er essentiel, retten til liv
fundamental. Der er bare to ting, der står i vejen
herfor, nemlig a) den omstændighed at Vestverden
styrer og er afhængig af én eneste
"globaliserende" økonomi, der systematisk undergraver
hundreder af millioners helt grundlæggende
rettigheder, f.eks. retten til frit at søge og
vælge et arbejde. Og b) militarisme og især
nuklearisme, kærnevåbnene og mange andre
våben, der koster ufattelige summer og kunne anvendes
bedre. De truer enten menneskehedens eksistens eller
mængder af befolkningsgrupper i krige verden over -
takket være den omstændighed at de fem atomare
Sikkerhedsrådsmedlemmer tegner sig for 85 procent af
al våbenhandel.
Desværre er vor hovedallierede, USA, ledende
både i korståget for (vestlige) fri- og
rettigeheder og for undergravningen af dem på
områderne a) og b). Siden 1945 har USA bygget og
stationeret mere end 70,000 kærnevåben hvilket
har kostet 40 000 000 000 000 (40 trillioner) kroner og
opretholder et årligt militær budget på
2100 000 000 000 (2100 milliarder) kroner. USA står
desuden for mere end 50% af al våbenhandel og af
verdens hundrede største virksomheder for
torturudstyr er 42 amerikanske.
Istedet for at fokusere på disse problemer elsker
vi at oprøres over nogle få diktatorer, der i
sammenligning udgør et overskueligt, næsten
banalt, problem. De fleste af dem er direkte konsekvenser af
det fejludviklede økonomiske system og militarismen.
De har haft afsindigt dårlige rollemodeller. At Saddam
Hussein er en tyran og massemorder, det véd vi og det
er han. Men hvor er menneskerettighedsforkæmperne og
hvilke ord bruger massemedierne om det massemord, der nu
på 7. år foregår på Iraks uskyldige
indbyggere, i konsekvens af vestlige sanktioner? I Vestens
selvretfærdige kamp mod spredningen af
kærnevåbnene - ikke deres eksistens som
sådan - forbryder man sig mod mennesker og deres
rettigheder i et omfang intet masseødelæggende
våben endnu har.
I juni i år tog Brasilien, Egypten, Irland, Mexico,
Ny Zealand/Auteoroa, Slovenien, Sydafrika og Sverige
på udenrigsministerniveau initiativ til en
"Deklaration På Vej mod en Kærnevåbenfri
Verden - Behov for en Ny Dagsorden."
Heri siger man mange kloge ting såsom at hypotesen
om at disse våben ikke kan eksistere i undelighed og
undgå at blive brugt er uholdbar, at det nu er 42
år siden FNs generalforsamling første gang
opfordrede til eliminering af masseødelæggende
våben, at kærnevåbenmagterne - de
eksisterende, inklusive Indien og Pakistan og Israel - har
en forpligtelse til at indlede forhandlinger og tage andre
skridt til at nedruste, at dem med de største
arsenaler bør gå først, at de bør
afstå fra retten til førstebrug af
kærnevåben, at kærnevåbenfrie zoner
bør udbredes og at vi i det hele taget bør
forberede os på en atomvåbenfri epoke.
Det siges klart at "vi kan ikke længere være
tilfredse med atomstaternes tøven...hvad gælder
hurtig, endelig og fuldstændig afskaffelse af deres
kærnevåben og kærnevåbenkapacitet og
vi henstiller til dem om at tage det skridt nu."
Aftalen om Ikkespredning af Atomvåben fra 1968,
gjort permanent i 1995, bygger på at lande, der ikke
har disse våben skal afstå fra dem mod at
kærnevåbenstaterne afskaffer sine. Mens Kina har
indvilget i forhandliner nægter russerne samt vore
allierede USA, Frankrig og England altså på 30.
år. De bygger bare nye og med NATOs udviddelse spredes
kærnevåbenproblemet indirekte til stadigt flere.
Og Indien og Pakistan vil blive efterfulgt af flere.
Det yderst vigtige "mellemstatsinitiativ" - denne nye
agenda - var der afstemning om i FNs generalforsamling den
4. december i år - 6 dage før verden fejrede
menneske-rettighedserklæringen. Men hvem ser
sammenhængen?
Hvordan gik det? 114 lande stemte for, naturligtvis
initiativlandene - dog med undtagelse af Slovenien, der
måske kom på at man ikke både kan
være kritiske til atomvåbnene og gøre sig
håb om at blive NATO-medlem. Og intet NATO-medlem
stemte for resolutionen.
En lille minoritet på 18 bestående af
atomtidens slyngelstater ("rogue states") stemte imod -
Frankrig, Indien, Israel, Pakistan, Rusland, England og USA
- samt Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Ungarn, Letland,
Lithauen, Monaco, Polen, Rumænien, Slovakiet, Turkiet
- altså kærnevåbenstater eller
sådanne der allerede er kommende NATO-medlemmer eller
håber at blive det. Tyrkiet var det eneste
ikke-atomare NATO-land, der stemte imod, men det tjener
formentlig en hel del på baserne.
Danmark og Norge, resten af NATO samt lande som
atommagten Kina, Japan, Sydkorea, Makedonien og Ukraine
afstod, 38 i alt.
Se lige på dette initiativs betydning, dets helt
rimelige krav, dets faste folkeretslige grund, på
Canberra-kommissionen og Den Internationale Domstols
afgørelse der siger at kærnevåben er
illegitime. Tænk på hvad nuklearismens penge
kunne bruges til istedet. På disse våben hvis
brug ville være den største forbrydelse mod
menneskeheden. På disse våben der globalt styres
af 600 mennesker der ikke noget land er under demokratisk
kontrol eller legitimeret i form af f.eks.
folkeafstemninger. Og stil så Dig selv nogle
spørgsmål som f.eks. disse:
Hvorfor var Danmark ikke blandt initiativtagerne til
denne Agenda?
Hvorfor stemte Danmark i det mindste ikke for
resolutionen?
Hvorfor behandles kærnevåbnene stort set ikke
i den danske politiske debat?
Hvorfor har Du - formodentlig - hørt og læst
meget lidt om denne Agenda?
Hvordan får vi mere indflydelse på hvad
Danmark siger ja og nej til internationalt?
Hvordan kan vi sikre at kærnevåbnene -
ligesom slaveriet - afskaffes så sikkerhedspolitik kan
blive et spørgsmål om udvikling, tryghed,
demokrati og respekt for livet?
16 december 1998
© Jan Øberg
|