|
4.
Forholdet Europe - USA
#
3
|
Kapitel 2:
Forskellige sider af Europa og
USA...fortsat
2.5
Militære
relationer
Diskussionstemaer 5
2.6
USA's og Europas selvforståelse eller
identitet
Diskussionstemaer 6
2.7
USA's og Europas økonomiske
relationer
Diskussionstemaer 7
2.5 Militære
relationer
I forbifarten har vi allerede sagt nogle ting om USA's
militære situation. Kig lige en gang til på
afsnit 2.3. Nu skal vi uddybe det militære forhold
mellem USA og EU. Der er en række ligheder mellem
visse europæiske landes og USA's militær.
Næsten alle er med på en eller anden
måde i NATO, direkte som medlem - selv Island, der
ikke har et forsvar - eller indirekte i Partnerskab for
Fred. USA og Canada er med i OSCE (på dansk OSSE),
Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, der
tæller over 50 lande. USA samt England og Frankrig
er kernevåbenstater og de har styrker til
intervention langt borte fra hjemlandet, om end USA's er
tifold større. Alle har også en omfattende
våbeneksport og bruger den som et middel til at
tjene penge og få loyale venner på, det meste
historisk koncentreret til mellemøstlige
købere.
Efter at have forsøgt at omdefinere sin rolle
efter Murens fald, er NATO havnet i krise dels fordi der
er voksende politisk splittelse omkring
spørgsmål som terrorbekæmpelsens
metoder og krige som den mod Irak, dels fordi USA har
udviklet sin egen kernevåbendoktrin. Denne doktrin
kan betegnes som risikabel for verden, men kan også
udsætte især Europa for nye risici. Det
kommer vi tilbage til.
Så er der forskellene. Mange véd,
sådan intuitivt, at USA er en militær
supermagt, men det er nok få, der er bevidst om
graden i forhold til resten af verden. Det er ikke nogen
hemmelighed, at EU militært er meget mindre og
mindre effektivt end USA. Tallene taler for sig selv:
Mens USA's militærudgifter ligger over 400
milliarder dollar (3,2 procent af
bruttonationalproduktet), ligger hele EU's på
omkring 175 milliarder dollar (2,1 procent af deres
samlede bruttonationalprodukter). Mens USA's udgifter er
steget voldsomt, falder EU's støt. USA bruger 39
procent af sine militærudgifter på personel,
EU 61 procent, hvilket er tegn på, hvor meget mere
teknologi- og kapitalintensivt det amerikanske forsvar
er. USA bruger 24 procent af sine forsvarsbudgetter
på nyt udstyr, gennemsnittet i EU er kun 14.
USA utroligt omfattende militære
tilstedeværelse er beskrevet af den amerikanske
historiker Chalmers
Johnson her. Ifølge officielle kilder har USA
over 700 baser i 130 lande og godt 6000 baser hjemme i
USA. Over en kvart million amerikanere i uniform arbejder
oversøisk, med mindst lige så mange
pårørende stationeret. Dette koster
naturligvis styrtende summer og ingen har nogensinde haft
et sådan militært imperium. EU er en
militær dværg i sammenligning hermed.
Måske det vigtigste for fremtiden er, at USA brugte
36,5 milliarder dollar på militær forskning
og udvikling i 1999, mens de europæiske
NATO-medlemmer til sammen kun brugte 8,9 milliarder
dollar. Der er eksperter, der mener at den amerikanske
såkaldte Revolution i Militære Anliggender
øger kløften mellem Europa og USA i en
sådan grad, at europæerne snart vil
være ude af stand til at operere militært
side om side med amerikanerne, fordi de teknologisk set
er håbløst bagefter!
EU-militæraktioner vil være stærkt
afhængige af ressourcer i NATO og USA, det
være sig forskellige former for
efterretningstjeneste, satellitovervågning,
luftbro-kapacitet, kodede kommunikationssystemer osv. Se
blandt her.
USA varetog omkring 70 procent af alle bombetogterne mod
Jugoslavien. Og på trods af det faktum, at EU's
allierede på papiret havde omkring to millioner
mand under våben, tog det dem lang tid at få
omkring 30.000 (omkring to procent af dem) på
jorden i Kosovo. Hvis EU skal optræde som
militærmagt i krig og/eller fredsskabelse, må
EU overvinde denne historiske og strukturelle
underlegenhed. Det vil kun være muligt, hvis EU (og
NATO-allierede i Europa, der ikke er medlemmer af EU)
rationaliserer og koordinerer alle militære
funktioner meget mere effektivt i fremtiden og
øger deres militære investeringer
betragteligt. Om disse ting kan du læse mere i
en
artikel, jeg skrev i 2002.
USA er desuden klart ledende når det
gælder militariseringen af rummet og havene og ikke
bare landjorden. Det gælder basesystemer og adgang
til havne, men også hangarfartøjer og
undervandsbåde. USA opererer med det science
fiction-agtige rumforsvar eller "ballistisk missil
forsvar" (BMD). Med dét lægger man en slags
osteklokke over USA's territorium i form af en kapacitet
til at nedskyde fjendtlige missiler før de kommer
ind over USA.
Hvis det viser sig teknisk muligt så vil det
have fire temmelig problematiske konsekvenser.
For det første vil det gøre USA
(næsten) usårligt og dét øger
den psykologiske tro på at det kan bruge
atomvåben mod andre uden at selv lide skade; dermed
falder hele atomafskrækkelsens filosofi og den
afholdende virkning, der har været i brug siden
1945.
For det andet vil fjendtligt sindede, der indser at
det er umuligt at ramme USA fra luften, forsøge at
ramme det på andre måder, måske ved at
terrorister smugler mini-masseødelæggende
våben ind, der kan bruges i storbyer eller ramme
kernekraftstationer.
For det tredje vil teknisk avancerede fjender af
Vesten, der har missiler, fly og ubåde bestykket
med masseødelæggelsesvåben måske
tænke: nå ja, når vi ikke kan få
ram på USA så kan vi kaste vore bomber over
Europa så vi får knækket Vestens
næststærkeste bastion. Der har været
tanker fremme om at lægge en lignende osteklokke
over Europa, men det er tvivlsomt om det a) vil
være økonomisk muligt for Europa at betale
og b) ikke bare forøger vor tekniske
afhængighed af USA. Og endelig, for det fjerde, vil
fjendtligt sindede atomstater se det som rationelt at
producere mange flere atomvåben og raketter
så man kan "prikke hul" alligevel i den dér
osteklokke og smide bomber over USA.
EU's fælles
udenrigs- og sikkerhedspolitik - spørgsmålet
om fælles forsvar
EU har en ambition om at have en fælles
udenrigs- og sikkerhedspolitik og vil dermed også
have brug for en fælles militær doktrin og en
fælles styring af en eller anden form for
militære styrker (hvad enten man nu synes det skal
være en "EU hær" eller andre mere løse
eller decentrale ordninger). Problemet er dog at EU ikke,
i hvert fald ikke hidtil, har klaret at blive én
forenet aktør. Man kommer til at tænke
på USA's tidligere udenrigsminister Henry
Kissinger, der for mange år siden mente at EU var
en helt fin idé, især hvis nogen kunne
fortælle ham hvad EU's telefonnummer var, så
han vidste hvem han skulle tale med!
Med andre ord, EU taler med alt for mange stemmer og
savner fælles handlekraft. EU-landene har haft vidt
forskellige politikker på Balkan under konflikten
der siden 1990, og vi hører ofte at USA
måtte komme ind og redde denne konflikt i EU's
baggård med bombningerne i Bosnien-Hercegovina og i
Serbien og dets Kosovo-provins, fordi "europæerne
stod rådvilde og forvirrede" politisk og ikke havde
den fornødne evne og/eller politiske vilje til at
samordne sine styrker. Her siger Mogens
Lykketoft vigtige ting om det.
Under Irak-konflikten har vi set det samme. England,
Danmark, Italien og Spanien stillede meget aktivt op bag
USA's tolkning og politik vis-a-vis Irak, mens lande som
Frankrig og Tyskland gik markant imod krigen. Ingen af
EU-landene havde tænkt på i tide at tage et
mæglingsinitiativ og ingen prøvede at skabe
en fælles holdning til sagen, da den blev mere
akut. Hverken i EU eller andre steder kom nogen på
at lave et politisk alternativ til USA's krigspolitik.
Der blev ingen fælles EU udenrigs- og
sikkerhedspolitik heller denne gang. USA kørte
så sit eget løb udenom FN, uden
NATO-samordning og uden EU-opbakning, men også uden
den modstand, der ligger i at andre viser at de har bedre
ideer.
USA's politiske handlingskapacitet, dets kvalitative
og kvantitative militære overlegenhed og dets evne
til at få ad hoc-organisationer på benene og
flytte dem rundt på kloden er således dybt
imponerende, uanset hvad man i øvrigt måtte
mene om de mål, de tjener. Igen og igen rejses
spørgsmål: skal EU have en fælles
hær? Hvad man end kan mene om det, så peger
en del på at det er den vej det går, om end
langsomt. Men lige så vigtigt er det at
spørge hvad EU kunne gøre for freden. Det
findes der godt 30
forslag til hér. Og hér har du en
generel
site, der behandler dette spørgsmål og
desuden har så godt som alle relevante dokumenter.
Der eksisterer allerede et omfattende afsnit
om militært forsvar i udkastet til
EU-forfatning. Måske er det naturligt at EU,
for at spille en rolle i verdenspolitikken, må
blive en militær stormagt også?
Fredsforskeren Johan Galtung skrev en, temmelig profetisk
bog herom allerede for 32 år siden (1972) "EF.
En supermagt i verdenssamfundet", udgivet på
Christian Ejlers forlag. Heri forudsagde han stort set
den udvikling, vi har været vidner til fra Danmark
blev medlem (1972) af det EF, der på den tid
især blev præsenteret som en økonomisk
organisation med bedre landbrugsvarer for de danske
familier…
Hvad angår terrorismens indflydelse på det
transatlantiske forhold kan man se to ret så
forskellige indfaldsvinkler. Læs interviewet
med Daniel Hamilton (på dansk) her og med
Rune
Engelbreth Larsen her.
Alt er ikke USA's
"skyld"
Endelig synes jeg det er værd at afrunde denne
diskussion med en hævet pegefinger. De fleste, som
er kritiske til USA's adfærd og politik er netop
bare dét: kritiske. Hvad enten det drejer sig om
europæiske ledere (f.eks. Schröder og Chirac),
politiske partier (f.eks. Socialistisk Folkeparti,
grønne partier), bevægelser (Socialt Forum
og fredsbevægelser) eller enkeltstående
intellektuelle (f.eks. Noam Chomsky, førende
kritiker af USA's imperiepolitik), så har de stort
set det tilfælles, at de har glimrende kritiske
pointer, men meget lidt eller intet at byde på,
når det gælder at udtænke og
gennemføre alternativer til USA's politik. Hvis en
kritik skal være andet end gold må den altid
komme frem til svar på spørgsmålet:
Hvad vil vi så i stedet?
Det er således bestemt ikke bare USA's eller
George Bush's "skyld," når verden ruller derud af
med USA som den, der har mest indflydelse på det
største antal lande. Rent logisk er udviklingen
også en konsekvens af at de, der burde og kunne
gøre noget andet, ikke kan blive enige om et
modspil. Og den problemstilling har ganske særlig
relevans for EU, der mere og mere fremstår som
udenrigs- og sikkerhedspolitisk splittet ("balkaniseret")
og kraftløst ikke mindst i sammenligning med det
allestedsnærværende USA.
Diskussionstemaer
5
1. I dette afsnit har vi
diskuteret rent militære aspekter af
forsvaret. Hvilke andre ting, udover
militæret, kan bidrage til at skabe tryghed
for moderne industrisamfund?
2. Hvad vil det
kræve hvis EU skulle ruste op så det
kan matche USA's forsvarsstyrke?
3. Hvad taler for at
fremtidens EU skal blive meget stærkere
på den militære
målestok?
4. Skal franske og
engelske atomvåben i givet fald blive
EU-atomvåben?
5. Hvad taler for at EU
bør forsøge at blive stærk
på andre, ikke-militære områder,
på områder hvor USA er svagere - f.eks.
vedrørende legitimitet og dette at blive
opfattet positivt i verdens øjne, have god
velfærd og social retfærdighed eller
være god til konfliktløsning med
civile, politiske og diplomatiske
midler?
6. Hvad synes du om
argumentet, at det er for bekvemt blot at kritisere
og at give USA eller George W. Bush "skylden" og at
vi selv burde blive mere kreative? Og hvis du er
enig, kan det så være farligt at
være uenig med USA? Kan det virke splittende
og gøre Vesten svagt?
Opsamling i plenum:
Hvad har vi lært nu?
2.6 USA's og
Europas selvforståelse eller
identitet
Exceptionalisme
For at forstå parterne i en konflikt er det ikke
nok at se på hvordan de opfatter den eller de andre
parter; helt afgørende er også hvordan de
ser sig selv. Både individer og lande har en
tendens til at se sig selv som unikke og leve på en
identitet, der gør os forskellige fra alle andre.
Det gælder også Europa og - især - USA
og det kan man læse meget mere om i Seymour
Martin Lipsets American Exceptionalism. A Double-Edged
Sword fra 1996 og om exceptionalismen.
Alexis de Tocqueville, som Sontag nævnte, var
den første til at beskrive amerikansk
exceptionalisme og formodentlig kan man sige at
exceptionalisme er bærende for amerikanernes
identitet. Blandt årsagerne til at USA opfatter sig
som exceptionelt bør nævnes:
- at det blev den første "nye verden",
den første koloni (sammen med Island), der blev
uafhængig fra den "gamle verdens"
kolonivælde;
- det har nok en ideologi i almindelig forstand,
f.eks. liberalismen; men det vigtigste er at USA ikke
har men er en ideologi;
- man kan blive amerikaner ved at tro på
denne ideologi mens man i de fleste andre lande
får sin nationalitet ved at fødes i
landet og have fælles historie. USA består
historisk af indvandrere, der netop ikke har
fælles historie;
- den officielle amerikanske ideologi, som er
nedfældet i Uafhængighedserklæringen
bygger på 5 ting: frihed/liberty,
lighed/egalitarianisme, individualism, populisme og
"laden-stå-til" (laissez-faire). Frihed er frem
for alt individets frihed, friheden til at sige og
gøre hvad man vil og flytte rundt som man vil,
geografisk og i social forstand. Ligeledes betones
individuel fremgang og succes. Lighed handler
altså om den enkeltes muligheder og respekt,
ikke om at alle skal være lige i det samfundet,
det resulterer i. Dette nye samfunds lighedsideal
udspringer af at USA ikke, som Europa, var
præget af feudalisme, monarki og aristokrati;
derfor findes kun lidt af den tradition at
undersåtter skal være lydige.
- USA det mest religiøse af alle kristne
samfund, måske med undtagelse af Polen og
Irland, og religiøsiteten er organiseret i
sekter, i hovedsagen metodister og baptister. I andre
kristne lande er det kirken, der dominerer og den
individualistiske praksis indebærer at man
følger sit eget moralkodeks snarere end et
præsteskab eller statskirkes tolkninger.
Amerikanere ser den menneskelige natur som principielt
perfekt og livet som en stræben og
anlægger derfor et mere moraliserende perspektiv
på dem, der ikke er det. Kirker og stat i Europa
tenderer til at se mennesket som svagt og syndigt og
tror mindre på perfektioneringen.
- Støtte til krig er lige så
moral-baseret en ting som modstand mod krig. Det er
igen mit/vort private moralkodeks, der bestemmer: vort
lands moralske styrke og ret, min egen lytten til min
samvittighed. For at kunne forholde sig moralsk til
krig, der jo indebærer at slå andre ihjel,
må amerikanerne definere deres rolle som
stående ved Guds side mod Satan, mod Ondskaben,
og med "Gud på vor side" (With God on Our Side,
som Bob Dylan synger). Der er således en god
portion patriotisme i foretagendet, og det er ikke
tilfældigt at USA også ses som "Guds
udvalgte land" og amerikanerne som Guds udvalgte folk.
(Det eneste forbløffende i dagens situation er
den styrke hvormed dette direkte og indirekte
fremhæves af landets ledelse, men det er
altså ikke en afvigelse fra den amerikanske
exceptionalisme som sådan).
- "Laden-stå-til" er en samfundsfilosofi, der
siger at staten ikke skal styre borgerne; de forventes
at være mest lykkelige, når staten styrer
mindst. Det er en slags "Guds usynlige hånd",
der skal regulere markedsøkonomien til alles
bedste, ikke staten. Derfor har tanken om en
velfærdsstat, som vi kender den i Norden, heller
ikke vundet udbredelse i USA, om end den i perioder er
blevet praktiseret, f.eks. i den såkaldte New
Deal. I stedet for velfærdsstaten har man en
udbredt tro på at de, der har gjort det bedst og
er blevet rige, har en moralsk forpligtelse til at
hjælpe de svagere. Samfundet hviler på en
stærk afstandtagen fra autoritetsudøvelse
og tvang; det er muligvis også derfor man finder
større kriminalitet i samfundet og lavere
stemmeprocent ved amerikanske valg (cirka 50% ved
præsidentvalg) end i Europa.
- Disse egenskaber medfører at der ikke
findes en større socialistisk tradition i USA;
amerikanerne ser sig selv som bannerførere for
liberalismen og som tilhørende én stor
middelklasse snarere end som et klassedelt samfund. At
være venstreorienteret i USA er lidt som at
være socialdemokrat hér; hvad
europæere kalder liberalt betegnes som
konservativt i USA. Adskillige af dagens
ny-konservative ledere kommer oprindelig fra
intellektuelle miljøer i det Demokratiske
Parti, og betegnes i USA som socialdemokratiske i
deres holdning til stat og samfund. Flere af dem gik
siden over til det Republikanske Parti.
- Et helt grundlæggende historisk element i
exceptionalismen er Manifest Destiny eller Manifest
Skæbne. Det er fortællingen om
ekspansionen/kolonisering fra der var de 13 stater,
der underskrev Uafhængighedserklæringen,
til man havde lagt hele det amerikanske kontinent
under sig (i dag er det 50 stater). Det er historie,
men også en filosofi, en bevægelse, ja det
er hele USA's nationsdannelse. Og det er myten, som
den amerikanske globale ekspansion hviler på,
altså også et civilisationsprojekt og en
mission. Meget mere findes her
og her
samt her.
- Sluttelig kan man pege på at holdningen til
demokrati og politiske partier er vidt forskellig. Af
en lang række grunde er USA stort set et
to-parti system, mens vi i Europa synes at
multi-parti-demokrati er en rigdom. I USA vælges
én præsident, som så vælger
et kabinet som er ansvarlig overfor ham og ikke
overfor et parlament. Da der kun er én, der kan
vinde og ét parti der kan vinde er det en
udbredt opfattelse, at forsøg på at
støtte en tredje eller syvende kandidat eller
parti er ensbetydende med stemmespild.
Det er ikke vanskeligt at forstå hvorledes disse
grundtræk i amerikansk exceptionalisme kan bidrage
til at skabe en dominerende og selvretfærdig
supermagt, når den vel at mærke kører
for fri udblæsning og savner tungere modspillere.
Og så skal vi lige huske på det, vi har sagt
flere gange før og Gray citeres for i afsnit 2,
nemlig at heller ikke disse egenskaber tegner hele
billedet af USA. Der findes modstrømme, f.eks.
krigsmodstanden og flower-power i 1960erne; i perioder
har der været markante regeringsindgreb i
økonomien og krig er ikke kun noget amerikanerne
engagerer sig i af moralske grunde, det gør de
også for at opretholde deres militærindustri
og f.eks. kontrollere oliekilder.
Exceptionalismen er, må vi gentage, nogle
briller gennem hvilke amerikanerne tolker sig selv og sit
samfunds mission i den større verden. Det har
elementer af sandhed og elementer af selvbedrag. Som alle
ideologier. Og det forpligter ikke os andre til at se
USA's førte politik som udtryk for den rene
idealisme og selvopofrelse.
På dansk er der på det sidste udkommet tre
læseværdige bøger om USA, som anmeldes
af Toni Liversage her.
Har Europa og EU en
identitet?
Hvordan nu med Europa? Har vi overhovedet en
identitet?
Når Du læser ovenstående punkter om
USA, så ser Du allerede en række ting, der
karakteriserer Europa, f.eks. at vi i større grad
accepterer staten og at hverken Europa eller EU er en
isme. Det er nok rimeligt at sige, at vi har stærke
identiteter, men de er stadig forankret i
national-staten, i tanken om mit eller vort folk. I
Danmark føler vi stadig større
fællesskab med danskere og "broderfolkene" i Norden
end med portugisere eller italienere, og der er ikke
mange franskmænd, der kalder sig "europæer"
før de understreger at de kommer fra Frankrig. At
"Europa" eller EU skulle gå i fælles
europæisk krig mod et land i en anden verdensdel
indenfor de nærmeste år er utænkeligt.
Det er EU's "delstater," der gør den slags, som
England og Danmark ved USA's side i Irak. Omvendt er det
utænkeligt at amerikanske delstater som Californien
eller Florida skulle gå til angreb på lande
rundt om i verden på egen hånd.
Men lad os se lidt på Europas identitet, for
Europa har selvsagt en identitet, også selvom nogen
vil mene, at det kan knibe med en EU-identitet. I
udkastet til ny EU-forfatning siges det, at EU bygger
på respekt for menneskelig værdighed, frihed,
ligestilling, demokrati og menneskerettigheder, herunder
minoriteters rettigheder. Man vil skabe et EU-samfund,
der er præget af pluralisme,
ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed,
solidaritet og ligestilling mellem mænd og kvinder.
Unionens mål er at fremme freden, disse
værdier og befolkningernes velfærd.
Sammenlignet med den amerikanske exceptionalismes skarpe
principper, filosofi og skæbne-drama, kan det jo
godt føles som om EU ikke kan svinge sig op til
andet og mere end en samling smukke ord, der frit kan
tolkes til at betyde hvad som helst og derfor ikke
betyder noget. Og de har intet med en identitet eller
fællesskabsfølelse at gøre.
Dét kan man i det mindste ikke hævde om det,
vi lige har gennemgået vedrørende USA's
selvforståelse.
I juni 2003 følte den tyske filosof og
samfundsforsker, Jürgen Habermas og hans franske
kollega Jacques Derrida at det var på tide at
hæve stemmen og få understreget, at en
sådan identitet findes og at den bør komme
til udtryk i en fælles udenrigs- og
sikkerhedspolitik. De samlede nogle
sværvægtere blandt Europas intellektuelle som
et slags svar på at USA's forsvarsminister Donald
Rumsfeld på sin let sarkastiske facon havde sagt,
at dem, der støttede USA's krig i Irak, var det
"nye Europa" mens dem, der var imod, tilhørte det
"gamle" Europa.
Otte europæiske regeringer - deriblandt den
danske - havde, hen over hovedet på deres
befolkninger, i januar 2003 sendt et brev til
præsident Bush med fuld støtte til planerne
om en krig mod Irak. (Den franske avis, Le Monde, oplyste
dem dog om, at 84% af briterne, 82% af ungarerne, 80% af
spaniolerne, 79% af danskerne, 72% af italienerne og 72%
af portugiserne på det tidspunkt var klart imod, se
mere her).
Habermas identificerede 5 egenskaber, som
europæerne deler: autoritetens neutralitet hvilket
man ser i adskillelse af stat og kirke; tro på at
politik snarere end det kapitalistiske marked skal styre
udviklingen; solidaritet i kampen for social
retfærdighed, overbevisningen om at folkeretten og
det enkelte menneskes ret er central samt, for det femte,
at europæerne støtter den tanke at staten
organiserer og leder udviklingen.
Vi bør nu, mente Habermas, bremse Europas
stagnation og få styr på os selv. Enhver form
for "separatisme" bør udgås.
Avant-garde-Europa, som han kaldte det, kan ikke
nøjes med at blive et mini-Europa, men må
være lokomotivet for hele Europa. Se mere her.
Disse ting ligger naturligvis også under
diskussionen om EU's forfatning, men Habermas og Derrida
peger altså på nogle vigtige elementer i
Europas identitet og siger at vi skal se at samle os
sammen, vel at mærke provokeret af USA's
fremfærd.
Du kan finde meget mere
om Europa på Wikipedias hjemmesider her. Her
har du portalen
til EU på dansk:og aktiviteterne vedrørende
en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik - samt
tekstudkastet
til EU's forfatning, der også findes i en
læservenlig
udgave.
Diskussionstemaer
6
1. Tænk på
hvordan du hidtil har opfattet USA. Blev du
overrasket over de elementer af amerikanernes
selvforståelse, som definerer deres
"exceptionalisme"? Kan du nævne flere
eksempler på denne exceptionalisme - for der
er flere?
2. Hvad taler for at
exceptionalisme kan betyde noget godt for resten af
verden? Hvad taler for at den kan lede til et
amerikansk moraliserende verdensherredømme,
krig og måske et meget autoritært
regime?
3. Europa og USA er
givetvis meget forskellige. Tror du, vi kan komme
til at opleve en udvikling, hvor viføler os
truet af hinanden, politisk, kulturelt og endog
militært?
4. Hvordan kan det
være at vi som regel får at vide at vi
har så meget tilfælles med USA,
når det også er oplagt at vi er meget
forskellige, ser forskelligt på hinanden og
på os selv.
5. Er det klogt at
lægge sig tæt op ad USA som den danske
regering gør eller er det klogt at holde en
vis afstand i disse år?
Opsamling i plenum:
Hvad har vi lært under punkt 6 og hvordan
hænger det sammen med de foregående
punkter?
2.7 USA's og
Europas økonomiske relationer
Intern handel
versus ekstern handel
Mens mange af de andre afsnit viser, at der er en
voksende kløft, så skal vi her se at den nok
så fundamentale økonomiske indikator peger i
retning af at USA og EU er meget nært forbundne. I
det følgende bruger vi en ny rapport fra Center
for Transatlantic Relations fra det amerikanske Johns
Hopkins University, forfattet af Joseph P. Quinlan og med
titlen Drifting
Apart or Growing Together? (pdf).
Quinlan viser, at den relevante indikator ikke
så meget er handel, altså eksport og import
mellem blokkene, men hvor meget amerikanske virksomheders
filialer producerer og sælger i Europa (i stedet
for at eksportere fra USA til Europa) og hvor meget
europæiske virksomheder producerer og sælger
i USA (i stedet for at eksportere fra Europa til USA).
Når vi altså sætter spot på
udenlandske investeringer snarere end på handel
opdager vi, hvor afhængige de ellers så
uenige og kværulerende parter er blevet af
hinanden! For det første solgte de amerikanske
filialer til hele verden for 2,9 trillioner dollar i
år 2000, hvilket er næsten 3 gange mere end
USA eksporterede (1.1 trillioner). For det andet var de
amerikanske filialers investeringer ude i verden op
igennem 1990-erne større end i de
forudgående 4 årtier, altså en kolossal
vækst. Og heraf gik cirka halvdelen til Europa. De
købekraftige markeder og de store gevinster findes
altså i første række i Europa.
For europæiske virksomheder er det også
deres filialer i USA, der spiller den vigtigste rolle. I
år 2000 producerede de for 301 milliarder dollars i
USA og de amerikanske producerede for 333 i Europa. (Her
kan du i farten huske på at vi tidligere har sagt
at USA's militære budget er på vej op mod 450
milliarder dollars, altså betydeligt en sum, der er
større end alt hvad USA producerer i Europa!). Det
er interessant at eksport og import af færdigvarer
over Atlanten (f.eks. biler) kun udgør 20% af de
samlede overførsler, resten er alle de ting
(bildele, komponenter, halvfabrikata, uddannelse, osv.),
der indgår i deres respektive produktion på
den anden side.
Man hører ofte om, at der måske skal
udbryde en handelskrig om toldsatser på stål
etc., men samtlige de varer, der af og til er "krig" om,
udgør mindre en 1% af alle økonomiske
transaktioner over Atlanten. Så der kan man se
hvordan medier prioriterer det, der er lidt drama i, men
som spiller en minimal rolle! Det er også i Europa
at USA's virksomheder tjener flest penge, specielt i
England. Af alt hvad amerikanske filialer i udlandet
tjener kommer 26% fra Europa, heraf 13% fra England. Det
er ikke så mærkeligt, at Tony Blair gerne vil
stå sig godt med USA, for der er enormt meget at
tabe, hvis man skulle blive uvenner. Desuden er Europas
samlede investeringer i USA cirka 25% større end
USA's i Europa.
Hvis man ser på alle amerikanske investeringer
over tid så er de større alene i England end
de sammenlagt er i Asien, Latinamerika, Afrika og
Mellemøsten. Dem i Tyskland er større end i
hele Sydamerika. USA pløjede næsten dobbelt
så mange penge ned i Holland som i Mexico i
1990erne. Og selvom amerikanske filialers salg i Kina er
steget raketagtigt, så var de i 2000 kun cirka 32
milliarder dollars, nogenlunde samme niveau som i
Sverige, mens de var 236 milliarder i Tyskland og 138
milliarder dollars i Frankrig.
Og hvordan med beskæftigelseseffekten?
Amerikanske virksomheder har 4,1 million ansatte i sine
europæiske filialer, Europa beskæftiger 4,4
millioner i USA. Det største antal ansatte i
amerikanske virksomheder i udlandet er 1,3 millioner
englændere og det er 5 gange flere end USA
beskæftiger i mastodonten Kina! Så lad os
blot citere Quinlan's korte konklusion i sin helhed:
"Siden Berlin-muren væltede har vi oplevet en af de
mest markante perioder af transatlantisk integration i
historien. Vores gensidige interesse i de andres rigdom
er vokset dramatisk siden afslutningen af den Kolde Krig.
Det vil gå os ilde hvis vi overser denne
realitet."
Hvordan ser
Danmarks handelsrelationer ud?
Og hvad siger Danmarks Statistik om Danmarks eks- og
import?
I 2002 eksporterede vi for 442 milliarder kroner eller
33% af bruttonationalproduktet. Samme år
importerede vi for 383 milliarder. 65% af det, vi
eksporterer, går til EU-landene, især
Tyskland, Sverige og England. 72% af alt, vi importerer,
kommer fra EU-landene, med de samme tre i spidsen. Og 6%
af det, vi eksporterer, går til USA, 6% til Norge
og 9% til Asien. Kun 4% af vores import kommer fra USA,
og 5% fra Norge og 9% fra hele Asien. Vi eksporterer
altså for 26 milliarder kroner til USA og
importerer for 15,3 milliarder fra USA. (Alle tal
afrundet).
Nationalbanken kan fortælle, at i 1999
investerede EU for 135 milliarder kroner i Danmark med
Sverige, Holland og England i spidsen. USA var den
største enkeltinvestor med 91 milliarder, eller
1/3 af alle udenlandske investeringer i Danmark. USA's
andel af alle udenlandske investeringer i Danmark voksede
fra 12% i 1991 til 34% i 1999. Dette skal i hovedsagen
have at gøre med investeringen i TeleDanmark i
1998. I den samme periode faldt EU's investeringer i
Danmark fra 71% af totalen til 50%. Mere
her.
Diskussionstemaer
7
1. Den økonomiske
kløft over Atlanten er altså blevet
mindre. Overraskede det Dig?
2. Hvorfor tror Du vi
hører så meget om uenigheden over
Atlanten og så lidt om det faktum, at vi er
næsten uadskilleligt forbundne med og
afhængige af hinanden?
3. England er
økonomisk meget tæt knyttet til USA,
det er Tyskland og Frankrig også men i mindre
grad. Tror Du den slags påvirker landenes
sikkerhedspolitik, f.eks. deres "ja" eller "nej"
til Irak-krigen? Eller er det mere moralske
spørgsmål, der afgør den
slags?
4. USA er den
største enkeltinvestor i dansk erhvervsliv.
Andelen af amerikanske investeringer i Danmark er
steget fra 12 til 34% af alle, en tredobling, i
løbet af 1990erne. EU's er faldet. Vores
handel med USA er derimod ret begrænset.
Hvorledes tror du disse tal påvirker vores
politik, om overhovedet?
5. Hvad tror Du vil veje
tungest i fremtiden: de mange dimensioner hvor den
transatlantiske kløft bliver dybere eller
denne ene økonomiske hvor det modsatte sker?
Opsamling i plenum:
Hvad har vi lært under punkt 6 og hvordan
hænger det sammen med de foregående
punkter?
Europa
og USA - Del 4
Europa
og USA - Del 2
Tilbage
til første side
©
TFF & forfatteren
2004.
Det er forbudt at trykke,
kopiere eller på anden måde
mangfoldiggøre dette materiale uden
forudgående tilladelse fra
TFF.
Fortæl en anden om denne artikel
Send to:
From:
Message and your name
|