|
3.
Forholdet Europe - USA
#
2
|
Kapitel 2:
Forskellige sider af Europa og USA
2.1
Hvor forskelligt opfatter vi
hinanden?
Diskussionstemaer 1
2.2
Hvordan ligner USA og Europa
hinanden?
Diskussionstemaer 2
2.3
Europas og USA's positioner i
verdenssamfundet
Diskussionstemaer 3
2.4
Politisk
legitimitet
Diskussionstemaer 4
2.1 Hvor
forskelligt opfatter vi hinanden?
Forfatteren Susan Sontag er tredjegenerations
amerikaner af polsk og litauisk, jødisk herkomst
og født to uger før Hitler kom til magten.
Hun voksede op i Arizona og Californien, "langt fra
Tyskland, men hele min barndom blev jaget af Tyskland,"
som hun siger. I forbindelse med at hun i efteråret
2003 modtog de tyske boghandleres fredspris, holdt hun en
tale i Berlin. Heri
siger hun blandt andet:
"Der har altid været en latent
modsætning mellem Europa og USA, mindst lige
så tvetydig som denne mellem forældre og
børn. USA er et ny-europæisk land, som
indtil for nylig i hovedsagen var befolket af
europæere. Og dog er det altid forskellene, der
har slået den opmærksomme europæiske
observatører. Det gælder Alexis de
Tocqueville, som besøgte den unge nation i 1831
og vendte hjem til Frankrig for at skrive bogen
Demokrati i USA, som stadig - godt 170 år senere
- er den bedste bog skrevet om mit land. Og det
gælder D.H. Lawrence som for 80 år siden
skrev den mest interessante bog nogensinde om
amerikansk kultur, nemlig hans både
indflydelsesrige og vrede Studier i Klassisk
Amerikansk Litteratur. De forstod begge at Amerika,
Europas barn, var på vej til at blive eller
allerede var blevet Europas modstykke.
Rom og Athen. Mars og Venus. Forfatterne til
nylige, populære fremstillinger fremholder den
idé, at der er et uundgåeligt
sammenstød mellem europæiske og
amerikanske værdier og interesser. [Se mere
om dette i Niels Bjerre-Poulsens og Mads Fugledes
artikel i temahæftet s. 9-13, især om
Robert Kagans bog]…Det drejer sig om
amerikansk uskyldighed versus europæisk
sofistikation; amerikansk pragmatisme og
europæiske intellektualisering; amerikansk
energi og europæisk verdenstræthed;
amerikansk naivitet eller godtroenhed og
europæisk kynisme, amerikansk godhjertethed og
europæisk nag; om amerikansk moralisme og den
europæiske kunst at kompromisse. Vi kender
melodien…
Vi kan lave en anden koreografi for de to, og det
har folk gjort i de to seneste tumultagtige
århundreder. Europa-entusiaster kan bruge
modsætningen til at identificere Amerika med
kommercielt dreven barbari og Europa med
højkultur, mens euro-fober kan trække
på det færdiglavede synspunkt, at Amerika
står for idealisme og åbenhed og
demokrati, mens Europa blot er svagt, snobbet og
forfinet. Tocqueville og Lawrence så imidlertid
noget voldsommere: ikke bare en
uafhængighedserklæring, men en permanent
underminering og slutteligt drab på
europæiske værdier og europæisk
magt. "Du kan aldrig få en ny ting uden at
ødelægge en gammel," skrev Lawrence.
"Europa var tilfældigvis den gamle ting. Amerika
skulle blive den nye ting. Den nye betyder det gamles
død."…
Derpå filosoferer Susan Sontag over krigen som
sådan og over at det er krigens logik, der ligger
under det amerikansk-europæiske forhold:
"Alle moderne krige bliver præsenteret
i termer af sammenstød mellem civilisationer
også når de rent faktisk handler om
traditionelle ting som at få fat på et
større territorium eller få adgang til
ressourcer. Disse sammenstød mellem
civilisationer, disse kulturkrige, handler om at
parterne ser sig selv som højerestående
og de andre som barbarer. Fjenden bliver
uvægerligt til trussel mod "vor måde at
leve på," en hedning, en vanhellig, en
forurener, der nedsmudser vore højere og bedre
værdier. [Se hvad jeg skriver om kulturkamp,
også i dansk udgave, i temahæftet side
7]. Den aktuelle krig mod den meget reelle trussel
fra militant islamisk fundamentalisme er et klart
eksempel herpå. Men det er værd at
lægge mærke til at det, i mildere form, er
de samme nedsættende holdninger, der ligger til
grund for modsætningen mellem Europa og Amerika.
Lad os ikke glemme, at den historisk mest
ondskabsfulde anti-amerikanske retorik, vi har
hørt i Europa (den, nemlig, at amerikanere er
barbarer), ikke kom fra såkaldt
venstreorienterede men fra det ekstreme højre.
Både Hitler og Franco rasede igen og igen mod et
Amerika (og verdens jødedom), der forurenede
den europæiske civilisation med dets lave
business-værdier."
Læs gerne hele
Susan Sontags tale. Jeg vælger hende som
udgangspunkt, fordi hendes indfaldsvinkel har både
stærke og svage sider og giver gode muligheder for
diskussion.
Da dette er den første problemstilling, giver
jeg nu nogle eksempler på stærke og svage
sider i det valgte materiale. Derefter bliver det dig/jer
selv, der skal diskutere stærke og svage sider ved
de forskellige ræsonnementer og det, jeg skrive om
dem.
Blandt Sontags stærke sider vil jeg
fremhæve, at hun ser modsætningen mellem
Amerika og Europa i et langt historisk perspektiv og at
hun placerer den indenfor rammen af den evigtgyldige og
allestedsnærværende modsætning mellem
gammelt og nyt (også selvom Lawrence nok er lidt
for kategorisk, når han hævder at det nye
altid må ødelægge det gamle). Jeg
synes også at hun sætter rammende ord
på hvordan mange af os, sådan generelt og
måske ureflekteret, opfatter hinanden og
sammenligner os.
Hun ser konflikten som uundgåelig, som
kulturkrig. Og dét er der for mig ingen tvivl om
at den (også) er, netop i den forstand, at der ses
ned på den anden som laverestående. Som
eksempel kan man tage en ledende amerikansk mediemands
artikler i en de mest respekterede aviser, John
Vinocour i International Herald Tribune
hér.
Sontag åbner vore øjne for en
dybereliggende dynamik, mens vi jo ellers som regel ser
os selv som allierede, nærstående, som
"amerikaniserede". Jeg mener, det er jo bare at se
på samtlige nordiske landes TV-programmer på
en tilfældig aften og 80-90 procent af
underholdningen vil være amerikansk producerede
thrillers, dokumentarprogram, nyheder, komedier, soap
operas, dramadokumentarer etc. Bortset fra i Frankrig, er
der ingen diskussion om det. Det opleves som naturligt,
at der er så meget amerikansk og så lidt
europæisk og næsten intet fra andre
verdensdele. Og dét med et USA, som vi altså
også er i kulturkrig med!
Jeg synes også, at det er positivt at hun bruger
den store pensel, de kollektive opfattelser, de
ikke-mateielle og kulturelle dimensioner, hvor så
mange andre i disse år ser på isolerede
temaer, som NATO eller handelsforhold. Sådan er
"Amerika" og sådan er "Europa" og det er store
forskere som de Tocqueville og forfattere som Lawrence
enige om!
Blandt Sontags svage sider kan man nævne at
netop det store civilisatorisk greb kan komme til at
ligne debatten om "folkekarakter" lidt for meget. Er det
folkene, deres ledere eller landene og deres kulturer?
Det fortæller hun os faktisk ikke. Men "Amerika" er
netop i historisk perspektiv hele Nordamerika eller det
vi kalder U.S.A. - De forenede Stater - plus Mellem- og
Sydamerika. Men jeg tror hun med "Amerika" egentlig kun
mener USA, for der er ikke referencer til Mellem- og
Sydamerika.
Og hvad er "Europa"? Går Europa til
Ural-bjergene? Er Tyrkiet med dér? Er det det
kulturelle, det politiske eller det økonomiske
Europa? Eller er det kun EU? Kun det nuværende EU
med 15 medlemmer eller fremtidens med 25? Sontag
nævner ikke EU men kun "Europa," men
præciserer heller ikke hér, hvad hun mener.
Og hvilket niveau har hun i tankerne: eliternes og
magthavernes Europa og Amerika eller folkenes? Har de
fattige og underuddannede på begge sider af
Atlanten egentlig nogen mening om, hvad "Europa" og
"Amerika" er eller hvordan de fattige og udslagne har det
på den anden side? Der er en overhængende
risiko for at vi kommer til at arbejde med stereotyper og
ikke med lande, kulturer og økonomier og de
allestedsnærværende nuancer og
kompleksiteter. Og hér er der kun at føje
til, at stereotyper ofte leder i en negativ retning og er
forudsætninger for krig snarere end for fred.
Diskussionstemaer
1
Det er nu tid at
diskutere, enten med sig selv eller i gruppen -
eller først at fundere selv og så
mødes i små grupper eller plenum. Husk
at når der står "du" kan det også
betyde "I". Og man kan tage de
spørgsmål man synes er mest relevante.
Det er bedre at gå i dybden med et eller to
temaer i hver af disse ruder end at skøjte
over det hele…
Læs Niels
Bjerre-Poulsens og Mads Fugledes artikel fra
temahæftet, der også findes
her)
og overvej ligheder og forskelle mellem det, de
siger, og det Sontag og derpå jeg har sagt
ovenfor.
- Føler du dig
spontant enig i det, Sontag siger om hvad USA og
Europa er for størrelser? Mangler hun nogle
ting?
- Tænk på hvad
du selv kender til USA og hvordan du møder
USA i hverdagen, i musikken, nyhederne,
litteraturen, i varer du køber? Hvordan
tænker du selv om ligheder og
forskelle?
Sontag siger at det, der
kører mellem USA og Europa er en slags krig,
en kulturkrig? Hvordan harmonerer det med at
amerikansk kultur har haft en så markant
gennemslagskraft i Europa?
- Hvordan tror du 11.
september og krigene mod Afghanistan og Irak har
påvirket forholdet mellem Europa og USA? Hvis
du/I synes påvirkningen har været
negativ, hvad kan vi så gøre noget for
at reparere det?
Opsamling i
plenum: Hvad har vi lært så
langt?
2.2 Hvordan ligner
USA og Europa hinanden?
Hvis vi husker på at der altid er ligheder
mellem konfliktparter, er det også en oplagt
svaghed at hun ikke taler om lighederne mellem Europa og
USA. Hvis vi ser på de to størrelser inden
for verdenssamfundet, så kan vi bedre se hvor de
har mere tilfælles med hinanden end med f.eks.
Kina. Hvis vi bliver ved de to grove grupper, "Amerika"
og "Europa" kan listen af ligheder faktisk blive ganske
lang:
1. Vi er begge kristne kulturer og tror
på én gud og det kan bidrage til at vi
ofte tror, at der kun er én sandhed, nemlig
vores egen;
2. Vi har indtil for nylig haft en fælles
fjende, Sovjetunionen, og i NATO stod sammen mod den
og Warszawapagten. I parentes kan vi bemærke, at
den gamle Kolde Krig foregik inden for vores egen
vestlige kulturkreds; Sovjetunionen havde mere
tilfælles med Vesteuropa og USA end med f.eks.
den arabiske verden;
3. Både USA og europæiske lande tror
på våben som den vigtigste kilde til
sikkerhed - og på at ikkevold er urealistisk -
og de tror på atomvåben, hvilke både
USA, Frankrig og England har;
4. Vi bygger vore samfund på den antagelse,
at mennesket står over Naturen og at naturen
skal bruges til at tilfredsstille vore egne materielle
behov;
5. Mænd dominerer i vore samfund, især
i magtens top;
6. Vi er nummer 1 og 2 på verdens materielle
rangstige; det samlede EU er verdens største
økonomi og USA den stærkest
enkeltøkonomi;
7. Vi giver forskellige typer af bistand og
lærer andre lande og kulturer hvad demokrati og
menneskerettigheder handler om. Og vi synes ikke at vi
har noget at lære fra de andre kulturer og
modtager derfor ikke i-landsbistand fra dem;
8. Både Amerika og Europa er missionerende
kulturer. Vi ser vore egne værdier som
universelle, altså som noget der bør
udbredes til andre. Vi taler om en Første, en
Anden og en Tredje og Fjerde verden, der også
fungerer som civilisatorisk rangstige;
9. Og så tror begge generelt på begge
at kapitalismen er det bedste system (om end i lidt
forskellige udgaver) og at den skal globaliseres - ja
at den er så rigtig og effektiv at der ikke
findes eller bør findes andre økonomiske
systemer.
Interessant er det da også at Europa omfatter en
række tidligere imperier som Romerriget og stor- og
kolonimagter som Holland, England, Frankrig, Tyskland,
Spanien, Belgien og Italien. Og hvorfor ikke nævne
Danmark fra vikingetiden til vores behandling af
Grønland, nu vi er i gang? Samtidig kan det
konstateres, at USA i dag har sådanne
økonomiske, politiske, militære og
kulturelle relationer og konkret tilstedeværelse
på så mange steder rundt om på kloden,
at man kan se det som et gigantisk imperium. Det er
faktisk det eneste for øjeblikket og historiens
mest omfattende.
I grunden bygger det ikke på noget nyt. Den
feudale imperie- og kolonistruktur er ældgammel.
Så man kan sige at siden 1945 praktiserer USA
på en række måder den slags
imperiemagt, det selv befriede sig fra.
Individualpsykologer som Alice Miller kalder det vistnok
"gentagelsestvang": hvad vi selv har været udsat
for er vi næsten tvungne til at gentage over for
andre. Der forekommer mig at være endnu en lighed
mellem "Amerika" og "Europa" og spørgsmålet,
som vi senere vender tilbage til, er jo om Europa, eller
mere konkret EU, skal stræbe efter at
genopstå som imperium eller det skulle finde
på noget nyt.
Vi kan altså konstatere, at man sagtens kan have
meget forskellige opfattelser af sig selv og "den anden"
og alligevel have meget tilfælles. Der findes dem,
der siger at de alvorligste konflikter netop er dem, hvor
parterne står hinanden ret nær. Som mand og
hustru? Som folkene i det tidligere Jugoslavien?
Måske skyldes det at de er hinandens skygger?
Måske vil de bare opnå de samme ting?
Dét ved vi endnu ikke meget om, for der er
så meget mere at sige.
Diskussionstemaer
2
1. Synes du lighederne er
rigtige? Kan du få øje på flere
ligheder? Hvorfor er det vigtigt at vi også
ser på konfliktparters ligheder?
2. Hidtil har vi set
eksempler på at internationale begivenheder
har skabt splittelse mellem USA og Europa (eller
dele af det) - f.eks. terrorbekæmpelse og
Irak-krigen. Hvilke begivenheder eller problemer
tror du kan få USA og Europa til at holde
mere, henholdsvis mindre, sammen i
fremtiden?
3. Er det rigtigt at man
står mere sammen når man udsat for ydre
pres, eller kan presset netop lede til splittelse?
Bør man kunne holde sammen uden et ydre
pres?
4. Tror du de ting, vi har
tilfælles, er stærke nok eller vil de
splittende ting efterhånden blive
stærkest?
5. Lav et scenarie,
altså et tænkt fremtidsforløb,
der leder til trusler om krig mellem USA og Europa.
Hvis det rent faktisk sker, tror du så det
bliver inden for 10, 25, 50 eller 100
år?
6. Og lav et, hvor de to
går helt tæt sammen fordi resten af
verden truer dem med krig. Og hvis det rent faktisk
sker, tror du så det sker snart (inden for
10, 25, 50 eller 100 år)?
Spørgsmål 2,
5 og 6 egner sig til brainstorm-metoden.
Opsamling i plenum:
Hvad har vi lært så
langt?
2.3 Europas og
USA's positioner i verdenssamfundet
Det er imponerende, at vi har kunnet sætte
mennesker på månen og nu kan køre lidt
rundt på Mars. Men inden vi kaster os ud i rummet,
skulle vi måske prøve at forstå vor
egen, nærmere klode lidt bedre? De fleste har
f.eks. endnu meget svært ved at se verden som
ét samfund og ikke blot som en række
nationalstater.
Vi, der bor i Europa og USA, ser os gerne som verdens
centrum. Men det er vi ikke blot fordi vi har
økonomisk og militær magt. I USA bor der
cirka 300 millioner mennesker og i det nuværende EU
godt 400. Dog er vi over 6 milliarder i vort fælles
verdenssamfund. Kig lige på denne
tankevækkende Internet-video om vor verden i
miniature.
Lad os forestille os at verden alt i alt bestod af 100
individer og vi beholdt de samme proportioner som i dag.
Så ville der være:
- 61 asiater, 12 europæere, 14
amerikanere (fra Nord og Syd), 13 afrikanere og 1 fra
Australien;
- 33 ville være kristne (katolikker,
protestanter og ortodokse), 18 muslimer, 16 hinduer,
16 ikke-religiøse, 6 buddhister og 11 ville
praktiserer en anden religion;
- 41 ville leve uden basale sanitære
installationer, 16 uden renset drikkevand;
- 6 af dem ville eje 59% af al rigdom;
- 13 være sultne eller fejlernærede, 14
ville ikke kunne læse eller skrive;
- 8 ville have en computer, 4 have adgang til
Internet;
- 1 voksen ville have HIV/AIDS;
- 6 procent af samfunds udgifter ville gå til
våben og krige; 5, 3% til uddannelse og 4,4 %
til sundhedsvæsenet;
- 25, en fjerdel af os, ville kæmpe for at
overleve på 1 dollar eller mindre om dagen, 47 -
næsten halvdelen - på 2 dollar om dagen
eller mindre!
USA og Europa er altså indbyggere i en meget
større og meget problemfyldt verden. Sammen
behersker de en andel af verdens goder, der langt
overstiger deres andel af verdens indbyggerantal. Mens
der er 26 amerikanere og europæere i denne
minitureverden, så ejer blot 6 indbyggere
næsten 60% af alle de 100's ressourcer. Og de seks
er amerikanere, europæere, japanere og arabere.
Eller tænk over at amerikanere og
europæere bruger 79 milliarder dollar på
parfume og 112 milliarder dollar på mad til deres
kæledyr. For 85 milliarder dollar ekstra om
året ville alle i de fattige lande være
sikret basale sundhedsforhold og ernæring (FN's
udviklingsprogram, UNDP, tal for 1997). Dertil kommer at
de 6% af alle udgifter, der går til militære
formål, bruges af dem, der også har den
største økonomiske, politiske og kulturelle
magt, ikke mindst til at konsolidere sin egen
økonomiske og militære magt i forhold til de
andre og til at sikre de ressourcer, de behøver
for at forblive magtfulde fremover. Det sker ved trusler
om anvendelse af militær magt, ved interventioner
og ved besættelser men også ved at de
køber samarbejdsvilje ved at levere våben,
uddannelse, bistand osv., til andre, som de håber
vil være pålidelige allierede.
Europa og USA deler derfor også dette at
være vestlige eller occidentale til forskel fra
orientale eller afrikanske. De deler den problemstilling
at de i det globale perspektiv tilhører en stadig
mindre minoritet, der nok stadig har mest militær,
økonomisk og politisk magt, men alligevel må
konstatere at andre lande, regioner og kulturer vokser og
engang i fremtiden kan konkurrere og udfordre dem.
Undtagelsen er USA, hvis militærudgifter i de
seneste år er vokset så voldsomt at
dét alene står for cirka halvdelen af alle
verdens militærudgifter og dermed har lagt hele
EU's samlede forsvarsudgifter, Kina, Japans, Ruslands og
den tredje Verdens langt, langt bag sig.
Refleksioner over tallene og
deres årsager
Vi lever altså i en globalt u-balanceret verden.
Den er kendetegnet af, at den vestlige minoritet over tid
ser andre, ikke mindst Kina og det øvrige Asien,
blive befolkningsmæssigt og økonomisk
stærkere og stærkere og de selv derfor
relativt svagere på de målestokke, mens de
selv forbliver næsten ufatteligt stærke
militært. Det gælder især USA, og det
aktualiserer spørgsmålet om EU som en ny
opstigende økonomisk og politisk enhed skal
gå i samme retning.
Jeg har medtaget de enkle og sigende tal i
miniature-verdenen ovenfor af flere grunde. I hverdagen
er der stort set ingen, der taler om dem. Disse rystende
globale uligheder optager ikke medier eller politik halvt
så meget som f.eks. Brixtoftes skalten og valten
med offentlige midler eller en dansk kronprins'
forestående bryllup. Skal man moralisere kan man
sige, at vi er alt for selvoptagede og at det burde
høre til skoleundervisning og almendannelse, at vi
i det mindste forstod at verden er sådan skruet
sammen.
En anden grund er, at vi må se denne
sørgelig globale situation som en konsekvens af
både det vi gør og det vi ikke gør.
Vi gør åbenbart nogle ting, som over tid
gør verden mere og mere skæv og skaber flere
lidende mennesker; det kan være indenfor handel
hvor vi får mere ud af at handle med fattige lande,
end de får ud af at handle med os. Det kan
være, at vi giver de dårligst stillede alt
for ringe adgang til medier, politiske beslutnings-rum,
inklusive FN. I FN sidder jo kun eliter; den fattige mor
med et sygt barn i favnen repræsenterer for
så vidt millioner, men det er ikke hende, der af
sit lands regering bliver sendt til FN.
Og hvad er det vi ikke gør? Ja, vi interesserer
os ikke nok for det. Vi afsætter ikke nok af vores
egen rigdom til dem. Det globale samfund har ingen
velfærdsstat, der tager hånd om de svagere,
så de ikke falder helt ud gennem bunden. Det har
ingen arbejdsløshedsunderstøttelse eller
hjælp til sygehusbehandling. Vi giver for lidt i
ulands-bistand. Vi gør ikke nok for at reducere
luksusforbrug og militær oprustning, så der
kunne blive mere til disse mennesker ved at man lod en
global omfordeling finde sted.
Kunne vi det? Ja bestemt! Siden Anden Verdenskrig er
den samlede verdensøkonomiske kage vokset i enormt
omfang og tempo. Alle har satset på
økonomisk vækst (men ikke alle lykkes). Af
denne stadig voksende kage har de velstillede fået
en større andel og de stadigt flere
underprivilegerede har fået en mindre andel af
kagen at dele. Hvorfor? Fordi den vestlige
økonomiske teori, den såkaldte
markedsøkonomiske filosofi, foreskriver at
først skal kagen vokse og så skal den
fordeles bedre. Men sådan er det ikke gået.
Om det skyldes grådighed og bevidstløs
materialisme eller noget tredje skal ikke diskuteres her.
Faktum er bare at verdenshistoriens største
økonomiske vækst på kloden ikke har
ledt til større lighed. Og dét
ræsonnement modsiges ikke af, at der er nogen, ikke
mindst i Sydøstasien, der faktisk har fået
det langt bedre end for 20-30 år siden. Det
modsiges heller ikke af det ofte hørte argument at
"vi i Vesten også har gjort gode ting for resten af
verden." Det har vi bestemt. Selv under kolonialismen har
visse europæiske lande efterladt et
uddannelsessystem i visse lande i den Tredje Verden, som
den dag i dag er hæderlige. Vi har givet (og solgt)
verden mange teknologiske fremskridt og varer, medicinske
forskningsresultater, film, tv, etc.
Det modsiges heller ikke af at mange i den Tredje
Verden, ikke mindst ledere, kunne gøre meget mere
for deres egne befolkningers velfærd. Det er ikke
kun mediespind, når vi hører om diktatorer
som f.eks. Ferdinand Marcos på Filippinerne,
Jean-Bédel Bokassa i den Central-Afrikanske
Republik, Jean-Claude Duvalier på Haiti, Augusto
Pinochet i Chile og Mobutu Sese Seko i Kongo, levede i
grotesk sus og dus, stjal fra og gjorde
forfærdelige ting mod deres egne indbyggere. Ingen
tvivl om det. Men det vi ofte glemmer er, at der er en
strukturel vold indbygget i det internationale system.
Det er den, der handler om handel, investeringer,
strømme af finanskapitel, udnyttelse af
naturressourcer etc. som mere i det skjulte gør
det uhyre vanskeligt for de dårligst stillede at
få gang i en udvikling.
Det store billede, nettoresultatet, er at mange -
altså ikke alle - kløfter er blevet dybere
og bredere og det faktiske antal nødlidende
på kloden er langt større end førhen.
Mens regeringer, internationale organisationer og mange
eksperter med deres på det tørre ofte
fremhæver hvor godt det trods alt går,
så mener jeg, at det er vigtigt, at vi i et
materiale som dette retter blikket mod den nød og
lidelse, vi bestemt har et medansvar for at lindre.
Hvad enten vi tror på den ene eller anden
forklaring på årsagerne til verdens tilstand,
så bør der efter min opfattelse ikke kunne
herske uenighed om, at den globale nød er a)
unødvendig og b) kan afhjælpes, c) burde
være blevet det for længe siden, d) at vi har
et medansvar for at afhjælpe den og, endeligt e) at
vi ikke kan tale om ægte fred og stabilitet og for
den sags skyld nedbryde terrorismens impulser hvis denne
tilstand bare fortsætter eller forværres.
Hele denne problematik, der ofte helt fejlagtigt
kaldes "u-lands-problematikken" men i virkeligheden
handler om verdens(u)orden kunne gøres til
genstand for dages diskussioner. Men hér er fokus
trods alt Europa og USA. Det er godt hvis deltagerne
holder disse tal og ræsonnementer i baghovedet
når de følgende ting diskuteres.
USA's militære styrke
vokser, dets civile mindsker
Siden 1945 er USA's andel af verdenshandelen
næsten halveret; i 1945 var den 40%, i dag 22%.
Over tid er dollarens stilling som verdensvaluta vigende,
Yen og Euro har vundet styrke på dens bekostning. I
de seneste år tales der meget om den risiko, der
for verdensøkonomien ligger i at USA er det land i
verden, der har verdens største akkumulerede
budgetunderskud, nemlig 34 trillioner dollars
(34,000.000.000.000 dollars) samtidig med at det har en
nationalindkomst på godt 8 trillioner, se her.
USA er desuden det land, der har den største
gæld til udlandet; faktisk vokser denne gæld
med 1,35 milliarder dollar per dag! USA's samlede
gæld til verden er 3,3 trillioner dollars eller
11,400 dollar per mand, kvinde og barn i USA og 70% af
denne gældsætning er akkumuleret i 1990erne,
se her.
Den internationale Valutafond, IMF, publicerede i
januar 2004 en rapport, der i stærke vendinger
sagde at USA's udlandsgæld inden for få
år ville andrage 40% af hele dets økonomi og
at dette udgjorde en betydelige risiko for
verdensøkonomien og for dollarens rolle. Een
sådan risiko er at USA's umætteligt appetit
på at optage lån gør at
lånerenterne stiger. Hvis det bliver stadigt dyrere
at låne går investeringer ned og det spreder
sig som ringe i vandet og skaber lavere eller negativ
økonomisk udvikling rundt om i det globale
samfund. Se
omtalen her og IMF's
rapport her.
USA's afhængighed af energiimport udefra er
også hastigt voksende. Dets egen olieproduktion er
nedadgående og forbruget går op, hvorfor man
må importere stadigt mere fra andre lande, se
her.
Der er flere tegn på USA's relative tilbagegang
hér.
I dette perspektiv er de seneste års historisk
enestående oprustning i USA yderligere en
økonomisk belastning (selvom militære
investeringer også skaber en vis mængde ny
teknologi). Det amerikanske militærbudget skal i
2005 være oppe på 2.350 mia. kr.; hvilket er
en stigning med 7%. (Politiken 24. januar 2004). Man kan
således spørge om en fler- eller
mangeårig amerikansk militær
tilstedeværelse i Irak - og mange andre lande -
ikke vil blive en samling søm i den amerikanske
økonomis ligkiste, som nogen har udtrykt det? I
hvert fald kan det ikke udelukkes at USA, ligesom det
gamle Sovjetunionen, kan gå i den fælde det
er at over-militarisere sig inden for rammerne af en
økonomi, der svækkes i forhold til andre,
der vokser hastigt. Til sammenligning anslås Kinas
økonomiske vækst af forskellige kilder til
7-10% per år og den kinesiske regering
planlægger den til at være 7% i 2004,
se
tallene her. Dets militære udgifter er
formentlig omkring 45 milliarder dollar, eller 1/10 af
USA's. Ruslands militærudgifter ligger på
omkring 35 milliarder. (Alle tal afhænger af
hvordan man beregner og sammenligner budgetter og
omregner valutaer). Se tallene her
og her.
Hvis man skal udtrykke det kort kan man sige, at
mens USA's militære styrke vokser og EU's
militære styrke er konstant eller dalende -
målt på militære udgifter - så er
USA's civile styrke hastigt dalende, mens EU på
denne målestok har voksende styrke.
Forholdet mellem USA og EU vil således i
høj grad påvirkes af hvordan det går
med de tos økonomiske styrke og af hvor meget de
satser på militær styrke, interventioner,
krig, atomvåben og så videre i årene
fremover. Der er selvfølgelig ting, der kan tolkes
i den modsatte retning også. Eet sådan er at
befolkningsstørrelse vil stagnere i EU - og at vi
får en "grå" revolution og at befolkningen
vil boome i USA. The
Economist havde en analyse af denne demografiske
kløft for et par år siden. Den er ganske
vist et stimulerende tankeeksperiment, men gør den
urealistiske antagelse at to faktorer,
befolkningsudvikling og økonomisk vækst, er
de eneste der betyder noget og at der ikke vil komme
andre faktorer, uforudsigelige begivenheder og andre
befolknings-mekanismer ind (som f.eks. øget
indvandring til Europa). Da den også ser 50
år ud i fremtiden har den begrænset
værdi som kundskab - men er altså nok
så interessant som modspil til det, vi hér
har drøftet, som jo baserer sig mere på
fortidens og nutidens tendenser.
Men nok så væsentligt er der en betydelig
risiko for at USA og Europa, om end i forskellig grad,
kommer til at operere i en verden, der enten vender
ryggen til dem eller ligefrem begynder at samarbejde imod
dem begge. Denne mulighed varierer formentlig med i hvor
høj grad ledere og befolkninger rundt om i verden
opfatter disse vestlige aktørers holdninger til
dem som præget af samarbejdsvilje eller arrogance.
Indtil videre fremstår EU ikke som nær
så arrogant som USA på det udenrigspolitiske
område.
Rundt om i verden bemærker man nok også at
Præsident George W. Bush i sin tale om Unionens
tilstand i januar 2004 ikke nævnte globale
problemer såsom kløften mellem rig og
fattig, sult, AIDS, menneskerettigheder, kvindehandel,
miljøproblemer, narkotika, etc. Han talte kun om
terrorismen, atomvåben-spredning og Irak, det vil
sige temaer som han mener har direkte relevans for USA og
det egen tryghed, ikke verdens som helhed. Mange
føler nok at netop verdens eneste og historiens
stærkeste supermagt kunne tale til vor verden i
dette historiske øjeblik på en mere
fællesskabsfremmende måde. Og disse kendetegn
havde Bush's
tale allerede i 2002.
Læs selv Bush's
2004-talen på Det hvide Hus' hjemmeside. Og
hér den britiske avis, The
Independent's, noget sarkastiske udgave af talen.
Afslutningsvis bør det nok understreges at
fysisk styrke ikke nødvendigvis betyder at man
faktisk er stærk. De fleste troede at Sovjetunionen
var formidabel og næsten ingen forudså, at
det var en kolos på lerfødder.
Fredsforskeren Johan Galtung har den
tese, at USA er på vej ned som civilisation, at
det vil gå ret hurtigt og at det ikke blot handler
om at ruste sig ihjel, men om indre opløsning, en
række indre modsætninger i det amerikanske
samfund og imperium, som ikke kan holdes sammen. I denne
analyse opregner han først imperiets nedslidning
som følge af at USA siden 1945 har
udført:
35 (forsøg på) at myrde andre
statsledere
+ 25 bombeforetagender
+ 67 militære interventioner/krige i andre
lande
+ 23 indblandinger i andre landes valghandlinger.
Listen over hvert af dem gives i artiklen,
ligesom de - amerikanske - kilder til dem. Det er en
slags verdensrekord. Derpå kommer hans 14 indre og
delvis ydre modsætninger:
I. Økonomiske (USA i ledelsen for
Verdensbanken, Valutafonden, Verdens
Handelsorganisation, New York Børsen og
Pentagon):
- mellem vækst og distribution:
overproduktion i forhold til forbrug/marked.
- mellem produktiv og finansøkonomi:
overvurderede aktier og andre værdier.
- mellem produktion, distribution, forbrug og
naturen: økokrise.
II. Militære modsætninger (USA i
ledelsen for NATO og USA-Japan og alle andre baser i
værtslande):
- mellem USA's statsterrorisme og andre
terrororganisationer: boomerang og det der kaldes
Blowback.
- mellem USA og allierede (undtagen England,
Tyskland og Japan).
- mellem USA's hegemoni i Euro-Asien og
Rusland-Indien-Kina trekanten, der står for 40%
af menneskeheden.
- mellem USA og NATO og en kommende
EU-hær.
III. Politiske modsætninger (USA's
exceptionalisme under Gud)
- mellem USA og FN (verdenssamfundet), der kan
slå tilbage i fremtiden.
- mellem USA og EU, der kappes om at komme bedst ud
af det med Islam.
IV. Kulturelle modsætninger (triumferende
overfor andre "mindre civiliserede")
- mellem USA, den jødisk-kristne-muslimske
civilisation med 25% af menneskeheden. FNs
Sikkerhedsråd har 4 kristne og ikke én
muslimsk land.
- mellem USA og de ældste civilisationer
(kinesisk, indisk, mesopotamisk, aztek-
inka-maya).
- mellem USA og europæisk elitekultur:
Frankrig, Tyskland, etc.
V. Verdens sociale modsætninger (USA i
ledelsen for eliter som World Economic Forum i Davos
og World Social Forum i Porto Alegre, etc)
- mellem statslige og multinationale selskabers
ledelse på den ene side og klasser af
arbejdsløse og kontraktarbejdere. Hvor vil
middelklassen stå i den situation?
- mellem yngre og ældre generationer. Hvor
vil mellemgenerationer stå?
Og der er den 15. modsætning: mellem
myte og virkelighed, USA's selvforståelse og
andres forståelse af USA.
Galtung mener at ting som krigen mod terrorismen og
krigen mod Irak fremskynder denne indre opløsning
af USA og imperiet. Hans analyse findes som sagt
hér.
Jeg er enig med Galtung i at USA's nye krig mod
terrorismen meget vel kan vise sig at bidrage til USA's
nedgang snarere end dets lyse fremtid. Men det er
naturligvis ikke den eneste mulighed. For mig er det
vigtige spørgsmål: kunne USA have reageret
anderledes på 11. September? Kan vi forestille os
helt andre tolkninger og en anden slags "svar" på
denne kriminelle handling? Redaktørerne for
www.beliefnet.com
samlede en række meget tankevækkende stemmer
i From the Ashes. A Spiritual Response to the Attack
on America, der udkom i 2002.
Selv forsøgte jeg også kort efter sammen
med en kollega at skitsere et "program" for USA, for at
se på 11. september som en mulighed for refleksion
og en genvej til nytænkning både i Europa og
i USA. De falder i tre dele: Nr
1 - Nr
2 - Nr
3.
Og selv den gamle "høg", USA's tidligere
forsvarsminister under Vietnamkrigen, Robert
McNamara, har skitseret en helt anden amerikanske
udenrigspolitik. Men den slags tanker skulle ingen i
Washington lytte til.
Diskussionstemaer
3
1. Hvad taler for at USA i
et langt tidsperspektiv er på vej ned og at
andre i verdenssamfundet bliver stærkere?
Hvad taler for at USA vil bevare sin position eller
måske endog blive stærkere?
2. Selvom USA har en meget
stærkere økonomi end Sovjetunionen
havde, tror du så at selv USA kan "ruste sig
ihjel"?
3. Hvad taler for at
Europa i et langsigtet perspektiv er på vej
ned? Og hvad taler for at det beholder sin position
i verdenssamfundet eller muligvis vil stå
stærkere i fremtiden?
4. Hvilke reaktioner
på vores egen politik og livsstil tror du vi
skal forvente fra andre lande, folkeslag og
kulturer i de nærmeste 10-20
år?
5. Hvad er egentlig et
imperium? Hvad er godt og hvad er dårligt ved
imperier som idé?
6. Hvorfor går
imperier ned - tænk på f.eks. det
ottomanske, Rom, det franske, det portugisiske,
Hitler-Tyskland, England og Sovjetunionen? Og
gør de det som regel stille og fredeligt
eller i forbindelse med krig?
7. Synes du at USA er et
imperium? Synes du at EU er et imperium?
8. Ser du nogle gode veje
til at skabe en verden med større harmoni og
mindre spændinger?
9. Hvordan ser du i dette
perspektiv på det, der kaldes
globalisering?
Opsamling i
plenum: Hvad har vi lært af dette
afsnit?
2.4 Politisk
legitimitet
Penge og våben er som bekendt ikke alt. Men det
er de dimensioner, der ligger på overfladen af
debatten om EU og USA i hverdagen. Det ser man hvis man
søger på Internet med ord som "EU-USA
relationer". Så kommer der stort set kun ting op,
som handler om krig, oprustning og handelsforhold, f.eks.
artikler hvori der står "handelskrig" og som
handler om toldsatser, stål, landbrugsvarer og den
slags, som med jævne mellemrum leder til disputter
mellem EU og USA.
Det er også interessant at se, at begrebet den
"Europæiske Union" spiller en forsvindende lille
rolle i USA. Ledende amerikanske seriøse aviser og
tidsskrifter og mange folkelige bevægelsers
hjemmesider har meget lidt eller intet om forholdet til
EU, om end lidt mere om "Europa". Vi finder stor
a-symmetri, når vi sammenligner med tilsvarende
europæiske mediers og organisationers markante
optagethed af USA, ikke mindst i disse år.
Legitimitet har at gøre med om mennesker synes
det man gør er OK fordi det kan forklares ved
hjælp af nogle alment acceptable kriterier og
forsvares udfra nogle positive grundværdier.
På dette barometer har USA siden 11. september
været ude på en rigtig rutschetur og
betragtes formentlig som en mindre legitim aktør
på den internationale scene end nogensinde siden
1945.
De konkrete tal fra de sidste to års
seriøse opinionsundersøgelser af folks
holdninger til USA i Europa og i andre lande taler for
sig selv - hvis man da overhovedet synes at
opinionsundersøgelse kan bruges til noget. I denne
artikel sammenfattes de på en let tilgængelig
måde her.
Glem bare at artiklen kalder dette for
"anti-amerikanisme," for de spørgsmål,
respondenterne har fået, går på landet,
den førte politik og på om USA's
militære styrke er en trussel for verdensfreden,
ikke på hvad folk synes om amerikanerne. I stedet
burde man have kaldt holdningerne USA-kritiske eller
-negative. Artiklen afspejler tre dimensioner af
holdningerne til USA, nemlig a) om USA's politik
udgør en trussel mod verdensfreden, b) om den
opleves som truende mod ens eget land, samt c) om
religionens rolle i politik.
En Eurobarometer-undersøgelse blandt EU's
lande, foretaget i oktober 2003, fandt at lige så
mange mennesker mener, at USA er en lige stor trussel mod
verdensfreden som Iran og Nordkorea, to stater i det
præsident George W. Bush har kaldt "ondskabens
akse." Kun Israel ses som en større trussel mod
verdensfreden end disse tre. Endog i England, USA's
nærmeste allierede, mener 55% at USA er en trussel
for den globale fred. Og i fire land, nemlig
Grækenland, Spanien, Finland og Sverige
fremstår USA som den største trussel,
større en Iran og Nordkorea. Hvis det altså
er ondt at true verdensfreden, så oplever EU's folk
tilsyneladende at USA i praksis tilhører
Ondskabens Akse.
Når de fleste alligevel ikke oplever det
sådan, skyldes det nok, at USA i vore øjne
jo også har nogle gode sider og gør noget
godt; vi er allierede med USA og - i sammenligning med
Nordkorea f.eks. - så er USA jo "én af os".
Og mange mennesker rundt om i verden ser USA, snarere end
Europa, som model. Vi konsumerer amerikanske produkter,
elsker amerikanske film og jazz. Mange rundt om i verden
ser USA som et ideal og vil gerne sende deres børn
til amerikanske universiteter og er - ikke uden grund -
også imponerede over USA's dynamik og nyskabende
evne hvad enten det gælder teknologi eller kunst,
rockmusik eller litteratur. John Lennon slog sig ned i
det New York, som også den palæstinensiske
intellektuelle Edward Said elskede. Begge var på
hver deres måde modstandere til alt hvad amerikansk
politik står for!
Undersøgelsen viser videre at "i syv af otte
vigtige muslimske lande mener folk, at USA er en direkte
trussel mod deres land". Og generelt gælder det at
"den globale offentlighed synes at USA gør for
lidt for at løse verdens problemer og at det
bakker op bag den type af politik, der får gabet
mellem rige og fattige til at vokse endnu mere. Disse
holdninger var tydelige allerede lagt før krigen
mod Irak". Endelig - og det er interessant for vores
diskussion om forholdet mellem de to - finder
undersøgelserne, at USA er det mest
religiøse blandt velstående lande. 58% af
amerikanerne mener at man må tro på Gud for
at kunne leve moralsk; i Tyskland er det kun 33, i
Italien 27, i England 25 og i Frankrig 13%, der deler den
holdning. Sammenfattende kan vi altså konstatere,
at mens USA's militære magt bare vokser og vokser,
er dets langsigtede økonomiske magt stagnerende og
dets moralske magt i andres øjne hastigt
dalende.
Diskussionstemaer
4
1. Hvad er årsagen
til at vi interesserer os så meget mere for
USA end de synes at interessere sig for Europa og
især EU?
2. Folk rundt om i verden
havde stor og ægte sympati med USA efter 11.
september. Hvad tror du er hovedårsagerne til
at USA's legitimitet og popularitet i andres
øjne alligevel er raslet ned?
3. Når du
tænker på hvad du læser,
hører og ser i danske medier føler du
så at den negative vurdering, som de
hér tal er udtryk for, kommer frem i
tilsvarende omfang? Hvis "ja" betyder det så
at venskabet er på retur? Hvis "nej" hvad er
så årsagerne til dét?
4. Find nogle eksempler
på at USA's politik er mere religiøst
baseret end f.eks. Danmarks eller hele
EU's.
5. 5. For nylig var der en
diskussion om hvorvidt det skulle skrives ind i
EU's grundlov at EU er kristent. Hvordan tolker du
det? Er det tegn på at religion også
spiller en voksende rolle hos os? Og ville det
være rimeligt at skrive det ind dér,
når ganske mange, der bor i Europa, ikke er
kristne?
Opsamling i plenum:
Hvad har vi lært af arbejdet med dette
afsnit?
Europa
og USA - Del 3
Europa
og USA - Del 1
Tilbage
til første side
©
TFF & forfatteren
2004.
Det er forbudt at trykke,
kopiere eller på anden måde
mangfoldiggøre dette materiale uden
forudgående tilladelse fra
TFF.
Fortæl en anden om denne artikel
Send to:
From:
Message and your name
|