Hvorfor
sikkerhedsrådet aldrig
vil hæve sanktionerne
mod Irak
PressInfo #
176
26
marts 2003
Af
Jan
Øberg,
TFF direktør
og
Christian
Hårleman,
TFFs bestyrelse
Da Sikkerhedsrådet i 1991, i kølvandet
på Golfkrigen, besluttede om inspektioner og
sanktioner, må det have lidt af nogen grad af
hybris. Irak skulle straffes for invasionen af Kuwait -
og Irak invaderede Kuwait og det var tåbeligt og
ulovligt at gøre. Sanktioner skulle sætte
pres på regimet og, håbede man, få
folket til at vende sig mod ledelsen. Så
hårde som sanktionerne var, var de beregnet for kun
at skulle gælde i kort tid, den tid det formodedes
at tage at finde og ødelægge Iraks
masseødelæggelsesvåben.
Krigens vindere dikterede vilkårene. Irak,
taberen, skulle adlyde betingelsesløst.
Ophævelsen af sanktionerne blev gjort
afhængig af afleveringen til sikkerhedsrådet
af en rapport, som fastslog, at alt, hvad der kunne
anvendes til fremstilling af kerne- biologiske eller
kemiske våben, var fundet og ødelagt, at der
ikke var noget af den slags tilbage nogetsteds i
Iraq.
Her er den fælde, som forårsagedes af
sejrherrernes hybris. Den har ført til, at
sanktionerne er blevet vores moralske problem, som vi
beskrev det i PressInfo
173. Hovedspillerne var så triumferende og
selvsikre om rigtigheden og retfærdigheden af deres
sag - afstraffelsen af Irak - at de ikke engang
tænkte på at stille sig nogle få
praktiske og filosofiske spørgsmål, som
f.eks. disse:
1. Vil det overhovedet være muligt for
inspektørerne at fastslå, at der ikke er
nogen som helst nok så lille mængde af noget
stof, der kan bruges i
masseødelæggelsesvåben, i et land der
dækker en halv million kvadratkilometer og som ikke
netop er ivrigt efter at afsløre alt om sit
militær?
2. Er det klogt at gøre ophævelsen af
sanktionerne afhængig af en sådan
erklæring fra inspektørerne, altså at
bruge sanktionerne som løftestang for
afvæbningen?
3. Hvad nu hvis inspektionsprocessen tager meget
længere tid og inspektørerne stadig vil
være der i f.eks. 2003 ? Hvis vi ønsker 100
% efterlevelse og en garanti for, at Irak er 100 % rent,
så vil det tage tid. Sanktioner har negative
konsekvenser for befolkningen. Så er der ikke en
risiko, hvis det går langsomt fremad, at vi vil
blive gjort moralsk ansvarlige for de stadig mere
ødelæggende humanitære
konsekvenser?
I dag er det nemt at se, at svarene på disse
spørgsmål er nej, nej og ja.
Det er en ganske stor opgave at finkæmme en halv
million kvadratkilometer for nogle få kilo af et
eller andet kemikalium eller bakteriekultur. Der er sand,
der er sten, floder, bjerge og alle mulige slags
bygninger. Irakerne ved hvordan man borer huller dybt ned
efter olie; de kunne nok bore et hul, skjule noget
på bunden og dække hullet. Eller de kunne
anbringe sagerne udenfor Irak, i et andet land, eller
på skibe i internationalt farvand.
Eller forestil dig, at hvert kilo og gram faktisk var
fundet og ødelagt - hvad så ? Når man
tænker på, at viden om, hvordan man
producerer sådanne materialer faktisk findes hos
tusinder af irakiske videnskabsmænd,
ingeniører, assistenter, arbejdere og andre,
så vil det vel ikke tage lang tid, inden de kunne
genindføre disse stoffer eller overføre dem
fra civile produktionsanlæg og laboratorier. Hvis
det skete, skulle vi så genindføre
sanktioner?
Vi synes at være bange for selvkritisk at
erkende, at vi, altså Sikkerhedsrådet, og
derefter de fleste regeringer og medier, tog det for
givet, at alt dette ville være enkelt og gå
hurtigt. I december 1995 var der også nogen
hurtigfiksere af amerikanske diplomater som satte
Daytonaftalen for Bosnien sammen med en
ønsketænkning om, at det hele ville
være gennmført på 12 måneder;
det virker stadigvæk ikke godt 7 år
senere!
Et andet ikke-så-let problem er dette: mens Irak
er forpligtet til at ødelægge alle sine
masseødelæggelsesvåben, så har
det en suveræn ret til selvforsvar (FNs Charter
artikel 51) og til sikkerhed gennem et konventionelt
militær. Sikkerhedsrådets resolutioner
understreger, at landets suverænitet og integritet
skal respekteres under inspektionsprocessen.
Men det er ikke sådan, irakerne oplever det.
Inspektørerne kan gå hvorsomhelst med kun
få minutters varsel. Hvor som helst ! Forlange at
se hvad som helst, indsamle hvad som helst, stille et
hvilket som helst spørgsmål og interviewe
hvem som helst, de måtte finde interessant. Dette
gælder for såvel rent civile steder som for
konventionelt militære steder og det i et land, der
trues af historiens stærkeste militære magt,
som også forbeholder sig en "ret" til, om
nødvendigt, at bruge kernevåben i Irak.
Når irakerne havde en bare lidt afvigende
opfattelse vedrørende rimelige inspektioner i
modsætning til indgribende indsamling af
militært følsomme oplysninger, hvis de
insisterer på deres suverænitet, som medlem
af FN, får de at vide, at de vil blive bombet,
fordi de ikke samarbejder, fordi de ikke er i
overensstemmelse med hvad der med en vis rimelighed
må opfattes som ultimata. Derfor kom det filosofisk
uholdbare udsagn, at Saddam er den, der bestemmer, om der
vil blive krig, igen og igen.
Endelig er der en bevisbyrde. Inspektionssystemet er
opbygget sådan, at enhver kan sige, at han eller
hun tror, at Irak har noget det ikke skulle have. USA
bruger den metode igen og igen ved at hævde, at
Irak skjuler noget, som inspektørerne ikke har
fundet og ikke kan finde og som irakerne siger, de ikke
har. Husker du problemet med paladserne ? I det
tilfælde kunne Irak bevise, at der ikke var noget
ved at åbne dem for inspektion. Men det filosofiske
spørgsmål består, hvorfor det
internationale samfund ensidigt tvinger Irak til at
bevise, at det ikke bryder spillets regler, at det ikke
er skyldig. I en retsstat og indenfor international
lovmedholdelig adfærd ligger bevisbyrden normalt
på anklagerens side.
De fleste ting kan ses fra mere end en side. Det er
ikke kun et spørgsmål om rigtigt eller
forkert, det er også et spørgsmål om
psykologi: opfattelser, stolthed,
æresfølelse, en fornemmelse af at blive
overset og ydmyget. Og så endelig et
spørgsmål om tillid. Hvorfor?
Fordi inspektionsopgaven er en umulig opgave.
Intet inspektionshold vil være i stand til at
garantere at ethvert kilo af forbudte stoffer i Irak er
fundet; det kunne blive modbevist næste dag. Selv
om det blev bevist, kunne stofferne og våbnene
komme tilbage, før eller siden. Og det at
løse opgaven med klassifikationen, opdelingen i
civile, konventionelle og
masseødelæggelsesvåben vil
uvægerligt give anledning til konflikt mellem
parterne - med gode argumenter (og
ikke-helt-så-rene motiver) på begge
sider.
Disse vigtige spørgsmål blev aldrig
diskuteret alvorligt mens tid var, dvs. inden
inspektions/sanktions-regimet blev vedtaget. Når
ingen synes at have tænkt dem omhyggeligt igennem
fra begyndelsen, virker det, som den eneste forklaring
man igen og igen må ty til er at Saddam er
kriminel, en snyder, en løgner, en mand, der
arbejder for udsættelse etc. Det var nemmere at
skyde skylden på ham end at tænke - for slet
ikke at tale om at være selvkritisk. (Der var
ellers tilstrækkeligt med negative erfaringer med
sanktioner, som Sikkerhedsrådet kunne have anvendt
i sine rådslagninger i 1991).
Det bedste vi kan håbe på, er en
inspektionsrapport, som en gang, vil fastslå, "at
der er grund til at tro" at irakerne har opgivet 95, 96,
97, 98 eller endda 99 % af deres fysisk identificerbare
masseødelæggelsesvåben og materialer
til den slags. Nogle lande ville være tilfredse med
det og insistere på, at sanktionerne skulle
hæves. Nogle, blandt dem USA, ville ikke.
Argumentet ville være noget i retning af "vi kan
ikke tro den fyr, om han har bare 1 % tilbage. Vi kan
ikke lade ham eller senere hans søn, få fat
på den slags våben efter at vi har
hævet sanktionerne. Nej, oprethold presset og
få et nyt regime, som vi kan have tillid til".
Hvis inspektionsregimets mål er en 100 %
afvæbning af Iraks
masseødelæggelsesvåben og potentialet
herfor, så forbliver inspektionerne et absurd
teater. Venten på ophævelse af sanktionerne
vil være venten på Godot. Det er en
meningsløs, umulig opgave.
Hvis det sigter på mindre end 100%, må det
bygge på tillid for at kompensere for den
kendgerning, at der ikke vil være 100 % garanti.
Denne tillid, er der simpelthen ikke, efter 12 år
med inspektioner, sanktioner, skænderier, trusler,
mistillid, bombninger og gensidigt had.
Dette var nogen af de mere filosofiske grunde til, at
vi ikke tror Sikkerhedsrådet nogensinde vil
hæve sanktionerne. En sådan beslutning
afhænger af en 100 % certifieret afvæbning og
den vil aldrig komme på papir.
Denne kobling mellem sanktioiner og inspektioner
skyldes ikke Saddam Hussein; han kan ikke beskyldes for
den lidet gennemtænkte filosofi, som den bygger
på. FNs Sikkerhedsråd besluttede det
ubetænksomt og uden visioner i en triumferende
sindstilstand, en sejrherrens hybris og udfra et
ønske, må man formode, om at ydmyge Iraks
præsident, som de hadede.
Vi har beskrevet resultaterne af denne politik i
PressInfo 173, bakket op af kendsgerninger fra FN i
marken. Det var næppe med vilje, men FNs
Sikkerhedsråd og det internationale samfund har
fremkaldt et folkemord, der går ud over en 1/2 - 1
million uskyldige irakere. Vore sanktioner har
ødelagt økonomien, skolerne,
sundhedssystemet, levestandarden, håbene og den
sociale styrke for dem, der i allerbedste fald kunne have
væltet præsidenten og hans regime: irakerne
selv.
Kan det være sådan, at nogle lande i
Vesten har så dårlig samvittighed, at de
overlevende vidner til denne moralsk fallerede politik
skal dø, fordi deres lidelser på pinlig vis
minder os om vor egen medskyld i forbrydelser, om vore
overgreb mod de irakiske borgeres
menneskerettigheder?
Hvis der er anstændige ledere i det
internationale samfund, skulle de i dag hellere end i
morgen, diskutere hvordan vi kan få brudt
forbindelsen mellem inspektioner og ophævelsen af
sanktionerne. Indtil nu har vi spildt uskyldige liv,
hvert eneste minut vi diskuterer og planlægger krig
- en krig, der skal dække over vor dybe
følelse af skyld.
Spørg dig selv, hvornår irakerne har lidt
nok for deres ikke-valgte præsidents beslutning om
at invadere Kuwait for 12 år siden ? Hvornår
bliver det civiliserede Vesten så civiliseret, at
det er beredt til at vedgå sine fejltagelser? Hvis
vi benægter disse fejltagelser og fører krig
i stedet, er Vesten moralsk så svagt at ledelsen og
hele resten måske ikke holder. Det undergraver os
selv, vor troværighed og forsvager vores moral og
legitimiteten i andres øjne.
Hvordan kan ledere og regeringer, som vel ved, hvad de
har gjort og vedbliver at gøre, søge
forsoning og bede om tilgivelse fra folk, som de har
såret så meget ? Dette, ikke krig, er det
spørgsmål, som skulle optage os.
Er det allerede for sent?
Se også PressInfo
173 med kendsgerninger om de menneskelige
følger af sanktionerne om om vort moralske
ansvar.
(Præsident Bush beordrede de første
bombninger den 19. marts amerikansk tid, den 20. marts
GMT)
© TFF 2003

Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
You are welcome to
reprint, copy, archive, quote or re-post this item, but
please retain the source.
Would
you - or a friend - like to receive TFF PressInfo by
email?

|