Fredsbevarende operationer (FBO) har mål og mandater, der direkte sigter på at nedtrappe konflikter og skabe fred. Sådanne målsætninger analyseres for det meste i forskningsrapporter og diskuteres i media. Men der er også, mere eller mindre bevidst, indirekte eller skjulte mål og resultater af FBOs arbejde, som sjældent belyses.

Mere precist handler det om de fredsbevarende styrker, der tages fra forskellige FN-lande til urohærgede områder. Med sig har det fredsbevarende mandskab sine vurderinger, normer, vaner og måder at gøre og organisere sager og ting på. I bedste fald vil deres forberedende studier og instruktioner have givet dem nogen fornemmelse af, hvad denne "bagage" indebærer, og hvordan den adskiller sig fra de lokale vurderinger, normer og adfærdsmønstre i den region, hvor de opererer. Men det er uundgåeligt, at deres påvirkning af lokalsamfundet og dets kultur kan være enorm.

Det er afgørende for os, at kunne tolke måden hvorpå de lokale forhandler sin situation i mødet med de fredsbevarende styrker - en social proces der kan minde om mødet med kolonialmagter og missionærer - for at forstå de fredsbevarende funktioners frugtbarhed ude i marken. Det hjælper os også til at forstå forholdet ikke bare mellem fredsbevarerne og lokalbefolkningen, men også forholdet mellem forskellige fraktioner af befolkningen, i hvilken nye konstellationer kan være opstået. Desværre har media for vane at forsvinde når kampene er ovre; imidlertid er det netop efter disse de burde engagere sig, hvis det var fred, snarere end i krig, de var interesseret i.

Situationen i f.eks.dagens Kosovo/a - godt tre år efter at NATO-FNs fredsbevarende styrker ankom - giver et godt grundlag for diskution af sådanne spørgsmål. Nogle, hovedsagelig albanere, oplever bombardementerne og det internationale styres opgaver og policy som en befrielse. Andre, hovedsagelig serbere, ser det samme som en besættelse og som en omvendt etnisk rensning. Og skønt den internationale tilstedeværelse var, og stadig er, yderst kontroversiel, står det anvendte eksempel her, Kosovo/a, ikke alene. De mekanismer vi har at gøre med, viser sig principielt også i andre konfliktområder. For, som i ethvert andet sammenhæng, hvor tilstedeværelsen af fredsbevarende styrker opleves som centrum i den lokale hverdag, modtog folket i Kosovo/a FN med stor lettelse, men med endnu større skepsis.

Lad os starte med at rette opmærksomheden mod nogle af de virkninger PKO har haft på det sociale liv, som det ser ud i Kosovo/a nu, og derved kaste lys på muligheden for at bibeholde en levedygtig fred på lang sigt.

Bylandskab, forbrug og livsstil

Før NATOs bombekampagne i Jugoslavien 1999 var Kosovos hovedstad, Pristina, en sammenhobning af kommunist-era betonkarreer, adskildt af rumskibslignende offentlige bygninger hist og her. Det var en helhed hvis estetiske koncept byggede på den grå kedsommelighed. Men efter bomberne har forandringen i bybilledet været påfaldende; titusinder af fredssoldater af blandet rang og titusinder af civile udenlandske regeringsfolk og NGO-medarbejdere har opereret i provinsen siden 1999.

Den imponerende bygning, hvor den serbiske lokalregering engang huserede, er nu hovedkvarter for FN, for således at markere et paradigmeskift i den lokale magtudøvelse. Måske er dog den mest markante forskel, den tilrejsende ser, mængden af hvide FN- og OSCE-biler, der, sammen med de røde politibiler - de såkaldte "Coca-Cola biler" - ikke lader plads til meget andet i Pristinas smalle gader.

I bombardementernes efterbyrd er en lokal økonomi vokset frem, baseret på idealer fra UCK (Ushtria Clirimtare e Kosoves) eller "Kosovos Frihedsarme", KLA. Gadesælgere med flag, batches og T-shirts med UCK-emblemer på trænges med hinanden ved hovedtorvet. Stakke med albanske bøger, skrevet af UCK-ledere og udgivet i Tirana, propagerende for hærens dåd og idealer, fylder de mange boder. Kosovo-Albanske flag og emblemer udstilles på linie med EU, NATO og USA dito. Strømmen af penge udefra, i form af lønninger til indfødt personale - dem for hvem det er lykkedes at komme ind i arbejdsstyrken hos de internationale organisationer som chauffører, kontorfolk eller oversættere, - kan ikke lette byrden af den hårde økonomiske krise, som Kosovo har været ramt af i mere end et årti, i fredstider såvel som under krig.

Samtidig har den overvældende internationale tilstedeværelse i området udviklet en dyb social og økonomisk kløft mellem den del af den lokale befolkning, der har færdigheder som efterspørges i de internationale organisationer, og dem der ikke har det. Ingen steder kommer dette gab bedre til udtryk end hos kunderne i det jævnt voksende antal af luksuøse caféer og restauranter, der skyder op som paddehatte på ingen tid, med elegante interiører og dyr mad.

Gæsterne er de af lokalbefolkningen, der har råd til det, sammen med mandskabet fra det internationale samfund, hvis bidrag til optrapningen af krav vejer mindst lige så tungt. Det er ikke usædvanligt at se lange køer udenfor en restaurant ved frokost eller middagstid. Der er ikke noget originelt hverken ved maden eller miljøet (blot ved priserne, måske); alt er "European" eller "American" eller "Italian." Og hvad er der ellers at bruge sine penge på i denne artificielle by end mad, øl, drinks og måske en weekendtur til bjergene eller stranden i Montenegro? (for ikke at tale om prostitutionen).

Samtidigt dukker en ny lokal klasse op. Det er dem der har tjent formuer på krigen, det være sig på narkotika, våben, smugleri, transport eller simpelthen på handel med materiale til genopbygning og varer til "de internationales" ekspanderende forbrug. Dertil kommer et vedvarende nøgleproblem i vore dages Kosovo/a: Mafiaen. Det er et velkendt faktum, at man knapt kan købe noget, ikke engang en øl, uden at bidrage til dens virksomhed. Det blev os fortalt, at Mafiaen er så magtfuld, den serbiske såvel som den albanske, at den uden videre kan suge penge ud af lokalbefolkningen gennem krav baseret på trusler. Den pludselige ankomst af et så stort antal udlændinge, og den overvældende internationale myndigheds tilstedeværelse i Kosovo/a, har ødelagt det tidligere netværk af tillid og sikkerhed i et lukket socialt sammenhæng, hvor alle kendte til alles baggrund og til hinandens tilholdssteder.

Der er dusinvis af diskoteker og caféer i Pristina. Blandt de der tiltrækker det største antal kunder er restauranten, barerne og de udendørs betjeninger der tilhører det berømte Grand Hotel, hvor, i de tidlige balkankriges tid, Arkan og hans "Tigre" havde deres bagdør-rekruteringskontor. Nu har nogle udenlandske investorer fået fingre i det og restaurerer. Det er ikke så dårligt, selvfølgelig. Besøgende fra det tidlige 1990erne kan nok stadig huske de kolde vinternætter uden opvarmning, uden elektricitet (og elevator), famlende sig ad kulsorte trapper og korridorer med bagagen i den ene hånd og et stearinlys i den anden. Snart vil det ligne et hvilket som helst andet vesteuropæisk hotel, hvor som helst i verden. Der er et behov for det i dagens Kosovo/a, i hvert fald så længe den samme mængde udlændinge opholder sig i denne bette provins, som stadig har et minimum af egen produktivitet og bæredygtig økonomisk foretagsomhed.

Politik og demokrati

De færreste politikere har nogen som helst idé om, hvad det vil sige at styre et samfund; alle kom de fra den smalle politiske tradition, hvor det var nok at proklamere "uafhængighed" og klage over alt hvad der blev lavet af serberne, selv de mest godhjertede. Hvad skulle vel politi have at gøre med kloaksystemer, byggeri, skat, affaldshåndtering, trafik, lov og orden? Den slags problemer er irrelevante for borgerne, troede de i hvert fald. Den eneste undtagelse, til en vis grad, var "Kosovas Demokratiske Liga" (LDK), som oprettede alternative politiske, sundheds- og uddannelsesinstitutioner, virkelige grundsten for et genuint civilsamfund at bygge på.

LDKs arbejde blev dog meget uklogt ignoreret på to måder af det internationale samfund:

1)De vestlige lande valgte at støtte de mest militante kosovo-albanere (som i de tidligere 1990ere blev betegnet som terrorister af USAs udenrigsministerium). Disse var mennesker, der ikke kendte til meget andet end hvordan man håndterer et skydevåben, og bestemt ikke havde en anelse om hvad demokrati er.

2) 1999 kom "de internationale" ind og begyndte at bygge alting fra grunden af, tilsyneladende uden at have lagt mærke til, at et civilsamfund, der byggede på engagement og ikke-vold, var ved at tage form. Et sådant samfund eksisterede tak være det moderate LDK, under Dr. Ibrahim Rugova, den demokratisk valgte leder fra de tidlige 90ere, og president for Kosovo/a i dag (til stor undren for det internationale samfund, der gjorde sit bedste for at underminere ham). Det var den eneste ikke-voldelige ledelse og politiske virksomhed i det tidligere Jugoslavien, sammen med Kiro Glogorov's Makedonien, endnu et fredsorienteret samfund, hvis fremtidshåb er blevet knust af det internationale samfunds fremfærd.

Eftersom demokrati er blevet påtvunget udefra er det altså ikke - og vil aldrig kunne være - demokrati på anden måde end som at sige f.eks.Muqdishu, Sarajevo eller Kabul. Det er et "lade-som-om-demokrati" uden rødder i den lokale jord, med frustrerede borgere der føler at de har lidt eller ingen medbestemmelsesret, hverken hvad angår fredsplanen, hvorfra alt andet udgår, eller deres egen samfundsudvikling, sådan som den vokser ud af den internationale langsigtige planlægning og diverse landes (sær)interesser.

Nu er det nemlig de få tilbageblevne serbere, der befinder sig i den ulykkelige situation med isolering og fysisk fare, og det i dén grad, at de behøver international beskyttelse for bare at kunne forlade deres huse, selv for daglige fornødenheder som at købe mælk og brød eller få deres børn sikkert i skole. På den anden side ser Kosovo-albanerne den internationale tilstedeværelse som endnu en hindring for personlig frihed og for Kosovo's uafhængighed, ligesom den også har øget social instabilitet og usikkerhed overfor fremtiden. Og vi andre må ikke glemme at det er deres samfund, ikke vores, det handler om. Det er dem der skal leve videre der, tage konsekvenserne af deres egne handlinger og endda også det internationale samfunds. De internationale organisationer kan forlade scenen når de vil. Det føles simpelthen ikke retfærdigt.

Militarisme og teknologiske løsninger

Hvad er det vi lærer børnene i disse kriseområder med vore bomber og ca. 40 000 soldater? Det står ligesom klart at det er bomber, støvler, barakker og bajonetter der udgør fremtidsvisionen. Tålmodigt forhandlingsklima, aktiv lytten til folket, medborgere der lytter til hinanden, - - det er gammel snak, og det samme gælder nyanceret politik. Freden skal vindes gennem magtudøvelse, ikke fredeligt - - som det foreskrives i FNs Charter. Derimod er det inde med bevæbnede mennesker i kamp- eller camouflagedragter, gader fyldte med armerede personbiler, amerikanske "Humvees" (panserkøretøjer), barakker og den største USA-base, Bondsteel, der er blevet bygget udenfor USA siden Vietnamkrigen.

Vi fortæller lokalbefolkningen at det er disse uniformerede mennesker og ikke civilister, der får gjort noget! DE skabte freden, mens diplomater mislykkedes. Det enkle budskab fra de internationale organisationer er at knytnæven klarer ærterne bedre end ord. At der er teknologiske løsninger på sociale og politiske problemer, på traumaer, økonomiske kriser og alle de andre grundårsager til krige og had. At være stor og stærk, militant og "macho" er bedre end det de havde - og stadig kunne have haft. Kort sagt, at lederskab er ude og hårde budskaber via højteknologiske værktøjer er inde. De unge drenge, der af deres fædre og bedstefædre for år tilbage fik fortalt at uafhængighed bare kan vindes gennem krig, ser således denne teori bekræftet. De bliver forberedt til, på et givet kald i fremtiden, at gribe til våben; de vil tilslutte sig en fremtidig Kosovo-hær, hvis en sådan findes, og siden styre området efter militære normer snarere end parlamentariske - hvis de selv får lov at bestmme.

Det er ikke underligt at det tager så lang tid at udvikle et ægte demokrati, en anden end det der blir tilbudt såkaldt frie (og til tider svindel-) valg i områder som Kosovo. For det første er det internationale samfund tilstede der gennem udemokratiske procedurer; det kom ind i den konfliktramte zone ved at sælge våben til den ene side, mens den skamløst bombede den anden, og nu vil den undervise i og gennemtvinge demokrati oppefra og ned.

Det er ikke urimeligt at se det internationale samfund som besættelsesmagt i en provins, der folkeretligt utvivlsomt er en del af Jugoslavien, i hvert fald indtil forhandlinger om noget andet er faldet på plads. Kort sagt, der er ingen relation mellem middel og mål, mellem hvad vi siger og hvad vi gør. Og det problem er blevet meget større efter at man er gået fra ubevæbnet fredovervågning til at gennemdrive freden med hjælp af tunge våben.

Lokal lystring og lærte lektier

Sådan, i en bisætning, lader vi de lokale partier vide at de er undersåtter, og at de må lyde de udenlandske herrer. Vi fortæller dem at de var uansvarlige, at de ikke vidste bedre end at bekrige hinanden, og at "det gode Vest" kom ridende ind på den hvide hest med det eneste, ædle formål at give dem fred og at være upartiske. "Det gode Vest" lærer dem, at de skal være taknemmelige for det faktum, at vi installerede et nyt regime, introducerede demokrati, lov og orden og at Verdensbanken og IMF kom ind med kapital. Og at hvis de opfører sig ordentligt vil paradisets porte stå åbne: NATO og EU-medlemsskab samt integration i det "Euro-Atlantiske fællesskab" er gevinsten der ude et sted i fremtiden. Hvis!

Og hvis de ikke opfører sig som de skal, så vil paradisportene smække i og hjælpeindsatserne blive afbrudt. Hændervridende vestdiplomater fortæller dem at det naturligvis er op til dem at vælge selv og vælge noget andet end det vi vil - hvis de er villige til at betale den pris der kommer oveni: De vil blive glemt, udelukket, opleve synkende levestandard, miste hjælp og sikkert opleve en ny krig.

Hvorvidt "det gode Vest" eller lokalsamfundet vil have betalt den højeste pris om en tyve års tid, er åbenbart ikke dagens problem, for de første er kun interesseret i hurtige løsninger, mens de sidste i virkeligheden ikke har noget valg!

Sådan er det i Makedonien i dag: ingen reelle valgmuligheder. Der tvinges man at acceptere den "fredsplan" EU, USA og NATO trak ned over hovedet på dem sidste år, (for at sige det som det er). Man kan selvfølgelig altid argumentere for, at hvis Vesten ikke havde gjort det, så ville Makedonien være faldet i en langt værre borgerkrigs afgrund. Dog afspejler dette argument Vestens egen rolle i optrævlingen af krigeriet, med dens mangel på samordnet handling og vision, der endte med at gøre mere skade end gavn, med tilsidesættelse af lokale behov og med indsmugling af våben, militær ekspertise og efterretningsfolk.

Hvordan vi end ser på det, så ender vestlig "intervention" på Balkan med at efterlade en stor del af befolkningen ydmyget, og en endnu større del med troen på at det bare er med voldsmetoder, man kan nå sine mål. Og fred? Dét blir der ikke med det første.

Sociale normer og forhåbninger - en ung albansk kvinde taler ud

I løbet af årene har forfatterne talt med mange indbyggere i både Kosovo og Makedonien. Det der her følger er uddrag fra en samtale vi havde for omkring to år siden med Lindita, en albansk kvinde midt i tyverne, der arbejdede som oversætter for en af de internationale regeringsorganisationer ((her er jeg igen usikker på om der findes en bedre dansk term)) i Pristina. Linditas udtalelser afspejler meget af det vi hørte andre sige i Kosovo.

Her er noget af det vigtigste hun havde at komme med.

Der er mindre lighed nu:
"Der er så mange der er blevet så rige så hurtigt, og samtidig har I alle dem der stadig ikke ejer noget overhovedet. Jeg ved ikke hvordan de er blevet så rige, men der var mere lighed hos os tidligere. Og så er der også meget mindre solidaritet mellem albanerne nu. Værdier som solidaritet og ligeret går det hurtigt ned ad bakke med; ude på landet er forandringerne færre, men jeg kan knapt genkende Pristina; den er næsten dobbelt så stor som for et par år siden. Så mange forandringer og så hurtigt. Vi behøver ganske vist forandringer, men på denne måde går det for hurtigt, det er som en Cola-flaske der eksploderer!"

Voksende generationskløfter og forandringer i familiehierarkiet: "Mine forældre er bekymrede over hvad der vil ske med folk her, med de værdier og normer der råder nu. Folk taler engelsk, piger klæder sig i miniskørter og viser deres bare maver, og jeg selv kommer hjem og siger ting på engelsk. Min far bliver irriteret over det og siger at jeg skal bruge vores albanske sprog. Måske er forandringerne gode. Yngre mennesker tjener penge og bliver mere uafhængige, og de adlyder den gamle generation mindre end før. En ung kvinde som mig, der kommer hjem med penge hver måned, som jeg gør, kan sige til sin far at hvis han ikke kan lide mig og den måde jeg lever på, så kan jeg jo flytte."

Europæiske værdier, positive og negative udfordringer: "Med hensyn til Europa så ville vi ind dér, men nu er det hér i stedet for! Den yngre generation er især fascineret af kontakterne med de internationale folk og ideen med at få en fremtid i Europa. Men den ældre generation kan slet ikke lide det."

De kulturelle normer og koncepter smuldrer: "Vi albanere har det her koncept vi kalder "besa", ære. Men det er blevet sværere med det nu, skønt der stadig er nogen der tænker på det. Det er en gammel, meget speciel skik i vores kultur, men det snakker vi knapt om mere. Inden bombardementerne var det vigtigere. For os almindelige mennesker går det vel ikke helt tabt, men jeg er bange for at det vil gøre det i fremtiden. Og på et højere politisk plan kan vi bare glemme tanken om "besa". I politik, såvidt jeg kan se, er det penge der afgør sagen, ikke æren."

Man føler sig mere usikker end før: "Jeg må indrømme at jeg føler mig meget mindre tryg end tidligere. Jeg går ikke særlig meget ud. Der er så mange nye ansigter, hvor jeg før i tiden kendte dem alle. Pristina er for lille til at huse folk med så mange forskellige baggrunde. Ser I, grænserne er åbne og hvad som helst går lige ind, kvindehandel, narkotika og alt det der. Og jeg mener ikke bare de internationelle. Alle mulige albanere er kommet ind fordi der er business her."

Vi har mindre tid til hinanden, mere underholdning: "Ligesom enhver anden bruger jeg selvfølgelig meget af min fritid sammen med venner og familie, med at drikke te og sludre. Det er en tradition. Men familier mødes mindre nu, tror jeg. Det er fordi alle har meget mere travlt med sine egne affærer, gå på indkøb - endda udenlands og med Visakort! Der er så mange nye regler og hændelser, og der er nye jobmuligheder. Livet er mere hektiskt. Det virker som om alle har mindre tid til hinanden nu til dags. Alle skal vi håndtere forandringer, for mange og for hurtigt. Men vi ser stadig en masse TV, helt sikkert, og så sladrer vi om vores chefer (Lindita griner)."

Individualisme mod kollektivisme - og forbrug: "Jeg har behov for vores traditioner, vores bryllupsceremonier og vores familiesammenkomster. De internationelle forekommer så uafhængige, de lever her en og en, uden familie. Vi er ikke uafhængige som dem, vi tænker mere "os" når de tænker "jeg". Jeg vil ikke for noget i verden miste disse følelser for "os". Der er mange der kan tage ud og handle, selv udenlands, men har I set de dér dyre modeforretninger her i Pristina, de er skræmmende! Hør her, jeg er ansat af en større international organisation og får omkring 600 Euro, men så mange penge kan jeg bare ikke bruge på tøj og ting (mens hun taler kæderyger Lindita, de smarte solbriller har hun lagt sirligt ved siden af Dandoff cigaretterne på bordet). Hvis de internationelle forsvandt ville jeg i bedste fald tjene en fjerdedel... hvis jeg overhovedet fik et job. Denne her nye forbrugermentalitet er ikke sund."

Uddannelse kan der ikke være tale om, i hvert fald ikke lige nu: "Når jeg tidligere mødte venner, ville vi almindeligvis spørge hinanden: 'Hvad læser du'. Det er der ikke nogen der spørger om længere, nu spørger vi i stedet for: 'Hvilken organisation arbejder du for, og hvor meget tjener du?' Naturligvis lærer jeg en masse jeg ellers ikke ville lære, men det er på bekostning af en rigtig uddannelse. Og når en gang alt det her er forbi, hvad vil vi så stå med udover materielle goder?"

Forandring af sociale strukturer, at sidde mellem to stole, overgange: "Min sociale status har forandret sig helt, fordi de af mine venner, der ikke har et job i en international organisation, ikke længere oplever mig som en af dem. De ser mig som en der er sådan lidt en slags højere klasse, frigjort, heldig; de ser folk som mig næsten som de internationale! På den anden side så ser de internationale mig som indfødt, som en der er underordnet og skal arbejde og opføre sig precis som han eller hun bliver tilsagt, ja simpelthen forventes at gøre. Tænk bare, vi får ikke engang et visitkort sådan som dem højere oppe i organisationen. Vi bliver bare kaldt "almindeligt personale", mens de internationelle kaldes for "professionelle. Jeg er bare tolk og oversætter, men på den anden side så ville de jo ikke kunne tale med hinanden, og med lokalt folk, hvis det ikke var for sådan nogen som mig."

Men, i hvert faldt: "Jeg siger ikke at alt det her er skidt. Da vi hørte ind under det tidligere Jugoslavien kunne vi albaner blive dræbt når som helst og vi fik ingen orentlig uddannelse. Nu er der i hvert tilfælde håb om noget bedre." Til sidst fortalte Lindita os at hun altid ville føle at hendes rødder var i Kosovo, og at det var hendes land, lige meget hvad. Hun ville ikke forlade det under nogen omstændigheder, undtaget, altså, hvis hun skulle få en kæreste der var udlænding. Ca. et halvt år efter at denne samtale var hun allerede flyttet til et EU-land.

Hvad vi lærer af hende er hvor konfliktfuldt og problematiskt det er at være de personificerede objekter for kæmpe internationale operationer, der prøver at skabe og vedligeholde fred, eller, i hvert fald som tilfældet er her i Kosovo/a, at opretholde et protektorat. Hvadenten de vil det eller ej, så undgår PKOer ikke at sætte dybe spor på godt og ondt. Den lokale befolkning hænger i gyngen mellem at være levninger fra en fortid, der viste sig umulig og potientielle agenter for en fremtid, hvis formål endnu ikke er regnet ud. Dertil kommer at mange bærer på sorg og smerte og, måske også, et ønske om hævn, noget som denne hverken-eller-tilstand let kan generere mellem de opståede fraktioner af lokalbefolkningen. Yderligere peger denne unge albanske kvinde på en række grundlæggende aspekter, typiske for et civilsamfunds udvikling i en efterkrigsregion.

Hun tilhører den side der er mest tilfreds over at organisationerne kom til Kosovo/a, hun er absolut ikke negativ til det faktum at NATO, FN, OSCE og hundreder af NGOer er til stede i hendes lokalsamfund. Men vi kan forstå af hendes ord, at der er en ikke lille fornemmelse af usikkerhed og magtløshed overfor de uudtalte konsekvenser af disse delegationer samt deres sociale, kulturelle og økonomiske indflydelse.

Hvad kan der ske hvis fredsstyrkerne bliver siddende hvor de er? Selv om der er faldet noget ro over provinsen, kan man ikke tillade sig at overse de overgreb, der oftere og oftere rettes mod medlemmer af det internationale samfund. Sådanne incidenter viser at der er en voksende modvilje med den internationale tilstedeværelse, sådan som den agerer for tiden, og de peger på at lokalbefolkningen har andre visioner for sin fremtid, en fremtid der klart ikke indeholder international dominans, hvis policy fremmer de udenlandske interesser. Linien det topstyrede vestlige system antager for at få orden i Kosovo/a, synes at være afhængig af lokalsamfundets medspil i ideen om at serbere og albaner sandelig har det bedre, hvis udlændinge tager sagen i deres hånd. Samtidigt ville det nok ikke være en overdrivelse at sige, at endnu en konflikt er på trapperne i Kosovo/a, denne gang mellem de internationelle og de lokale, eller ligefrem mellem de der sværger til vestlige idealer for egen vindings skyld, og de der ikke gør det.

Hvad kan der ske når fredsstyrkerne tager afsted? Lad os forestille os at alle disse ti tusinder udlændinge pludselig forlod Kosovo/a (en del ville nok gøre det hvis eller når Irak bliver invaderet). Påvirkningen de har på det lokale marked, deres image som rimelig rige forbrugere vejer tungt i denne underudviklede provins. Tænk også på alle de tekniske og andre ydelser som PKO behøver såsom byggeri og infrastrukturudvikling, hvilket er en del af fredsarbejdet. Lad os så forestille os at en dag er alt dette slut. Er der den mindste kapacitet for selvstændighed i dette projekt, på denne plet der kaldes Kosovo/a? Hvor mange tusinder ville miste det arbejde de tog, vel vidende at det betød at de måtte afstå fra videre uddannelse for år fremover? Og hvad med dem der, takket være deres løn, steg i status, men uvægerligt ville falde ned ad den sociale og økonomiske rangstige, hvis de internationelle organisationer forsvandt? Og hvad med dem der købte ejendomme, fordi de pludselig tjente en masse penge, og så lige så pludselig ville tabe det hele? Vi véd godt at der ikke findes nogen ideel politisk strategi for afgang fra mange af disse steder: Bosnien, Kosovo, Afganistan. Men værre endnu er det måske, at der heller ikke foreligger nogen strategi for økonomisk og kulturel afgang. Bliv, og man vil, før eller senere, ikke bare påvirke den lokale økonomi og kultur, men også beherske den eller rive den op med rode; forsvind, og alt det, der var afhængingt af den internationale tilstedeværelse for at fungere, vil falde fra hinanden. Dette er et centralt dilemma hos alle PKOer. Kreative og retfærdige veje ud kan vi ikke forvente, med mindre vi ofrer MEGET mere opmærksomhed på det. Med mindre vi tager det op til debat!

Spørgsmål der vokser frem: Nogle vil nok se den kulturelle og økonomiske påvirkning fra fredsbevarende missioner som en naturlig udvikling i følge den aktuelle globaliseringstrend og mene, at forandringerne under alle omstændigheder ville have nået disse forpinte lande, og at det dog i hvert fald er bedre nu, end hvis krigen havde fået lov til at fortsætte. Men det er ikke et tilfredsstillende svar. I stedet for behøver vi en åben diskussion om en lang række spørgsmål, blandt andet:

- Er dette en ny slags kolonisering og kulturel styring, gennem hvilken det lokale samfund bliver åbnet og "programmeret" til vestlige forhold og til at tjene vores interesser snarere end de indfødtes egne udviklingsmål og behov?

- Kan ægte fred forventes, når vi benytter kulturel blindhed og voldsmetoder?

- Kan man promovere demokrati sådan som Vest påstår det gør, i f.eks. Kosovo/a?

- Hvordan kan respekt for menneskerettigheder befordres, når de internationelle organisationer ignorerer folks ret til medbestemmelse og ligeværd?

- Genererer PKOers interne orden en hierarkisk kløft mellem de lokale og de internationelle befolkninger, som er svær at bygge bro over?

- Kan man forestille sig et fredsarbejde med bedre balance mellem lokalbefolkningen og de internationelle, mellem mål og midler og mellem ord og idealer på den ene side og de faktiske operationer på den anden?

- Kan der gøres mere for at promovere en bedre balance mellem kønnene, og involvere kvinder og unge mennesker, uden at tabe respekten for en lokal kultur, hvor kønnenes ligeret ikke umiddelbart er på dagsordenen?

- Kunne de kriseramte samfund komme til os når de anså vores hjælp nødvendig, i stedet for vores vane med at inviterer os selv ind?

- Skulle man lave en slags rapport med konsekvensvurdering over den sociale, økonomiske og kulturelle påvirkning for hver PKO, sådan at flere mennesker kunne vogne op overfor de uudtalte konsekvenser som de internationelle organisationer medfører?

- Er vi villige til at dele ansvaret med lokalsamfundene, og også til at blive den tid det tager at gennemføre reelle demokratiske forandringer og efterkrigsudvikling?

- Kunne man tænke sig mere gensidig læring, i stedet for ensidige instrukser?

- Burde man i god tid forberede planer for en gradvis afvikling af lokale affærer samt overgang til lokalt ansvar?

- Kan vi få de gode forandringer gjort holdbare og selvbærende, så vi kan forlade de krigsramte folk med en god følelse, og ikke med halen mellem benene, fordi vi føler at vi har bibragt deres samfund endnu mere kaos?

Oversættelse fra engelsk ved Doris Kruckenberg

© TFF 2002

Tell a friend about this article

Send to:

From:

Message and your name

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links