Skrevet på den af FN erklærede international Fredsdag, 21. september 2002.

Forfatteren var medlem af den danske regerings Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU) fra 1981 til 1994, var generalsekretær for Fredsfonden, 1985 - 1987 og skrev sin doktordisputats om Danmarks sikkerhedspolitik efter 1945 i et globalt perspektiv med titlen "Myter om vor sikkerhed", 1981.

Fortsættelse af PressInfo 159.

På grund af den indflydelse det amerikanske paradigme og en føjelig forskningstradition har haft, har der været en underprioritering af vigtige forskningsemner i Danmark og i resten af Skandinavien igennem de sidste få tiår. For eksempel:

1. En systematisk forskning i det amerikanske samfund og dets internationale rolle. Samtidig har de norske lande eksperter, som kender hvert land i Europa, Afrika og Asien. USA, vennen og lederen, har været opfattet som let at forstå, sympatisere med og som uproblematisk.

2. Studier af ikke-voldelig konfliktløsning blev opfattet som irrelevante i den kolde krigs verden og ses som endnu mere irrelevante nu, hvor NATO og USA er blevet enormt styrkede ved opløsningen af Sovjetunionen og Warszawapagten.

3. Med fokus på Øst-Vest konflikten var det irrelevant eller politisk ukorrekt at studere Vesten som den kan opleves udefra eller at behandle f.eks. islamiske, hinduiske eller buddhistiske verdensbilleder og opfattelser af sikkerhed, forsvar og fred. Dette selvom disse udefra-synsvinkler netop i globaliseringens tid var, og er, virkeligt betydningsfulde.

4. Modeller for alternative former for forsvar og sikkerhed, i hvilke den militære del skulle spille anden violin og som var både defensive og uafhængige af NATO, havde ringe interesse for beslutningstagerne, bortset fra lidt uskyldig flirten. Men, der var dog nogen forskning.

Gennem 1990erne begyndte man at tale om konfliktstyring, forebyggende diplomati og konflikt-forebyggelse (som om det var konflikterne og ikke den vold de skaber, som vi skulle lære at undgå). Samtidigt fortsatte de store vestlige landes regeringer med at fortolke verdens konflikter, som blev stadigt mere indviklede i tid og rum, gennem 3 synsvinkler, alle desværre med rod i den kolde krig:

a. Man troede at den kolde krigs paradigme (mellem Øst og Vest) gentog sig selv. I konflikterne på Balkan blev serberne for eksempel tolket som de skyldige "russiske" ekspansionister; kroaterne, muslimerne og albanerne som frihedselskende demokrater, som os i Vesten. Opfattelser om magtbalance, afskrækkelse, interessesfærer, interventionisme og militær overlegenhed overlevede med nye etiketter som "det nye NATO", "den ny sikkerhedspolitiske struktur" og "spændende nye netværksstrukturer."

b. En slags vulgærkristen - og sikkert ubevidst - opfattelse af at konflikter kan forstås ved at påpege, hvem, der er gode og, hvem der er onde og at de løses ved at straffe de sidste. Konflikter opfattedes som altid havende to parter. Selv efter 11. september 2001 overvejede hverken de besluttende kredse eller medierne den fornuftige tilgang til konflikter, det kunne være at spørge: hvilke problemer ligger der mellem disse folk? Der var nogle forsøg herpå i akademiske kredse. Således blev Vesten, der er formodet god, allieret med og bundet til uskyldige aktører som senere viste sig hverken at være taknemmelige eller lydige overfor Vesten efter de forskellige "befrielseskrige" (f.eks. de kosova-albanske ekstremister og militarister).

c. Der skulle være en person, man kunne rette alt hadet mod, som kunne få krige til at se legitime ud, få allierede disciplineret og holde koalitioner sammen. For eksempel - til forskellig tid - har det været folk som Castro og Khadafi, Saddam Hussein, Farah Aideed, Khomeini, Slobodan Milosevic og nu Osama bin Laden - og en gang til Saddam Hussein. For vor egen godheds skyld har vi åbenbart brug for at psykologisk projicere vor kulturs mørke side over på andre.

For at simplificere en smule: det et land som Danmark gør, er sjældent, hvad der ideelt set skulle være gjort eller hvad der kunne være gjort. Det er at spille den rolle, som USA og EU har tildelt landet. Dets regeringsembedsmænd, forsvars-, efterretnings-, og diplomatiske personale har liden eller ingen træning i konfliktanalyse og mægling eller psykosocialt arbejde til bearbejdelse af had, hævn, intolerance og fremme af forsoning og tilgivelse. Ydermere er ikke-vold og "fred gennem fredelige midler" - FNs højeste ideal - ikke kompatibelt med maskulint diplomati og den vestlige civilisations mørkere behov for selvretfærdig magtudøvelse og hævn.

Så glem alt om forebyggende diplomati og professionel konfliktløsning. Når det kommer til stykket, så sendte Danmark sine F-16 fly til Jugoslavien og elitetropper og F-16 fly til Afghanistan og har omhyggeligt undgået at komme med politiske alternativer til at bombe Irak, som det næste. Pas på aldrig at tilkendegive synspunkter, i det mindste ikke offentligt, som kunne tolkes, som om du tog afstand fra Vestens store Mester. Desværre er det netop i en nøddeskal, den filosofi som Danmark fortsætter med at praktisere i en periode af den moderne historie, hvor der er skrigende behov for nytænkning og hvor der rent faktisk findes mange muligheder. Og det spiller forbløffende lille rolle om der er tale om en socialdemokratisk - radikal regering eller en borgerlig.

Alt hvad der er behov for er politisk korrekthed og systematisk fornægtelse af alle de kvaliteter, der verden over forbindes med de nordiske lande og Skandinavien, så som social fornyelse, humanisme, pluralisme og dialog. Det totale bortfald af en uafhængig, kreativ og folkeligt forankret politik i udenrigs- og sikkerhedspolitikken har været den høje pris som både Danmark og Sverige har måttet betale for EUs udenrigspolitiske koordination.

Men efterhånden som USAs rolle bliver mere og mere uholdbar og destruktiv i verdens øjne, bliver endnu en ting nødvendig, for at danske regeringer kan stå fast bag USAs politik: evnen til - om nødvendigt - at kontrollere de tanker og emner, som forskning og medier angående dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik arbejder med.

Danmark centraliserer sin internationale forskning under sit udenrigsministerium.

Den nye borgerlige regering har for nyligt samlet alle væsentlige institutter inden for udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og fredsforskning uden for universiteterne plus dem, der arbejder med Holocaust, udviklingspolitik og menneskerettigheder under én organisation, nemlig under Udenrigsministeriet (idet dog menneskerettighederne har fået en speciel status). Denne organisation ledes af tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensen.

Som officielle begrundelse angives som så ofte før, at man vil opnå stordriftsfordele ved at smelte flere administrationer sammen til én fælles, samtidig med, at man letter udveksling og inspiration mellem de forskellige fagområder. Men det nye budget bliver 1/3 lavere end den sum, man kommer til ved at lægge alle institutternes budgetter sammen. Og så har man glemt, at a) sommetider trives kreativitet bedre i mindre, uafhængige og uformelle sammenhænge; b) nu til dags sker udveksling af videnskabelige tanker og inspiration ikke så meget over frokostbordet eller fordi man mødes tilfældigt i biblioteket men gennem konferencer med nye ansigter, gennem internet og e-mail og gennem fælles forskningsprojekter. Fysisk nærhed er naturligvis en faktor, men ikke så væsentlig, at den kan forklare en omorganisering som denne.

Der venter således nok en række problemer og negative konsekvenser om hjørnet.

Budgetnedskæringerne viser, at der skal fyres forskere. Den rent fysiske flytning af institutionerne vil tage en masse tid og energi. Omkostningerne til selve flytningen må vel tages fra det allerede reducerede budget. Fusionen giver sandsynligvis anledning til konflikter indenfor institutterne og mellem institutterne. Der bliver formentlig også konflikter mellem alle institutterne, deres forskningsledelser og ministeriet. Dette betyder lavere forskningsproduktivitet og/eller en lavere kvalitet. Alt i alt kan det meget nemt blive en meget dyr måde at spare på. Faktisk må man frygte, at det vil føre til en de facto afbrydelse af vigtig forskning og til at København ryger ud af kortet over steder hvor der skabes vigtige internationale studier.

Københavns Fredsforskningsinstitut, COPRI, er et eksempel. Dets resultater er vurderet tidligere og dets høje produktivitet, kvalitet og vide rammer indenfor internationale forhold og sikkerhedspolitik er anerkendt verden rundt. Professor Ole Wæver, ved COPRI igennem 13 år og nu Københavns Universitet, ramte sømmet på hovedet, da han i foråret skrev: "Dette faktisk eksisterende institut vil blive erstattet med viljen til at lave et". COPRI (og andre institutter også for den sags skyld) er noget regeringen burde være stolt over i globaliseringens og den udenrigspolitiske turbulens' tidsalder.

Men nu lukkes det altså i realiteten. Det ville være mærkeligt om ikke de internationale gæsteforskere og de begavede danske forskere hurtigt fandt andre steder at gå hen efter denne "fusion".

Centralisering af udenrigsforskningen i en politisk sammenhæng

Så, hvad er årsagerne ? Vi kan måske komme det nærmere, hvis vi ser udover denne ene regeringsbeslutning og placerer den i sammenhæng med hele det officielle Danmark og dets regering i året 2002. Denne regering er formentlig den mindst intellektuelle og den mest populistiske, anti-intellektuelle, landet har haft siden 1945. Derudover finder vi forhold som: et svagt, indre splittet socialdemokrati og stigende populistiske tendenser og en stærk politisk understrøm for en opstramning af asylpolitikken og flygtningenes integration i det danske samfund. Vi finder en stigende fokusering på EU og mindre og mindre interesse for den danske borger på den ene side og resten af verden på den anden.

Yderligere finder vi et Danmark, der ikke alene støttede men direkte deltog i de skændige bombninger af Jugoslavien i 1999. Det stod "skulder ved skulder" med USA 11.september og støttede bombningerne af Afghanistan. Det deltager i krigen der i dag og har derudover besluttet en ordentligt indhug i udviklingsbistanden. Vi finder en stærk støtte grænsende til blindhed for USA og dets "krig mod terroren" og Danmark overopfylder sine forpligtelser som EU og FN medlem til at bekæmpe terrorismen i en sådan udstrækning, at de borgerlige rettigheder når som helst kan komme i fare. Og det har naturligvis heller ikke ytret nogen form af uenighed omkring sanktionerne eller den planlagte amerikanske krig mod Irak.

Kort sagt, mens danskerne har haft en betragtelig økonomisk velfærd gennem tiår (Danmark er nr 14 på UNDPs menneskelige udviklingsindex) og har fået øget social og international sikkerhed, så er landet blevet mere, ikke mindre, selvcentreret, populistisk/fremmedfjendsk og militaristisk. Det officielle Danmark har skrottet næsten alt hvad der kan forbindes med gavmildhed, forståelse og global solidaritet for slet ikke at tale om fred.

Det er i denne politiske atmosfære at opstramningen af forskningen også sker. Under sådanne omstændigheder er der naturligvis ingen regering, der ønsker at fremme kritisk, fornyende forskning som kunne sætte spørgsmålstegn ved den førte politik. Det er foruroligende, også set fra en anden vinkel.

Sammenhængen mellem forskningens form og indhold.

Er det helt i skoven at mene, at der er en sammenhæng mellem en institutions organisatoriske og finansieringsmæssige struktur og dens slutprodukter? Sådan noget i retning af: Fortæl mig hvem der har organiseret dig, hvordan din administration er og dine relationer til de beslutningstagende magter, og hvordan du finansieres - og jeg kan fortælle i store træk hvilken slags bøger og rapporter du sandsynligvis laver og hvis interesser de formentlig tjener. Kort sagt, der er en sammenhæng mellem formen og indholdet.

Det er sandt at institutterne var statsinstitutioner også før fusionen. Men det var, for at udtrykke det sådan, en løs alliance af institutter, mens den nye struktur er en enhed. Det tillod før nogen variation og individualitet; den nye struktur er ikke lavet for at fremme netop dt.

Man kan undres over at en liberal regering vælger at centralisere og lave en sovjetagtig ensretning af væsentlige forskningsanstrengelser på en måde, der må få forskere i ethvert demokrati til at rynke brynene. Der er ganske vist relativt lidt virkelig fri forskning tilbage i de (post)moderne samfund; men at forårsage en stigende mistanke om at regeringen indirekte og direkte ønsker at kunne udøve politisk kontrol og censur overfor international forskning og videnskab er et overmåde uønsket signal at sende ud. Her forener Danmark sig med den ny-autoritære bølge, der i stigende grad har karakteriseret Vesten efter den kolde krigs afslutning.

Hvad er chancerne for at dette nye ministerielle center vil opmuntre anderledes, kritiske, fornyende og konstruktive perspektiver ? Hvor god vil den være til at fange signalerne i de turbulente internationale forhold? Vil det være muligt at udgive politisk u-korrekte rapporter? Hvor uafhængig kan forskning være, når forskerne betales af staten, kan se frem til deres statspension, sidder hver dag i statsinstitutioner, deltager i seminarer og møder med statsrepræsentanter (under ledelse af en tidligere minister) og formentlig bliver bedt af regeringen om at lave analyser til staten - en stat, hvis ledelse, historisk såvel som aktuelt, har bundet sig selv til historiens stærkeste imperium og dermed til militære løsninger og globalt hegemoni snarere end til civile løsninger og fredelig sameksistens med andre?

Den danske regering slipper ikke fra dette uden at rejse mistanke om, at den ønsker at topstyre og kontrollere forskningen ad bureaukratisk vej. Det kommer aldrig til at blive kaldt censur, men der vil være "naturlige" (selv)begrænsninger, selektive budgetindskrænkninger og uudtalte kriterier for, hvad der er relevante og irrelevante emner og forskningsværdigt, specielt når man tager den øjeblikkelige udenrigs- og sikkerhedspolitiske linie i betragtning. De forskere, der bliver i systemet vil formentlig benægte at de censurerer sig selv - eller være af så ringe kvalitet, at de ikke engang selv ser, at de gør det.

Man må frygte at den nye struktur vil hæmme snarere end fremme pluralisme og kreativitet for ikke at nævne alternative perspektiver. Det er uforståeligt, at en overvejende liberal regering vælger at kopiere Sovjetunionen på dette område, snarere end det USA som ellers er foretrukket som rollemodel.

At holde sig tæt til magten - eller prøve bare lidt civil ulydighed.

Når det kommer til stykket er det et spørgsmål om magt. Forskeren, der er dybt involveret i en (inter)national regeringsbaseret magtsfære, risikerer at tabe sin intellektuelle frihed og integritet, ja troværdighed. At bevare både intellektuel integritet og samtidig være politisk korrekt er en så godt som umulig ligning at få til at gå op; men hvor mange lægger mærke til det, når der lokkes med det sikre, forudsigelige og komfortable liv med indflydelse, karrieremuligheder høj løn (og afbetaling af banklån!) og sågar pension ?

Der er et kraftigt behov for en kritisk offentlig debat om den føjelige danske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den skal også handle om den farlige sammenslutning af stat, medier og forskning der støtter netop den til enhver tid gældende officielle politik.

Nogle forskere vil sikkert mene, at når man tager udgangspunkt i regeringens magt, vil de bedre kunne forhandle den bedste aftale igennem omkring dette nye samlede institut indenfor organisationen og ved at afstå fra at gå offentlig ud med deres bekymringer over, hvad mange må se som en indskrænkning af deres intellektuelle frihed.

Men en sådan strategi er i sig selv et politisk valg. Det underprioriterer de videre sociale interesser og de borgeres behov, som skal betale for forskningen. Det afgiver et antal muligheder for at arbejde kritisk og sikre at forskningens resultater er til gavn for vor verdens underpriviligerede. Det er et valg, som viser, at det er mere politisk korrekt at følge dem, der måtte have magten på instituttet, på regerings- og internationalt niveau end at arbejde med kritiske, konstruktive og alternative perspektiver der netop ikke er i harmoni med det siddende forskningsudvalg, regeringen og supermagten.

Forskningspolitiske valg som dette er dybt politiske i deres konsekvenser. Vi bør altid have for øje at samfundsforskning er et emne, der også fortjener at blive diskuteret bredt og langt udenfor de regererende eliter og uden for de akademiske cirkler.

Det er faktisk bemærkelsesværdigt og giver grund til bekymring at hele denne affære har givet så lidt offentlig debat sat igang af de berørte forskere selv.

Hvis intet andet virker, ville en smule gandhiansk civil ulydighed være passende for de danske forskere: "Kære regering, vi er ret stolte af, hvad vi gør. Hvad enten I har det som hensigt eller ej, så ønsker vi ikke at risikere vor intellektuelle frihed på noget tidspunkt. Vi kan ikke lide jeres nye centraliserede institutforslag og vender ikke tilbage til vore skriveborde før I kommer frem med noget mere åbent, demokratisk, stimulerende og pluralistisk. Hvis I kan bevise, at det virkelig er nødvendigt at skære i budgetterne, fortæl os hvor meget og vi vil være parate til at overveje en reduktion i vore lønninger for at holde alle ombord. Vi er glade for at blive, hvor vi er, i stedet for at flytte til nye smarte lokaler, som vil være meget dyrere. Giv os venligst bare fred til at arbejde og overvej, i jeres egen bedste interesse, at øge i stedet for at indskrænke vor frihed."

Lydighedshierakiet fra supermagten til den mindre magt og dens regering og videre til forsknings- og andre eliter og borgerne på bunden skal brydes et eller andet sted på et eller andet tidspunkt. Det er vigtigt med tid og plads for en ægte fri og kreativ tænkning og for publicering heraf.

Hvis forskere, medier, eksperter og bureaukrater i stigende grad bare har de samme synspunkter eller harmoniserer dem over tid, vil der blive færre og færre, der kan slå alarm og gøre os opmærksom på en truende katastrofe eller nye kreative muligheder. Og der vil blive mindre og mindre pluralisme - med andre ord: en karikatur af et demokrati.

Hvis instituttet ikke kan stoppes, så udvid dets dagsorden.

Den danske regering kan stadig redde ansigtet. Måske kan den ikke trække forslaget til dette uheldige, centraliserede regeringsinstitut tilbage. Men den kan erklære at den ikke vil skære i budgetterne og at den i stedet vil reservere 25 % øremærket til fornyende forskning i alternativer til hovedstrømningsteorierne, -tænkningen og -politikken. Den skal udføres af multi-nationale, multi-etniske og tværfaglige forskningshold. Et væsentligt emne, men ikke det eneste, skulle være at undersøge hvordan volden kan reduceres i politik, økonomi, kultur og internationale forhold så vel som i kampen mod terrorismen.

Hvis det sker kan også forskere med mere hovedstrømnings orientering forblive aktive. Nye forskere kan tilstrækkes og der kan skabes et sted for reel dialog over mange skillelinier - i den ånd vi alle bør arbejde efter 11. september.

I tilgift ville Danmark endelig blive omtalt ude i verden for noget positivt. Andre regeringer kunne inspireres til at øge støtten til forskning i forståelse og bekæmpelse af terrorisme. Prisen for Danmark ville være omkring 800.000 DKK, pebernødder for et rigt land - hvis det gerne vil være i fronten af internationale anliggender og på forkant med en globaliserende tænkning.

Oversættelse Orla Jordal

© TFF 2002

Tell a friend about this article

Send to:

From:

Message and your name

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links