Man glemmer konfliktløsningens tommelfingerregler.

Enhver ekspert i konfliktløsning véd, at det er bedre at holde nogle kommunikationskanaler til modstanderen åben end at lukke dem. Hun eller han vil også argumentere for, at jo mere vi ved om den anden side - og om os selv - desto større er chancen for, at vi til slut vil klare at lave et kompromis eller løse problemet på anden måde.

Det forudsættes dog, at vi ønsker en løsning. Det gør Bush-regimet tydeligvis ikke, og resten af Vesten - i særdeleshed EU - synes ikke at være i stand til at samle sig og beslutte mere end at kritisere Irak for én række handlinger og USA for en anden. De Forenede Nationer, som skulle være en mægler, er systematisk blevet marginaliseret af USA og har kun meget lidt legitimitet tilbage i irakernes øjne. Så vi styrer mod krig, også fordi en amerikansk krig mod Irak, er den eneste plan på bordet, og den er ligeså vanvittig som den er moralsk forkastelig.

Det er bedrøveligt, men sandt, at verdenssamfundet (hvis der er et sådant) har et desperat behov for mellemmænd, forhandlere og mæglere, men intet land og ingen organisation er i stand til, eller villig til at påtage sig den rolle. Det siger meget om efter-den-kolde-krig-verdensordenens politiske og moralske umodenhed.

I Baghdad har USA nogle kontakter på Polens ambassade, mens Rusland og Kina har store ambassader. Norge har en fungerende ambassade ledet af en erfaren charge d'affaires. Når vi ser på EU, så har den fungerende formand - Danmark - ingen repræsentation. Sverige har en diplomat af lavere rang fra ambassaden i Amman, som besøger Baghdad et par dage om måneden. Det eneste EU-medlem med en reel repræsentation i Baghdad, selvom det ikke er en rigtig ambassade, er Frankrig, som også driver et kulturcenter der.

Denne status for de diplomatiske forhold er i sig selv en skandale. Den garanterer, at de større vestlige regeringer faktisk intet ved om forholdene i marken og at de forbliver ude af stand til at kommunikere ansigt til ansigt med irakere fra de højere politiske niveauer. Læg hertil den kendsgerning, at der er meget få vestlige journalister permanent i Irak, men formentlig efterretningsfolk fra stort set alle større vestlige nationer og vi har en perfekt diplomatisk mørkelægning, en opskrift for en senere politiske ulykke.

Som det var tilfældet i Beograd i de tidlige 1990ere bruges tilstedeværelsen, reduktionen eller tilbagetrækningen af ambassader som et diplomatisk redskab. Men at gøre det er ligeså barnligt, som det er skadeligt for det mål, man ønsker at opnå. Uden at være der, uden en kompetent diplomatisk stab i marken, vil ingen regering være i stand til at formulere en intelligent sammenhængende politik overfor en modstander. Under den kolde krig sendte USA og Sovjetunionen sine mest kompetente ambassadører til hinandens hovedstæder.

Kan der være mange hemmelige kanaler åbne - mødes vestlige udsendinge med irakere på højt niveau uden at resten af os ved det ? Vi véd det ikke, men det kan vel være tilfældet. Men for det første, er det virkelig den måde, vi som borgere synes fundamentalt vigtige internationale anliggender skal behandles på ?

For det andet er det næppe muligt, at forestille sig, at et sådant hemmeligt diplomati skal føre til noget i dette tilfælde. Det står i dag nok så klart, at det er den irakiske side, der har rejst de bedste spørgsmål og har fremsat de mest produktive forslag gennem de sidste få måneder. Hver eneste et er blevet afvist med et ekstremt krigerisk og ikke-intellektuelt svar fra Washington, som netop nu synes at lide af autisme også overfor sine venner i Europa. Den eneste grund, Bushregimet kunne have for samtidigt at være engageret i hemmelige diplomatiske anstrengelser for at finde en politisk løsning snarere end en militær, ville være, hvis de ønskede at redde ansigt samtidig med at de bakkede tilbage fra den planlagte krig.

En krig mod Irak forbliver det mest truende scenarie i de internationale samfund netop nu. Efter mere end et tiår med såkaldt ny konflikt-håndtering og forebyggende diplomati, hvorfor synes folk flest så at acceptere såvel et systematisk brud på de grundlæggende tommelfingerregler for professionel konfliktløsning, som at der ingen mæglere findes?

Sanktionerne vil aldrig blive hævet, de vil smuldre.

Lad os forsøge med lidt indlevelse og se tingene fra den anden side. De irakiske ledere og det irakiske folk er nået til den konklusion, at ligegyldigt hvad de har gjort, gør eller vil gøre, så vil der aldrig komme en Sikkerhedsråds-resolution, der slår fast, at nu er der helt sikkert ingen spaltelige stoffer, ikke et gram kemikalier eller et stykke teknologi tilbage, som på et eller andet tidspunkt kunne bruges til at give Irak masseødelæggelsesvåben.

Årsagen er enkel, intet andet land har åbnet sig så meget for udenlandsk inspektion af sin potentielle våbenkapacitet. Ikke engang de kendte kernevåbenlande inklusive Israel ville nogensinde lade sig inspicere af nogen bare fordi de har invaderet et andet land (det har de alle gjort). Forresten er det ikke inspektionerne, der er irakernes hovedproblem, de ønsker en tidsplan, så de ved hvornår, det de ser som en stor uretfærdighed og socio-økonomisk helvede vil være overstået. De ønsker at blive respekteret som politisk aktør, som mennesker og i øvrigt at blive behandlet med respekt af Vesten.

For at sige det klart, det er ikke nok - som mange solidaritets- og fredsgrupper gør det - at forlange at sanktionerne hæves. Det vil simpelthen ikke ske i den forudsebare fremtid. USA vil simpelthen vetoe det i Sikkerhedsrådet. Hvad der er behov for er, at sanktionerne smuldrer, altså at de sanktionsbrydende regeringer praktiserer en slags civil ulydighed mod, hvad der reelt er amerikanske sanktioner. Disse sanktioner strider konsekvent imod en række menneskerettigheder i Irak og forhindrer normal (olie)handel og andre relationer med mange lande.

USAs krig mod Irak er ikke kun mod Irak

Irak sidder på den næststørste kendte oliekilder i verden. Irakerne ønsker naturligvis at kontrollere dem og de ved, at de vil blive et magtfuld land i verdenssamfundet en gang i fremtiden. De vil sælge til alle, ca. 70 % af den olie, der kommer ud af Irak i dag ender i USA! Så hvorfor starter EU-landene, Japan, Kina og Rusland ikke helt enkelt med at handle med landet, sprænger sanktionerne, tjener de penge de kan og ser situationen langsomt bevæge sig tilbage til "business as usual" ?

En sådan opløsning af USAs indflydelse, en verdensomfattende og Vestlig sætten spørgsmålstegn ved det legitime i USAs politik og dets forsøg på at styre alle andre, er formentlig det mest truende scenarie, set med Bush-regimets øjne. Denne idé er ikke utopisk; den globale debat bevæger sig ikke til fordel for en amerikansk krig mod Irak.

Derfor skal en amerikansk krig mod Irak heller ikke kun ses som en krig imod Irak, men også som en måde at understrege USAs magt over størstedelen af resten af verden - vi gør, som det passer os og I kan ikke stoppe os, for I har ikke en alternativ politik, sådan som I heller ikke havde det i Kosovo og Afghanistan! Det ligner selvfølgelig den gamle kolde krig: de to herrer truede hinanden, men ligeså vigtigt var deres disciplinering af deres respektive allierede i Vest- og Østeuropa, som ikke tillod dem at have andre guder eller at fraternisere med "ondskabens rige/kapitalistlakejerne" på den anden side. Vi kan lære af det i dag.

Irak ser sig om efter partnere, men hvor er den Europæiske Union ?

Derfor er den bedste irakiske strategi at opbygge naboernes tillid og - meget til USAs fortrydelse - er det lykkedes forbavsende godt. De tidligere fjender, Iran og Irak, er kommet hinanden nærmere. Ikke én arabisk regering støtter en krig mod Irak og USA er i stigende grad uenig med dets tidligere allierede som Ægypten og Saudi Arabien. Forholdet mellem Kuwait og Irak forbedres langsomt. Ikke engang Kuwait støtter en amerikansk krig.

Spørg dig selv, hvem du ville vende dig til udenfor den arabiske verden, hvis du sad i Baghdad og modtog daglige trusler mod din overlevelse fra USA. Der er to alarmerende kendsgerninger, som er sande om USA nu: a) dets militærudgifter udgør halvdelen af hele verdens, og b) det har en kernevåbendoktrin, der tillader forebyggende angreb, ikke afskrækkelse, mod lande, som det bare ikke kan lide. Ja, du ville vende dig til Rusland, Kina og den eneste vigtige vestlige gruppe, som de ser det, EU, inklusive sådanne lande som Sverige som engang med kraft talte for (og praktiserede) mægling, global solidaritet og nedrustning.

En irakisk diplomat på højt niveau sagde til os: "Vi har gjort hvad vi kunne for at få en dialog med EU, men det synes umuligt. Chris Patten synes i særdeleshed ikke at ville have med os at gøre." Vicestatsminister Tariq Aziz sluttede en to-timers samtale med TFFs team med at sige: "Nu har I stillet mig mange spørgsmål. Før I tager tilbage vil jeg gerne stille Jer ét: Hvad er der sket med Sverige ? Vi kendte det som en mægler, et land med et bredt internationalt engagement. Jeg kendte Olof Palme og Jan Eliasson personligt, da de arbejdede hårdt for at mægle, mens vi var i krig med Iran. Hvor er Sveriges stemme i dag, hvor vi virkelig har behov for at tale med nogen i Vesten ?"

Svaret kan have sammenhæng med den kendsgerning, at Sverige nu er EU-medlem og at EU ikke har en Irak-politik og at gold kritik af USA og Irak kan ikke erstatte en sådan. I realiteten er EU uden en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det har vi set gennem 1990erne i det tidligere Jugoslavien, så i Afghanistan og nu i forhold til Irak; de større EUlande fører deres egen politik uden hensyntagen til, hvad der måtte være af "fælles" EU politik. Irakkrisen burde være vigtig nok til endelig at vise, at EU har en fælles politik om noget og at denne er forskellig fra USAs.

Hvad skulle EU gøre? Et 9-punktsprogram

Først (1) skulle EU så snart som muligt formulere en fremskridtsvenlig og fast udenrigs- og sikkerhedspolitik overfor Irak. Det er på tide at gøre noget efter 12 års sanktioner der ikke har givet andet resultat end en delvis ødelæggelse af Iraks civilsamfund og velfærd, en politik, der nu er endt i en politisk og moralsk blindgyde.

Medlemsstaterne skulle så (2) anerkende vigtigheden af at samle kendsgerninger og at være tilstede i marken gennem besøg i Irak af medier og forskere indenfor næsten alle felter. Det er på tide at (gen)udvikle de professionelle forbindelser og dialoger på mange niveauer mellem Irak og EU landene. Så en vigtig ingrediens i skabelsen af en sådan politik vil være at sætte penge af til, at folk kan rejse dertil og tilbage og på den måde øge kendskabet til situationen.

Det skulle være overflødigt at sige at (3) regeringerne skulle opmuntre deres forretningsfolk til at udvikle handel med og investere i Irak. Med en befolkning på 25 millioner, som behøver selv de mest grundlæggende ting, er markeds- og forretningsmulighederne enorme. Der skal støtte til handelsdelegationer og den første mulighed vil være Handelsmessen i Baghdad i november.

Disse første trin er ikke alt for politisk følsomme, kan gennemføres hurtigt og kan nemt forsvares og fremmes af EU.

Mens disse kontakter udvikler sig, skulle EU-landene (4) forberede sig på at genetablere deres ambassader i Baghdad så snart som muligt, og besætte posterne med deres bedste, mest uafhængige og kreative diplomater.

Det behøver knapt nævnes at (5) EU må lave sin egen skrappe liste over krav til Irak og fortælle irakerne, hvad der skal være opfyldt til en bestemt dato. Når disse er opfyldt vil EU-landen begynde at ignorere de de facto amerikansk styrede FN-sanktioner og åbne normale, fulde, diplomatiske, økonomiske og kulturelle forbindelser med Irak.

Så (6) skulle EU etablere en mæglings/kontaktgruppe måske sammen med Rusland, Kina og andre som ønsker at deltage i arbejdet med at forebygge krig og finde levedygtige forhandlede løsninger. Gruppen skulle også sende mange forskellige delegationer til Irak og invitere irakere til at komme udenlands. Det er naturligt at denne gruppe før eller siden (7) arrangere en regional konference med en bred struktur. Den kan tage model af OSCE-processen for Europa, som begyndte i 1970erne. Den må søge at kæde Irak-problemet sammen med det almindelige Mellemøstproblem, inklusive Israel-Palæstinakonflikten, og den skulle invitere alle relevante lande fra regionen til at deltage.

Ud af dette kunne der vokse forskellige debatgrupper og senere konkrete forhandlinger om alle problemer i forholdet mellem EU og Irak.

En anden vigtig forholdsregel ville være at (8) prioritere udviklingen af et nyt sikkerhedssystem for hele regionen. For at være effektiv skal den stræbe efter meget lavere rustningsniveauer, alternativ militær sikkerhed, ikke-voldeligt forsvar, forsoning, demokratisering og fredsuddannelse. Alle EU-lande skulle stoppe våbeneksport til hele Mellemøsten og understrege at hele Mellemøsten, inklusive Israel, i henhold til FN Sikkerhedsråd skal være en kernevåbenfri zone.

Endelig (9) skal EU informere USA om alt, hvad man gør og ikke lade sig skræmme hvis eller når Bush-regimet markerer sin uenighed. Det nytter ikke at have forskellige synspunkter, hvis man ikke har villighed til at udføre den forskellige politik.

Den politiske holdning i dette er enkel: EU skal erklære, at dets mål ikke er at ødelægge Irak, heller ikke at vælte den nuværende ledelse eller at lade folket forsætte at lide, men at åbne en mulighed for åben dialog og muligt samarbejde, altså gulerødder i stedet for stokke. Der skal nævnes muligheden for stor udviklingsbistand og økonomisk samarbejde for i det mindste delvist at kompensere for de store tab Irak har lidt på grund af sanktionerne.

Det er på høje tid at få sat gang i en voldsforebyggende strategi og at begynde en langsigtet fredsproces mellem Irak og verden. Den Europæiske Union burde være en væsentlig part. Ansvaret for at bevæge sig i denne nye konstruktive retning ligger hos Danmark, som formandsland, og hos Sverige som forhenværende formandsland, og som et land, der af mange i udlandet ses som en forsvarer for menneskelighed, velfærd og fred.

© TFF 2002

Tell a friend about this article

Send to:

From:

Message and your name

Home

New

PressInfo

TFF

Forums

Features

Publications

Kalejdoskop

Links