|
|
|
Jan Øberg
Er danskerne mon klare over at den nye forsvarskommissions rapport lægger op til en politik, der indebærer voksende risici for Danmark og for danske soldater - og at den ikke behandler disse risici? Kommissionens resonnement ser sådan ud: Det er ikke muligt at få øje på en direkte militær trussel mod dansk territorium, vor direkte sikkerhed. Vi skal derfor bruge flere resourcer på den indirekte sikkerhed, nemlig deltagelse i internationale fredsstøttende operation, som de kaldes. Det ligger heri at Danmarks egen sikkerhed er summen af hvad vi stiller op mod såvel den direkte som den indirekte sikkerheds udfordringer. Selvom vi skal deltage i internationale operationer, så skal vi fortsat være forberedte på en turbulente udvikling i Rusland, der - siges det - kunne have neo-imperiale hensigter. Hermed sikrer man naturligtvis det danske militærs mere eller mindre uforandrede eksistens samtidig med at man kan ekspandere med de nye opgaver og nyt materiel for både direkte og indirekte opgaver. Spørgsmålet er blot om denne model også giver Danmark tryghed? Danmark har i 1990erne for første gang siden 1945 deltaget i krig eller planlagt at gøre det. Søværnet var med i den første krig mod Irak, der var USAs optrapning mod Irak i februar 1998 og senest har Danmark stillet kampfly til rådighed og stationeret dem i Italien til brug for en planlagt NATO-operation mod Forbundsrepublikken Jugoslavien i Kosovo-konflikten hvor regering of folketing for første gang ikke krævede ikke et FN-mandat. Dette er ikke småting. Det er tegn på ganske fundamentale forandringer. Afslutningen af den kolde krig indebar en potentielt fredelige tid. Nye konflikter opstod, men af en karaktér hvor det handler om mennesker i knibe, identitetskrise, økonomisk misére, samfund i opløsning. Der opstod nye behov, ikke for at balancere på terrorbalancens knivæg af atomvold, men for at håndtere og om muligt løse konflikter gennem analyser, tidligt varsling, civile indsatser, forhandlingsborde, aktiv lytten, hjælp til genopbygning af fysiske strukturer samt forsoning og tilgivelse. Hele spørgsmålet om sikkerhed gennem uddannelse i konfliktforståelse, menneskerettigheder, demokrati osv. vandt frem. Men alle disse ting behandler kommissionen overhovedet ikke, skønt den hævder at den arbejder ud fra et bredere sikkerhedsbegreb! Danmark skal kunne deltage grænseløst. Det skal vi, siger kommissionen, for at kunne regne med at blive beskyttet - af USA og dets atomparaply og andre NATO-styrker - hvis vi blir ramt på den direkte sikkerhed nærmere os selv. Dansk sikkerhedspolitik blir således i endnu ringere grad end før defineret ved de trusler eller de fredsmuligheder vi selv ser til fordel for en alliancesolidaritet og en omfattende tilpasning til en ny amerikansk domineret verdensorden. Hvad der altså fremstilles som den nye danske aktivisme er intet andet end at blive et endnu lydigere halehæng til de store i EU og til supermagten USA. Når de vil ud at krige så skal vi stå last og brast. Og deri består vor sikkerhed.
I konsekvens af denne intellektuelle nedrustning og politiske selvunderkastelse drager rapporten ingen skillelinje mellem egentlig fredsbevarelse på den ene side og interventions/invasionspolitik og international aggression på den anden. Men der er en fundamental forskel på om vi sender danske Jenser ud til opgaver under FN eller som den i Bosnien eller vi deltager i rene krigshandlinger og aggressioner som USAs i forhold til Irak eller den folkeretsstridige plan om bombinger af det suveræne, af alle anerkendte, Jugoslavien til støtte iøvrigt for en illegitim, væbnet befrielsesbevægelse i Kosovo. Folketinget sanktionerede her en operation hvor danskere med stor sandsynlighed ville være blevet dræbt eller taget til fange og hvor de ville have været med til at dræbe hundreder eller tusinder i Serbien: en operation hvor "fred" - helt à la Orwell - betød krig. Kommissionen skøjter over det der burde være forudsætningen for Danmark kan navigere klogt i fremtiden, nemlig: hvad er der sket siden midten af 1980erne? Hvad kan vi lære af de hastige forandringer? Hvad er godt og hvad bør vi forholde os kritiske, skeptiske til? Har Vesten og NATO altid gjort det rette og det kloge - f.eks. i det tidligere Jugoslavien? Hvilke kriterier bør være opfyldte for at Danmark kan deltage in en fredsstøttende opgave og hvad skal Danmark ikke involvere sig i? Hvad må vi forandre grundlæggende i dansk sikkerhedspolitik nu vi er enige om - og det er kommissionen - at der ikke er nogen trussel mod Danmark. En sikkerhedspolitisk udredning, der ikke drøfter disse problemstillinger, legitimere Danmark som krigsførende nation. Krigsførende, vel at mærke, uden for NATO-staternes område, hvorsom helst i verden og om nødvendigt uden FN-mandat og uden at FN eller OSCE kontrollerer operationerne - dvs. hvor NATO/USA gør det. FN spiller ingen rolle for Forsvarskommissionen og alene dét er en skandale. Når det danske militære personnel fremover skal udsættes for større farer, inklusive risikoen for at blive dræbt, i krigshandlinger uden nogen trussel mod Danmark vil der blive henvist til rapporten. Den danner desuden grundlag for det kommende forsvarslig for tiden efter 1999. Det burde være Danmarks hjertesag at optrappe alle civile sikkerhedspolitiske instrumenter såsom voldsforebyggelse, humanitære indsatser, freds- og menneskerettighedsuddannelse, bistand, økonomisk udvikling, forsoning, genopbygning af det civile samfund i krigsområder osv - dvs satse på alle de områder hvor vi kan bidrage til at reducere risikoen for krige. Her har vi og andre småstater en komparativ fordel. Istedet skal vi kaste os ud i stålmissioner, når konflikterne er gået over i krige og hvor vi vil få nye fjender; serberne ville næppe elske os for at deltage i bombinger af deres land, sålidt som vi ville elske dem hvis de bombede Danmark under russisk ledelse. Dansk forsvarspolitik lider i disse år af et paradoksalt storhedsvanvid. På den ene side skal vi ud og skabe og bevare fred på de stores vilkår og vi skal kunne deltage i krige skabte af lokale aktører og muliggjorte af NATO-landenes egen våbeneksport. På den anden side trives vor intellektuelle nedrustning og en grotesk tjenstvillighed overfor NATO og USA. Under den disciplinerende kolde krig tillod Danmark sig at være mere kritiskt til NATO, f.eks. vedrørende kærnevåben, end det gør idag hvor der ingen spænding er. Vi vil så meget, men har opgivet at tænke nyt og selvstændigt. NATO-fundamentalister har sat Danmark på en farlig kurs. Mens vi tidligere deltog i NATO for at, officielt, undgå krig, så gør vi det nu for at - om "nødvendigt - kunne deltage i NATO-krige rundt om på kloden. Danskerne bør have klar besked herom. Det er dem, der betaler for det danske og internationale sikkerhedspræsteskabs planer. Hvis de får det ville de nok spørge om det nu er så klogt og måske komme frem til at pengene - og især forsvarets dygtige folk - kunne bruges til noget bedre?
16. december 1998 © Jan Øberg
  |
