|
DR "Ved
Dagens Begyndelse"
Om Afghanistan
Af Ulla Fasting,
TFF Ven og medlem af Det Radikale Venstre
Læs også Ulla Fastings
"Indtryk fra Afghanistan"
28. december, 2006
Dag 1 Afghanistan ved en ny tids begyndelse
I denne uge tager vi til Afghanistan, som jeg har besøgt to gange
i sommer og hvor jeg samtidig læste Khaled Hosseinis bog* om sin
barndoms Afghanistan. En barndom, hvor drengen Amir vinder den store drageturnering
og sin fars anerkendelse, men samtidig svigter sin bedste ven Hassan.
Det er dette svigt og vejen til soning, bogen handler om, men den fortæller
også om det Afghanistan, som var før den russiske besættelse
og før Taleban kom til magten.
Det er det Afghanistan, som i dag skyder op
hist og her og som mange afghanere forsøger at bygge en fremtid
på. Bogen er god at have med sig, for i manges bevidsthed er Afghanistan
kun det 6. fattigste land i verden, talebansk mørke, kvinder i
burka, opium og et sted, hvor danske soldater kæmper mod en stadig
strøm af krigere, som ikke ønsker deres tilstedeværelse.
Men Afghanistan er også skønhed, håb og hårdt
arbejde for et land, som i dag er bistandsmodtager, men i fremtiden ønsker
at være bistandsyder.
Jeg vil i denne uge give et billede af det Afghanistan, som kan blive
fremtidens Afghanistan. Jeg vil gøre det ved at fortælle
om kvinderne og deres kamp, for de har med deres egne ord været
en af de mest oversete grupper i verden. De kæmper dog ikke alene.
Mange mænd står ved deres side og kæmper med.Lad os
begynde med Suraya, er en af de kvinder, der kæmpede for pigerne
under Taleban og som stadig kæmper for kvinders og for mænds
muligheder for at deltage i udviklingen af deres land. Suraya er uddannet
i farsi og litteratur og var lærer på universitetet, da Taleban
sendte alle kvinderne hjem og lukkede pigernes skoler. Hun samlede seks
piger og begyndte at undervise dem hjemme. Behovet for undervisning voksede
og det blev nødvendigt for Suraya at bede sine veninder om at påtage
sig at undervise i andre fag. Efterhånden havde de 300 piger i skolen.
Undervisningen foregik i små hold og hele tiden på nye adresser.
De medbragte altid en flaske olie og en tromme, for hvis Taleban bankede
på døren smed de alle bøgerne og papirerne i ovnen,
hældte olien på, satte ild til og begyndte at slå på
trommen, mens de dansede rundt i stuen. Når Taleban spurgte, hvad
de lavede, kunne de fortælle, at de fejrede en fødselsdag.
De fik så besked på, at de ikke måtte danse eller slå
på tromme, men de skulle læse i Koranen.
Det var svært at få nye bøger, men Unicef, - som var
i Afghanistan under Taliban, men kun måtte beskæftige sig
med drengene, - hjalp dem med nye bøger. I år afslutter Surayas
piger 12. klasse. En glæde lige så stor, som da hun blev gift
og da hvert af hendes fem børn blev født. Det var også
Unicef, som hjalp dem med at stifte foreningen Voice of Womens Organization,
hvis projekter, jeg vil fortælle mere om i morgen. Her slutter jeg
med Voice of Womens egen stemme:
Vi Afghanistans kvinder, er fast besluttet på at genvinde vores
retmæssige status i samfundet. Vi har overlevet gennem årtier
med undertrykkelse og vold. Vi er helt sikre på, at vi kan bidrage
til at vores land udvikler sig socialt og økonomisk. Vi ved, at
vi har talenter og entusiasme, men jeg må fortælle jer, at
vi har været en af de mest oversete grupper her på jorden
i meget lang tid. Vi er nødt til at begynde helt fra bunden og
det vil ikke bare tage tid, men også kræve hårdt arbejde.
Suraya trækker igen sjalet over håret, - en mand kommer for
at hente hende.
Dag 2
Håbets tid - fra fængsel til efterspurgt samfundsborger
I denne uge er vi taget til Afghanistan. Jeg er lige kommet hjem fra mit
andet besøg i år. Hver dag er et billede af det Afghanistan,
som kan blive fremtidens Afghanistan. Jeg gør det ved at fortælle
om kvinderne og deres kamp, for de har med deres egne ord været
en af de mest oversete grupper i verden og derfor er det vigtigt, at de
nu kommer til orde.
Med mig har jeg Khaled Hosseinis bog Drageløberen, som fortæller
om det Afghanistan som var, men også om Amir, som svigter sin barndomsven.
Han vender tilbage for at søge soning og på denne rejse møder
vi mørket. Et mørke, som endnu ikke helt har sluppet sit
greb i menneskene. Men et mørke, som der er vilje til at kæmpe
sig ud af.
En af Afghanistans kvindegrupper Voice of Womens Organization, som jeg
fortalte om i går, har sat sig for at hjælpe de kvinder, som
er kommet fængsel. Mange af kvinderne er havnet i fængsel,
måske fordi, de er løbet hjemmefra, måske fordi, de
har stjålet mad eller penge. Mange stjæler lige så snart,
de er blevet løsladt for at komme tilbage i fængslet, for
de har ikke nogen steder at gå hen. Familien vil ikke vide af dem.
Kvinderne og ofte også deres børn, som er fulgt med dem i
fængslet har ikke, når de blev løsladt haft andre muligheder
end at tigge, prostituere sig eller vende tilbage til fængslet
For at hjælpe disse kvinder tilbage i samfundet har Voice of Women
oprettet shelters, hvor de hjælper kvinderne til at få en
lille uddannelse, så de kan klare sig selv og forsørge deres
børn. En fik den gode ide at fremstille vokslys og det er blevet
til en større virksomhed, som i dag eksporterer i tusindvis af
lys til Indiens templer. En anden fik ideen til at lave en rengøringsuddannelse.
Andre gode ideer, som har båret frugt er syning og vinduespudsning.
Det har givet kvinderne arbejde og de har med deres dygtighed været
med til at ændre folks syn på kvinder, som har været
i fængsel og flere er endda blevet gift.
Voice of Women har taget initiativ til at åbne fem kvindecafeer
i byen Herat. Her kan kvinderne smide burkaen, lade tørklædet
glide ned på skuldrene og frit snakke med hinanden om alt det, som
optager dem. Cafeerne har givet arbejde til mange kvinder, som er blevet
forstødt af deres familier eller udstødt af samfundet. De
laver mad og serverer. Også mad ud af huset tilbyder de at lave
og det er blevet endnu en succeshistorie.
Da jeg besøgte en af cafeerne blev jeg modtaget af kvinden, som
er daglig leder af cafeen. Jeg bemærkede, at hun havde store ar
i højre side af ansigtet, hvilket fortalte mig, at hun var en af
de brændte kvinder. Et emne, jeg vil tage op i morgen.
En af cafeerne har produceret en sand Askepotfortælling. En ung
kvinde, som havde været i fængsel, serverede gennem et stykke
tid for en af Herats meget kendte kvindelige advokater, Maria. Maria blev
så betaget af den unge piges væsen, at hun henvendte sig til
Suraya, der som leder af Voice of Women, var den, som skulle give tilladelse
til at pigen kunne gifte sig. Det var Marias egen bror, der var på
tale. Hun ville gerne være med til at nedbryde fordommene om kvinder,
som havde været i fængsel og det var også broderens
indstilling. Suraya spurgte pigen og Maria sin bror og pigen og broderen
udvekslede billeder. Billederne gjorde dem nysgerrige efter at møde
hinanden og det blev åbenbart så positiv en oplevelse, at
de besluttede sig for ægteskab.
Suraya havde, da vi mødtes på terrassen under træerne
med de røde granatæbler, netop været til the hos den
lykkelige nygifte frue.
Dag 3
Vi er i Afghanistan i denne uge.
Hver dag tegner et billede af det Afghanistan, som
kan blive fremtidens Afghanistan. Jeg gør det ved at fortælle
om kvinderne og deres kamp, for de har med deres egne ord været
en af de mest oversete grupper i verden. Men Suraya og med hende mange
andre kvinder viser gennem deres mange projekter, at de har talent og
styrke og er nødvendige for udviklingen i Afghanistan.
Med mig har jeg Khaled Hosseinis bog Drageløberen, som fortæller
om det Afghanistan som var. Amir rejser tilbage til Afghanistan og på
denne rejse møder han mørket. Et mørke, som endnu
ikke helt har sluppet sit greb i menneskene.
Det var mørke eller var det intetheden jeg så i kvindernes
øjne, kvinderne på brandsårsafdelingen på Centralsygehuset
i Herat. Der lå otte kvinder, som alle var meget alvorligt forbrændte.
En af kvinderne var døende. En ung pige havde forsøgt for
anden gang at tage sit liv ved at brænde sig selv. To af kvinderne
var gamle og udmagrede. Ingen vil kendes ved dem mere, forklarede sygeplejersken
og strøg dem begge over kinden.
Hvorfor er her så mange forbrændte kvinder? Sygeplejersken
fortalte mig, at det er almindeligt at få omkring otte nye tilfælde
om ugen. Nogen er ulykker, sagde han. Det afviste Gucharan Virdee, som
har fulgt udviklingen i Herat. Hvorfor er det kun i Herat, vi ser så
mange forbrændte kvinder? Vi ser dem ikke i Kabul eller i Mazar-e-Sharif.
Er kvinderne da mere klodsede i Herat? Den hopper jeg ikke på. Det
er et fænomen, som begyndte efter at familierne vendte tilbage fra
Iran til Herat og genoptog de traditionelle familiemønstre. I Iran
er kun 10% af kvinderne analfabeter, i Afghanistan er det 90%. I Iran
havde kvinderne et langt mere frit liv. De uddannede sig, de kunne godt
gå på cafe med de unge mænd og så kommer de tilbage
til et Afghanistan, hvor kvinderne er blevet undertrykt, livet gået
i stå eller tilbage og så skal de giftes med en fætter,
som ikke vil have, at de uddanner sig og arbejder. Nogen bliver gift med
en gammel mand og skal være hustru nummer tre. Måske benytter
sønnerne sig af, at faderen har giftet sig med en ung kone og det
betaler hun prisen for. De kvinder, du ser, er måske blevet spærret
inde og har kun fået lov til at besøge deres egen familie
een gang om året. Måske elskede de en anden. Måske drømte
de om at skulle bruge deres uddannelse, arbejde og være ude mellem
andre mennesker. Hvordan skal de slippe ud af et sådant liv? Men
sagde Gucharan, det kan også være en svigermor eller de andre
hustruer, som forsøger at skaffe sig af med den nye kone ved at
brænde hende. Det er dog også hændt, at de to hustruer
slog sig sammen og dræbte manden! Det her drejer sig om traditioner
og familiedramaer!
Men der gøres noget for at hjælpe kvinderne. Voice of Womens
Organization besøger kvinderne på brandsårsafdelingen
og forsøger at mægle. De taler med kvindens familie og hendes
mands familie. For to år siden var det 360 kvinder, som blev brændt
eller brændte sig selv, i år er de nede på nogle og
firs. Det skyldes en kraftig indsats fra kvindeorganisationens side for
at forebygge, skabe forståelse og forsoning og ved lukke op for
andre muligheder.
Mens jeg en tidlig morgen sad og snakkede med Suraya fra Voice of Women
så jeg dagens første drager på den blå himmel.
Hun fulgte mit blik. Det vil lykkes os. Det ved jeg.
Dag 4
Vi er nu kommet til vores fjerde dag i Afghanistan.
Jeg er netop kommet hjem fra min anden rejse i landet
og giver her nogle af de billeder af det Afghanistan, som kan blive fremtidens
Afghanistan. Jeg gør det ved at berette om de mennesker jeg mødte,
den indsats de yder og deres tro på, at Afghanistan vil blive et
godt sted for deres børn at vokse op.
Med på min rejse har jeg Khaled Hosseinis bog Drageløberen.
Jeg er nået til det kapitel, hvor Amir møder kærligheden
i en kvindes skikkelse. Amirs mor dør, da han bliver født.
Alt for mange børn i Afghanistan mister deres mødre i forbindelse
med en fødsel. De dør blandt andet af stivkrampe eller blødninger.
Mange af kvinderne er svækket af alt for mange fødsler med
alt for korte intervaller mellem svangerskaberne. Særlig udsatte
er kvinderne ude på landet, hvor det hidtil ikke har været
muligt at blive vaccineret eller få helt basal sundhedsvejledning
og fødselshjælp.
Det var tidligt om morgenen, da vi kørte op langs med floden øst
for Herat. Her i september var vejret stadig meget varmt og derfor var
det vigtigt at komme af sted tidligt. Det var en smuk tur. Med Hindu Kush,
som er den vestlige afslutning på Himalaya på den ene side
og floden på den anden side af vejen. Farverne var i alle mulige
brune, gyldne, violette og grønne farver. Vi så flokke af
får og geder og flere steder også kameler. Der var store områder
med hvide sten i snorlige rækker, som markerede, at her var der
fjernet landminer. Der var gravpladser og nogle grave havde flag, som
viste, at der var en martyr begravet. Flodlejet var grønt og frodigt
og langs med floden var der kanaler i flere lag flankeret af cedertræ.
Der blev dyrket grøntsager og meloner var stablet i højden
langs med vejen.
Vi kørte i flere timer, før vi nåede ud til byen Obeh,
hvor vi spiste frokost på sundhedsklinikken: ris, græskarstuvning
med lam, hakkede tomater og løg og yogurt med vand og salt til
at slukke tørsten og holde maven i orden. Velforsynede kørte
endnu nogle timer op langs floden og håbede på at vi ville
finde det mobile sundhedsteam. Vi var heldige at finde dem i den første
landsby, vi kom til. Børn stimlede sammen om os og førte
os til det rum, som en af landsbyens familier havde stillet til rådighed
for teamet. Der kunne de hvile, gøre deres notater og udfylde skemaerne,
så de var sikre på, at alle blev omfattet af sundhedstilbudet
og at vaccinationerne blev givet med de rigtige tidsintervaller.
Vi skubbede vores sandaler af, da vi kom ind i rummet og satte os på
gulvet. Et eller andet sted var der blevet lavet the og de store drenge
serverede theen for os.
Teamet består af en vaccinator, som sørger for at landbefolkningen
bliver vaccineret og at tidsintervallerne overholdes, en mandlig sundhedsarbejder,
som fortæller mændene om betydningen af, at der er længere
pauser mellem fødslerne og hvordan de kan skåne deres koner.
Den tredje i teamet er jordemoderen. Hun underviser kvinderne i, hvordan
de kan undgå at blive gravide hele tiden og hvordan de kan fremme
deres egen og børnenes sundhed. Selv har hun fem børn. De
tre piger har hun efterladt i sin landsby hos faderen. Den lille pige
på 2 følger med moderen og til at passe på sig selv
medbringer hun sin tolvårige søn. Han sad med sine store
brune øjne og fulgte opmærksomt med i vores samtale, mens
han ind imellem tog sig af lillesøsteren. Alle havde stærke
ansigter med ro og varme i øjnene.
Den lille flok på fem vandrer på smalle bjergstier ofte fire
timer eller mere for at nå frem til næste landsby med vaccinationer
og sundhed til de fattigste og fjerneste egne. Flest mulig kvinder og
børns liv skal reddes og snart bliver vejene ufremkommelige af
sne.
Der er stadig mange og lange vandringer for vores lille team og Afghanistan.
Dag 5
Jeg har taget lytterne med til Afghanistan i denne uge for at give
et billede af det Afghanistan, som kan blive fremtidens Afghanistan.
Jeg har gjort det ved at berette om de mennesker jeg
mødte, den indsats de yder og deres tro på, at Afghanistan
vil blive et godt sted for deres børn at vokse op.
På min rejse i Afghanistan har jeg haft Khaled Hosseinis bog Drageløberen
med. Begge oplevelser har været intense og har viklet sig ind i
hinanden. De afghanere, jeg møder og som har læst bogen siger
alle, at den fortæller deres historie. Den er historien om drengen
Amirs soning, men også om afghanernes fælles erkendelse af
at soning er nødvendig for at kunne handle.
Vi har i denne uge hørt kvindernes historier. I dag vil jeg fortælle
om nogle mænd, men ikke mænd i almindelighed, men en speciel
profession: sygeplejerskerne, for i Afghanistan er sygeplejersker mænd
lige så ofte som kvinder er det i vores del af verdenen. Sådan
er det i mange mellemøstlige, asiatiske og muslimske lande.
I Herat besøgte jeg Centralsygehuset. Jeg havde lige sat mig, da
en meget høj mand trådte ind ad døren. Jeg rejste
mig op, men var stadig meget lille. Det var min kollega, sygeplejedirektøren.
Snart var vi fordybet i en samtale om ledelse, faglig vejledning, hygiejne,
uddannelse, ressourcer og økonomi.
Det viste sig, at han også var fodboldtræner og ikke bare
for et hvilket som helst hold, men Afghanistans absolutte tophold. Han
overførte sine erfaring med teambuilding og udvikling af den enkeltes
ressourcer fra fodbold til ledelse af sygeplejen. Som den bedst klinisk
uddannede, var han også den, som vidste, hvad det var, som kunne
skabe høj kvalitet. Senere fik jeg at vide inde i Kabul, at der
var en særlig gejst på det sygehus. Men jeg kunne også
notere mig, at alt det, vi forsøger i disse år at udvikle
i vores danske sundhedsvæsen, det var de allerede langt fremme med
i Afghanistan og det til trods for bygninger i frit fald, toiletter og
badeværelser ingen af os ville sætte vores ben i. Ingen muligheder
for at vaske patienter, intet patienttøj, intet sengetøj
og senge, som vi havde kasseret for mange år siden. Der er ikke
penge til at købe nye koste til at feje gulvene og både læger
og sygeplejersker får 40 $ om måneden.
Lægerne har dog mulighed for at tjene ekstra i de private klinikker.
Hvor længe de kan bevare den gejst er et presserende spørgsmål.
Det er i sidste øjeblik, at vi flytter vores blik og koncentrerer
vores opmærksomhed og indsats på genopbygning af disse menneskers
land. Det er ikke krig afghanerne ønsker, men fred med dragerne
højt på himlen.
Da jeg sidder i flyet hjem er jeg nået til sidste kapitel i Drageløberen.
Smerten i bogen har viklet sig ind i alt, hvad jeg har set og oplevet.
Jeg forstår ved afslutningen af bogen og min rejse, at delagtiggørelsen
i denne smerte har været nødvendig for at jeg har kunnet
fatte, hvad det er Afghanistans befolkning er i færd med. De brændte
kvinders tomme øjne blandes med Surayas optimisme og jeg hører
hende igen sige:
Vi Afghanistans kvinder, er fast besluttet på at genvinde vores
retmæssige status i samfundet. Vi har overlevet gennem årtier
med undertrykkelse og vold. Vi er helt sikre på, at vi kan bidrage
til at vores land udvikler sig socialt og økonomisk. Vi ved, at
vi har talenter og entusiasme, men jeg må fortælle jer, at
vi har været en af de mest oversete grupper her på jorden
i meget lang tid. Vi må begynde helt fra bunden og det vil ikke
bare tage tid, men også kræve hårdt arbejde.
Dragerne flyver igen over Afghanistan.
* Drageløberen (The Kite Runner)
af Khaled Hosseini. 2003.
Copyright
© TFF & the author 1997 till today. All rights reserved.
Tell a friend about this TFF
article
Send to:
From:
Message and your name
Get
free TFF articles & updates
|