Lund
i oktober 2006 - Gratisavisen
dato
har bedt mig være kolumnist cirka en gang hver fjortende dag.
Herunder finder du klummerne efterhånden som de bliver offentliggjort
i dato
- de nyeste øverst.
Desværre blev dato
nedlagt i april 2007.
Englands og Irans farlige ordleg
10. april
2007
Mediekrigen omkring de 15 tilfangetagne engelske flådefolk
bliver stadigt mere skinger. Den indgår i den større konflikt
mellem Iran, der ønsker at udøve sin soleklare ret til
at udvikle kærnekraft, og ledende vestlige politikeres –
befolkningerne i vore demokratier har ingen indflydelse - hysteri og
hykleri.
FN’s Sikkerhedsråd – med en permanent majoritet af
Englands venner – udtaler at Iran skal løslade ”sejlerne.”
Utænkeligt at det skulle give England en reprimande for overhovedet
at befinde sig dér gennem sin folkeretsstridige besættelse
af Irak. FN’s generalsekretær Ban Ki-moon ”udtrykker
ønske om at se en hurtig løsning på dette problem.”
Skal vi mon opleve stor- eller atomkrig krig fordi nogle få mænd
og én kvinde skæbnesvangert kombinerer konfliktanalfabetisme
med magtsprog? Hvorfor påpeger FN ikke omgående at der findes
en folkeretslig procedure til hindring af at den slags situationer løber
af sporet?
Haag-konventionerne fra 1899 og 1907 om fredelig bilæggelse af
konflikter er underskrevet af både England og Iran. De foreskriver
at man ved tvistespørgsmål bør oprette en international
kommission, der skal undersøge fakta. Dét er der brug
for idet det er ekstremt uklart hvor søgrænserne faktisk
går - og dét er ikke et spørgsmål om Englands
holdning men om hvorvidt Iran og Irak nogensinde er blevet enige om
dem.
Haag-konventionerne foreskriver også at man kan bruge en eller
flere tredjeparters ”good offices” ,upartisk lytten og mægling/voldgift.
Og meget meget mere der skal hjælpe os at undgå krige.
Hvorfor er den slags idéer ikke blevet foreslået af FN,
EU eller lederskribenter? Kun Rusland har talt i vage vendinger om en
kommission uden henvisning til Haag-konventionerne. Hvorfor bruger alle
energien på at tage stilling for/imod én af parterne i
stedet for at fokusere på problemet? Hvorfor har vi så få,
der er uddannet i at håndtere konflikter før de bliver
til vold? Og har vi helt glemt at loven, folkeretten, findes for at
sikre en ordnet verden, retfærdighed og for at forebygge og undgå
krige?
Ydmygelser, våbenskrammel, trusler og magtsprog – dét
kan de. Konflikthåndtering og fred aner de intet om. Og i Danmark
tænker ingen selvstændige udenrigspolitiske tanker.
(Skrevet før Iran løslod de tilfangetagne
flådefolk).
Irak efter USAs
tilbagetrækning
20. marts
2007
Hver gang nogen råber ”USA ud af Irak” – og
det skal der nok være en del der gør nu omkring 4-års
dagen for invasionen den 20. marts – bidrager de til at besættelsen
fortsætter. Kravet udløser nemlig de umiddelbare modargumenter:
”Men så bliver alt endnu værre” eller ”Vi
kan ikke lade dem i stikken nu.” Således får magthavere
og medier en kærkommen lejlighed til at demonstrere at der ikke
er alternativer til fortsat besættelse.
Så længe vi ikke drøfter konstruktive alternativer
til besættelsen, så vil den fortsætte.
Det er fredsbevægelsens og andre kritiske stemmers evige svaghed
at de tænker i nej-baner men aldrig i kreative ja-baner.
Gudskelov er inspirationen her nu og den er - amerikansk. Den kommer
fra den demokratiske fredskandidat til præsidentembedet i 2008,
Dennis Kucinich. Planen har 12 punkter, her er de vigtigste:
• USA trækker sin tropper hjem og lukker sine mega-baser
i Irak.
• Alle private amerikanske krigs-selskaber rejser hjem, kontrakter
indgås med den irakiske regering.
• Der afholdes en regional konference om sikkerheden for Iraks
befolkning.
• FN er uundværlig, den ledende i en ny fredsmission, der
samarbejder med irakerne på deres præmisser.
• Der udvikles et koncept for og skabes midler til national forsoning.
• Omfattende hjælp til genopbygningen af Irak.
• Omfattende krigsskadeeerstatning til Irak for sanktionernes
og krigens ødelæggelser.
• Irak får total suverænitet over sin olie og olieindkomster.
• En international sandheds- og forsoningsproces mellem Irak og
USA (og andre besættelsesmagter kunne man tilføje).
Den 28. februar fremsatte Kucinich desuden et lovforslag i kongressen
(HR 1234) bestående af 33 skridt til umiddelbar afslutning af
den amerikanske besættelse.
USA’s vældige militærindustrielle og olieøkonomiske
interesser vil modarbejde Kucinich-plan. Altså må alle vi
andre støtte den. USA har 737 militære faciliteter i over
130 stater og pønser på verdensherredømme. Det er
rimeligt at menneskene i alle disse lande også påvirker
USA’s udenrigspolitik.
Gå derfor ind på Kucinichs
plan oversæt, spred og diskutér planen! Den er det
bedste udgangspunkt for en helt ny debat om forsoning og fredsopbygning.
Regeringens skammelige tilbagetrækning fra Irak
1.
marts 2007
For nylig sagde udenrigsministeren at situationen i Irak
jo ikke er helt tilfredsstillende. Statsministeren hævder nu at
situationen i hvert fald i det sydlige Irak er forbedret og irakerne
skal blive ”herrer i eget hus” – dog uden at foreslå
at USA også trækker sig ud.
Sådan siger man efter at omkring 1 million sagesløse irakere
med dansk støtte er døde som følge af historiens
grusomste økonomiske sanktioner i 12 år. Sådan siger
man efter at 650 000 yderligere er døde efter besættelsen
og landets kultur, erhvervsliv, uddannelse og sundhedsvæsen er
ødelagt. Omkring 100 mennesker dør dagligt alene i Bagdad
og Irak havde allerede for tre år siden 300.000 klinisk traumatiserede
børn og unge. Den irakiske marionetregerings ”sikkerheds”-offensiv
er enestående brutal og allerede en fiasko.
Regeringen har opgivet intellektuel analyse, tabt det moralske kompas,
tabt opinionen, irakernes hjerter og hjerner og krigen. Vi skulle aldrig
have været der med andet end diplomater, læger, børnepsykologer,
ingeniører, etc. Deri ligger den egentlige skandale ved såvel
besættelsen som tilbagetrækningen: Regeringen er stolt over
at give Irak nogle klatskillinger, rådgivere og fire helikoptere
og øge indsatsen i den lige så forudsigelige fiasko kaldet
Afghanistan.
Regeringen ejer ikke en politik og vision på det civile område.
Ikke ét ord om hvad Danmark dog skal gøre for at råde
bod på det helvede vi har nedkaldt over Irak. Intet om forsoning,
om økonomisk kompensation, om en fremtidig fredsbyggende mission
eller om nye initiativer for fred i dét Mellemøsten hvor
konflikten mellem Palæstina og besættelses- og atommagten
Israels stadig udgør en krumtap. Ikke et ord om det voksende
spændingsfelt Irak-Iran-SaudiArabien. Ikke ét ords beklagelse
af fiaskoen eller af vestens dobbeltmoral, olierøveri, våbeneksport
eller kulturelle arrogance.
Det hele var en ”forudsigelig fiasko” – titlen på
min bog fra 2004 om Irak-konflikten og Danmarks rolle. Og den moralske
og intellektuelle fiasko fortsætter med denne skammelige tilbagetrækning.
Danmark er ikke en slyngelstat, vore regeringer opfører sig bare
sådan med folkeretsstridige bombningerne i Serbien, Afghanistan
og Irak og følgagtighed med den farligste slyngelstat. Denne
udenrigspolitik må ikke fortsætte i vort navn.
Iran må
ikke blive det næste offer
20. februar 2007
Medierne synes ikke at have lært et suk af bedragerierne forud
for USAs besættelse af Irak. For eksempel kører historien
om at den iranske præsident Ahmedinejad i 2005 benægtede
Holocaust og sagde at Israel skal udslettes fra verdenskortet. På
Internet findes der nu tilstrækkeligt mange oversættelser
og kyndige analyser af hans tale til et dementi og en beklagelse af
manglende kildekritik. Den kommer ikke for den psykologiske krig er
i fuld gang.
Iran, der til forskel fra Saddam og Israel hverken har invaderet eller
besat nogen, har endog meget betydelige energiproblemer. Dets egen olieproduktion
er af mange grunde faldet med årene. Dets raffineringskapacitet
er så lav at 40 procent af dets benzinbehov dækkes gennem
import. Der tales om at indføre rationering i marts for at bremse
yderligere forbrugsstigning.
Skønt Iran har verdens næststørste oliereserver
mener olieeksperter at Iran allerede i 2015 måske må ophøre
med at eksportere olie for at klare sine egen efterspørgsel.
Olieeksporten står i dag for 50 procent af regeringsindkomsterne.
Det er altså helt troværdigt at Iran ser atomkraft som en
nødvendighed. Hvad med atomvåben om et antal år?
Iran siger nej og har hverken forbrudt sig mod Ikkespredningsaftalen,
som det er medlem af, eller atomenergiagenturet, IAEA ,som det inspiceres
af – til forskel fra atomstaten Israel. Med en lille smule indlevelse
– mangelvare i Vestverdens politisk selvgode kredse – er
modspørgsmålet enkelt: Hvorfor skulle de ikke?
Israel, Indien og Pakistan har atomvåben, Irans største
fjende, USA, er pludselig blevet nabo på Iraks territorium. Sunni-shia
konflikten vokser og her står Saudi-Arabien med en mulig involvering
i Irak som Irans store udfordring. USA truer det konstant med krig.
Det er underrapporteret i medierne at atomvåben indgår i
USAs planlagte bombning af Iran.
Løsningen er at vi afskaffer alle atomvåben og ikke, som
medier og politikere, stirrer sig blinde kun på spredningen af
dem. Atomvåben vil spredes til stadigt flere så længe
de store har dem.
Den anden løsning er regimeskifte i USA.
Terrorismen –
et ubetydeligt problem
6. februar 2007
De fleste tror tilsyneladende på at terrorismen
lurer overalt. De accepterer derfor alverdens indgreb i deres frihed
og private livs fred. Men terrortruslen er desværre en 50% skamridning
af 11.september, 40% et resultat af Irakkrigen og højst 10% realitet.
Den statistiske risiko for at du skal blive offer for politisk terror
er lavere end for at din bedste ven skal myrde dig.
På en liste over årsagerne til at mennesker dør rundt
om på kloden ville terrorisme stå på mellem 50.-100.
plads efter sult, AIDS, hjerte- og karsygdomme, fedme, trafikdøden,
etc.
Foran mig i lufthavnen, et par med en baby. De skal drikke vællingen
selv for at vise at det ikke er gift! Man kan ikke længere have
tandpasta eller shampoo med om bord, men man kan købe toldfrie
sprut efter sikkerhedskontrollen. Så køber man en whisky
og vel om bord knuser den på toilettet har man et alvorligt mordvåben!
Det toldfrie salg skal ikke rammes!
Hver gang du sender en mail, surfer på internettet, køber
en bog, rejser til bestemte lande eller taler i telefon kan blandt andre
den amerikanske sikkerhedstjeneste registrere dig. Det er en afsindig
krænkelse af vore rettigheder, frihed og integritet.
Der findes næppe en IQ, der er så lav at den ikke kan opfinde
en terrorrisiko. Men folk accepterer absurditeten når ledere skræmmer
dem med at ”verden er farlig og vi beskytter dig”. Det er
ren ”frygt-ologi.” Terrorbekæmpelsen handler i stedet
om milliardbeløb i den nye sikkerheds- og overvågningsindustri
og om magthaveres grænseløse kontroldrifter.
Frygt leder til underkastelse og til et hårdt samfund uden tillid.
Det åbne samfund vil blive lukket.
De penge der bruges på ”krigen mod terror” skaber
mere terror og mindre demokrati. For en brøkdel af dem kunne
vi mindske de globale uretfærdigheder og angribe andre virkelige
årsager til terrorismen. Men først må vi sige nej
til tidens kyniske frygtologi og kræve en ny politik, der ikke
skaber terrorister, gør noget ved terrorismens grundårsager
og ikke angriber borgernes rettigheder og frihed.
Oprør mod
propaganda
Eller USA's atompolitik: Har vi en fri presse?
23.
januar 2007
Véd du at USA’s regering er den eneste, der mener det er
acceptabelt at anvende atomvåben mod lande der ikke selv har atomvåben?
Ved du at Washington for 5 år siden indførte en officiel
doktrin, der ophæver grundelementerne i den gamle afskrækkelsespolitik
og skal muliggøre at USA kan indlede, udkæmpe og vinde
en atomkrig? Ved du at Danmark spiller med og at Thule-basen er central
i dette?
Ved du at d’herrer Bush og Blair havde atomvåben med ved
invasionen af Irak i 2003 – de skulle bruges hvis irakiske soldater
havde anvendt kemiske eller biologiske våben. Ved du at atomvåben
indgår i Bush’ planer for en fremtidig mulig bombning af
Iran?
Ved du at Nordkorea – som propagandamaskinerne kyser dig til at
tro er en fare mod verdensfreden - har militærudgifter på
1 procent af USAs? Vidste du at Saddam Hussein brugte 1 dollar på
sit militær hver gang USA og England tilsammen brugte 330?
Har du lagt mærke til at ordet terror siden 11. september udelukkende
bruges om smågrupper som Al Queda og aldrig om regeringer som
den amerikanske, der systematisk inkluderer civile ofre i sin militaristiske
politik? Har du fået forklaret hvorfor ordet ”terror”
aldrig knyttes til atomvåben og ”terrorbalancen” er
forsvundet fra vore medier? Eller vidste du at Clinton-administrationen
byggede den største amerikanske militærbase siden Vietnam
i Kosovo lige efter at NATO havde bombet Serbien?
Gad vide hvorfor medierne aldrig diskuterer disse ting – specielt
ikke hvad det betyder for Danmark at vi er allierede med atomstater?
Vidste du for resten at NATO forbeholder sig retten til at være
den første til at bruge atomvåben?
Har du tænkt over hvorfor man heller aldrig taler om disse ting
i skolen? Og hvorfor den politiske debat er renset for den slags?
Hvis vi havde en friere presse og mindre selvcensur ville du vide disse
ting. For vore børns og børnebørns skyld skal vi
gøre oprør mod propaganda og løgn og mod deres
tarvelige følgesvend, fortielsen.
Global journalistik
10 januar 2007
De
fleste aviser har forskellige nyhedsniveauer - lokalsider, indenrigssider
og udenrigssider. Men ingen har globalsider. De har også tematiske
sider - sport, kultur, økonomi, osv. Men ingen har sider om forsoning,
tolerance, konfliktløsning og fred; vold gennemsyrer det meste.
Globalsider ville prioritere de store problemer menneskeheden står
overfor og i fællesskab må løse. I flæng kunne
man nævne fattigdommen, forureningen, atomvåbnene og krigen
som institution, energi og forbrug, globaliseringen og terrorismens
årsager. Og derpå relatere dem til os selv.
De ville også dække globale organisationers virke, frem
for alt f.eks. globale folkelige initiativer som Det Sociale Forum og
f.eks. ASEAN, OIC, AU og især FN. Perspektivet ville være
den lange fremtid og ikke bare dagens begivenheder, de mulige bedre
fremtider og ikke kun dagens katastrofer; civilisationers perspektiv
og ikke lille Danmarks eller Europas.
For nylig kom den knusende alvorlige Stern-rapport om det globale klima.
TV-Avisen brugte omkring 30 sekunder på den efter et længere
indslag om fodboldhooliganer på Sjælland. Så kom vejrudsigten
med en dumsmart kommentar om at morgendagens vejr forhåbentlig
ville se mere positivt ud.
Sammenlignet med for 20 år siden har vore medier i dag færre
reportere ude i verden. Der er færre spaltemeter og minutter til
internationale spørgsmål. Selv store gedigne medier har
1-2 udenrigssider og 4-6 om sport. Avisernes udenrigssider ligner til
forveksling hinanden: de samme klippede og redigerede historier fra
de samme – altid vestlige – nyhedsbureauer.
Det eneste reelt eksisterende samfund er det globale, menneskehedens
fælles verden. At forstå og formidle dét er en enorm
journalistisk udfordring. Er det ikke paradoksalt så provinsielle,
næsten selvoptagne, vi er blevet netop i globaliseringens tid?
Er vi mon så bange for den globale fremtid at vi stikker hovedet
i sandet?
Indtil vi får globaljournalistik må vi ty til Internet.
Rigtigt brugt er det det eneste globale medie. Og det er endnu frit.
Ubegribeligt at det stadig ikke afspejles i vore medier!
Verdensbevægelse: Ryg volden ud!
12. december 2006
Det er skadeligt at ryge, både for
den rygende selv og for omgivelserne. I de senere år ar vi oplevet
en række tiltag og en forbløffende hurtig forandring i
opinionen. Videnskaben har påvirket hvordan mennesker tænker
og beslutningstagere og institutioner skifter normer: Rygning er farligt
og skal begrænses!
Der er mange ligheder mellem vold og rygning. Vold skader ikke bare
den det går ud over; den afhumaniserer også voldsudøveren
. Stikord: Abu Ghraib. Bag volden står, som i tobaksindustrien,
meget betydelige økonomiske interesser – det der ofte kaldes
det militær-industrielle kompleks og ”dødens købmænd,”
våbenhandlere og krigsmagere.
Min rygning/voldsudøvelse er heller ikke så voldsom eller
forkert som ”de andre” gør den til. De klare forskelle
lader vi lige ligge.
Tænk nu hvis vi kunne få en verdensbevægelse mod vold.
For hvornår så du sidst et klart eksempel på at en
situation eller hele verden blev bedre takket være brugen af vold?
Du ser på nyhedernes voldsparade og tager parti for en af parterne.
Hvis Du er for Israel, så er palæstinensisk vold grusom
og Israels ret OK. Du fordømmer én part men aldrig volden
selv på begge sider. Dermed gør Du vold legitim og overser
ikkevoldens muligheder.
Vold avler vold. Tænk hvis vi fordømte den og ikke parterne.
Tænk hvis alle kun brugte fredelige midler.
Hovedårsagen til det patologiske overforbrug af vold i verden
er ikke ondskab men mangel på viden, dannelse og etik. Vi er alle
konfliktanalfabeter. Hverken uddannelse eller medier giver kundskab
og metoder til konfliktløsning. Og konfliktanalfabeten elsker
myten om volden som det vigtigste middel.
FN-Erklæringen er menneskehedens vigtigste fællesdokument.
Få har læst og færre respekterer den. Den siger at
krig skal afskaffes og at fred skal skabes med fredelige midler. Alle
medlemsstater bør fastholdes på dét.
Lad os starte en verdensbevægelse mod al vold og for fred med
fredelige midler.
Lad os ryge volden ud inden den kvæler os alle!
Burundi - en god
historie fra Afrika
20. november 2006
Nyheder betyder
dårlige nyheder, oftest. Afrika betyder håbløshed,
altid. Freds- og konfliktjournalistik har ikke en chance over for krigsreportage,
heller ikke når freden bryder ud fra krigens ”normalbillede.”
Jeg har arbejdet periodevis i Burundi de sidste 6 år. Historien
om fred i Burundi er nærmest mirakuløs, men venter stadig
på at blive fortalt af BBC, CNN eller nogen med kreativitet snarere
end millionbudgetter.
I det burundiske udenrigsministerium fortalte man mig forleden at der
findes én computer med Internetforbindelse. Regeringen har endnu
ikke en hjemmeside.
Afrikas måske vigtigste historie om hutuers og tutsiers kamp for
at genvinde freden bliver altså ikke fortalt. Og bliver den ikke
det, kommer der heller ikke tilstrækkelig humanitær bistand
og anden hjælp. Og gør der ikke det, falder man nok tilbage
i et nyt folkemord. Men så kommer journalisterne som gribbe.
Burundi er det tredjefattigste land i verden, gennemsnitsindkomsten
per indbygger er 1000 kroner. Om året! I 1990erne tog folkemordets
vanvid 300.000 af dem og raserede økonomien, inklusive eksporten
af verdens bedste kaffe. Nelson Mandela og andre mæglede og man
fik en fredsaftale. Få gav den en chance.
På fem år har man dog gjort det umulige, f.eks. fået
en ny grundlov, demobiliseret titusinder af voksen- og børnesoldater
og haft 5 velordnede valg fra kommune- til præsidentniveau. FNs
fredsmission har gjort en fantastisk indsats og FNs nye Fredsbyggende
Kommission sætter fokus på Burundi. En sandheds- og forsoningskommission
kommer. Præsident Nkurunziza er forhenværende soldat og
nykristen, ukorrumperet og umådeligt populær. Vigtigst af
alt: hutuer og tutsier er kommet langt i retning af forsoning takket
være historiske ritualer og sund fornuft.
Fred og udvikling er dog ikke sikret. I hvert af disse fredsår
har verden desværre givet Burundi mindre end 50% af den nødvendige
humanitære bistand på skallede 120 millioner dollar. Men
hvis Burundi får hjælp nu og nogen gør en journalistisk
indsats vil håbet vokse.
Næste år bør Nobels fredspris belønne Burundis
7 millioner fredskæmpende mennesker.
Kosovos fremtid
kræver kreativitet
27. oktober 2006
Da NATO i 1999
havde bombet Kosovo væk fra Serbien overtog EU, NATO, OSCE under
FNs ledelse provinsen. Serbiens embedsmænd og teknikere blev smidt
ud. Det internationale samfund havde dog ikke en anelse om hvad man
skulle gøre med Kosovo/a på langt sigt. FNs Sikkerhedsråds
resolution 1244 siger intet om at det skal blive en selvstændig
stat. EU og USA har faktisk sat sig selv i fængsel i Kosovo.
Serbien ønsker at Kosovo får en exceptionel grad af beslutningsret,
i praksis en selvstændig stat men inden for landet grundlov og
grænser. Albanerne vil have total selvstændighed med hær
og udenrigspolitik.
De nuværende forhandlinger om selvstændighed er dødfødte
fordi en sådan kun kan påtvinges Serbien. Derfor må
der findes nye løsninger nu. De må overskride albansk offerpsykologi
og EU/USA’s behov for at dække over egne dumheder. For eksempel
kunne Kosovo blive:
- et international protektorat/forvalterskab under FN i mindst 10 år;
- et kondominium - to landes fælles administrerer af en tredje
enhed;
- objekt for en regional flerårig konference med alle relevante
parter, der diskuterede provinsens mulige fremtid og kvalitet unde ét;
- delt i en nordlig serbisk og resten albansk del (vil dog medføre
store folkeomflytninger);
- en speciel EU-region eller kondominium mellem Serbien og EU;
- som Hongkong: en stat, to systemer;
- opdelt i kantoner som Schweiz med stor selvstændighed i hver;
- selvstændigt men inden for en kon-federation af Serbien, Kosovo
og Montenegro;
- forskellige kombinationer af disse.
Hvis Kosovos selvstændighed alligevel gennemtvinges bør
der udbetales Serbien omkring 100 milliarder dollars i erstatning for
sanktionerne og for NATOs bombninger, andre milliardbeløb for
7 års ubetalt leje for ejendomme, som FN, NATO etc. bare overtog
i Kosovo og for den gigantiske amerikanske militærbase dér
samt udloves omgående medlemskab af EU til både Serbien
og Kosovo. Og så skal der massiv hjælp til den halve million
serbere i Serbien, der er blevet fordrevet fra Kroatien, Bosnien og
Kosovo – Europas største og mest fortiede flygtningeproblem.
Krigspolitik i
Kosovo
16. oktober 2006
Kosovo-konflikten
kommer snart tilbage. I de tidlige 1990ere kunne man have fundet en
nogenlunde acceptabel løsning, men ikke i dag. Lederen for Kosovos
store undertrykte albanske majoritet, Dr. Ibrahim Rugova, var tilhænger
af ikkevold og ønskede et selvstændigt Kosova uden en hær.
Jeg var dengang rådgiver og uformel mægler mellem ham og
regeringen i Beograd.
Men fra 1993 gik Vesten – med den tyske efterretningstjeneste
og CIA i spidsen – bag ryggen på ham og hjalp ekstremister
med at skabe den Kosovo-Albanske Befrielseshær, KLA, som skulle
tirre Milosevic. Han gik i fælden, og i 1998 udbrød regelret
krig. Så kom NATO’s folkeretsstridige bombninger i foråret
1999, forestået af NATO’s daværende generalsekretær,
Javier Solana – hurtigt derefter forfremmet til EU’s udenrigspolitiske
leder.
Clinton og Solana bombede Kosovo bort fra Serbien, tog 110% parti for
albanere og overdrog provinsen til det internationale samfund. Albanerne
er derfor i deres gode ret til at forvente at Kosovo skal blive selvstændigt
nu.
Men der er ingen fred, forsoning eller udvikling i området i dag
– men flotte politiske facader. Arbejdsløsheden er 70%,
angsten og hadet uformindsket. Kosovo er de mest kriminaliserede kvadratkilometer
i Europa. Størstedelen af provinsens serbere blev fordrevet uden
at Solana eller andre løftede en finger. KLA har fremprovokeret
krige i Syd-Serbien og i Makedonien. Kosovos”statsminister”
(uden stat) Agim Ceku var hjernen bag KLA og ledende officer i Kroatiens
hær da den fordrev 250.000 uskyldige serbere fra Kroatien i 1995.
Serbien er den eneste republik, der har gjort op med sin krigstidsleder,
Milosevic, men serberne skal fortsat føle kollektiv skyldige.
Hvis Kosovo bliver selvstændigt, hvorfor skulle serberne og kroaterne
i Bosnien, serberne i Kroatien, albanerne i Makedonien og serberne i
Montenegro ikke også få selvstændighed? Hvorfor ikke
Baskien, Korsika, Tibet, Tjetjenien, Okinawa, Taiwan, Kurdistan, Kashmir,
Sydossetien eller Abkhazia?
Selvfølgelig er der alternativer til denne principløse
politik. Herom i en senere artikel.