TFF logo TFF logo
Middle East 2007
MIDDLE EAST Sitemap Areas we work in Resources Columns and art

Publications

About TFF

Support our work

Search & services

Contact us

 


Kucinich's Plan for Irak

Et brev til USA's Kongres

Af

Dennis Kucinich, (D) Ohio

110th CONGRESS, 1st Session H. R. 1234
To end the United States occupation of Iraq immediately.
IN THE HOUSE OF REPRESENTATIVES
February 28, 2007


På TFF's hjemmeside 29. maj, 2007

Den originale version

Kære venner,

I november 2006, efter en bølge af vold i Irak, flyttede det amerikanske folk sig afgørende, idet de forkastede det republikanske styre, først og fremmest på grund af krigsførelsen. Demokratiske ledere forstår at kontrollen over Kongressen blev vundet på grund af situationen i Irak. Imidlertid søger Kongressen to måneder senere efter en plan at samles om for at fremskynde afslutningen af USA's involvering i Irak og hjemsendelsen af 140 000 amerikanske soldater.

Der er et tvingende behov for nye indfaldsvinkler på Irak-problemet: Erkendelse af den forfærdelige tilstand befolkningen befinder sig i; erkendelse af det falske og illegale grundlag for at angribe landet; den aktuelle situation der viser umuligheden af en løsning med militære midler; det presserende ansvar USA har, som den skyldige i kaoset, for at bruge diplomati og international lov til at opnå stabilitet i hele Irak. Kun en proces der genopretter fred og stabilitet i Irak muliggør en værdig hjemkomst for vorer soldater.

Regeringen lægger op til eskalering af konflikten. Den vil øge antallet af soldater til et aldrig tidligere set niveau uden at fastlægge en afslutningsdato for den såkaldte troppe-bølge. Eskalering betyder per definition en fortsættelse af besættelsen, flere dræbte soldater og civile, mere vrede mod USA, mere støtte til modstanden, mere ustabilitet i hele regionen. Altså en forlængelse af krigen på et tidspunkt hvor der er generel enighed i det internationale samfund om at løsningen i Irak må være politisk og ikke militær. Irak fungerer i dag som træningsområde for oprørere, der øver sig på kamp mod vores soldater.

Der er brug for en omfattende politisk proces. Og beslutningen skal ikke tages af præsidenten alene.

Kongressen, som en ligebyrdig del af styret, har ansvar for at medvirke til initiering af denne proces. Konstitutionens artikel 1, sektion 8 giver kongressen magten til at føre krig. Kongressen bevilliger pengene til krig. Den opfylder ikke sin forpligtelse overfor det amerikanske folk ved blot at erklære sig imod troppe-forøgelsen i Irak.

Der er 140 000 soldater i Irak lige nu. Hvad sker der med dem? Hvornår kommer de hjem? Hvorfor skal vi lade dem blive i Irak, når vi har penge til at bringe dem hjem? Præsidenten vil anmode om flere penge til krigen. Hvorfor skal kongressen bevillige flere penge til krig i Irak præsidenttiden ud - en omkostning på mindst 2 milliarder dollars samt tusindvis af dræbte soldater - når militære eksperter siger at en militær løsning ikke er mulig? Vores soldater står op for os ude i verden; vi må stå op for dem i den lovgivende forsamling og bringe dem hjem.

Det er simpelthen utroværdigt at udtale sig imod krigen og samtidig fortsætte at finansiere den. Den selvmodsigelse går som en brudlinje gennem vores politik, den underminerer offentlighedens tillid til den politiske proces og til de af folket valgte repræsentanter. Er man modstander af krigen kan man ikke stemme for at finansiere den!

Har man penge til at bringe tropperne hjem eller til at rejse en retssag om krigen, så kan man ikke sige soldaterne skal hjem, samtidig som man bevilliger yderligere beløb for at holde dem i Irak, i en krig som ikke kan vindes militært. Derfor bør regeringen nu få besked om at kongressen ikke dette forår vil godkende bevillinger på over 1160 mia. dollars til en forlængelse af besættelsen og krigen i Irak. Fortsættelsen af krigsfinansiering er ikke en plan, det er fortsættelsen på en katastrofe.

USA sendte soldater til Irak uden et klart formål. Vi har skabt et finansielt, militært og moralsk dilemma for vores land, og nu snakker vi om Irakkrigen som vores problem. Irakerne har vi helt glemt. Deres land er tilintetgjort: 650 000 dræbte (iflg. Lancet-rapporten om dræbte mellem marts 2003 og juli 2006); total opløsning af landets sociale struktur; fuld borgerkrig; mangel på mad, bolig, elektricitet, rent drikkevand og sundhedsydelser. Og dette fordi denne regering, med kongressens aktive deltagelse, bemyndigede krig - uden grund, uden samvittighed, udenfor international ret.

USA tænker på løsningen af dets militære, strategiske, logistiske og politiske problemer. I USA kan vi beslutte hvordan vi vil løse vores egne problemer, mens den irakiske befolknings problemer rækker langt, langt ud i fremtiden. Der kræves intensiv fokusering på processer der kan stabilisere Irak. Ved at løse det irakiske problem løser vi vores eget. Enhver plan for Irak må først og fremmest omfatte det irakiske folks betingelser og behov. Den må berede vort land muligheder og midler til bod for den begåede alvorlige uret og således genvinde USA's troværdighed og lykkelige plads i det internationale samfund.

Jeg fremlægger sådan en plan i dag. Den er et svar på et flertal af amerikaneres bekymring. Når kongressen på tirsdag genoptager sit arbejde, vil jeg fremlægge den for ledelsen og medlemmerne som eneste gennemførlige og bæredygtige alternative til Bush-regeringens politik om fortsat besættelse og eskalering af krigen. Kongressen må vide at den ikke bare kan stå som passiv tilskuer til vores soldaters og uskyldige irakeres død.  



Her følger punkterne i Kucinich's Plan:

1. USA meddeler at det vil afslutte besættelsen, lukke militærbaserne og trække sig tilbage.
Oprøret er blevet næret af besættelsen og af udsigten til at den vil vare længe, noget som anlæggelsen af permanente baser indikerer. En USA-erklæring om at man vil trække soldaterne ud og lukke baserne, vil i sig selv dæmpe opstanden som har sin inspiration i  modstanden mod kolonisering og kampen mod invasionsstyrkerne og dem der støtter USA's politik. Det ville også åbne for at parter inde i Irak og i hele regionen kan organisere et forum for forhandlinger der kan lede til en fredelig løsning.

2. USA meddeler at det vil anvende eksisterende midler til at trække soldater og krigsudstyr hjem.
Den 1. oktober bevilligede kongressen $70 mia. til fordel for krigen. Penge herfra og fra andre Department of Defense/Pentagon-konti kunne bruges til at finansiere soldaterne i felten de nærmeste måneder og til at finansiere deres hjemsendelse (som beregnes at koste 5 – 7 milliarder dollars), mens der forhandles om en politisk ordning og træffes forberedelser til overgangen til internationale sikkerheds- og fredsbevarende styrker.

3.  Der gives ordre om samtidig tilbagetrækning af alle USA-baserede firmaer og overdragelse af al kontraktarbejde til den irakiske regering.
Kontraktarbejdet har været præget af korruption i verdensklasse, med entreprenører der stjæler fra USA's regering og snyder det irakiske folk ved at tage overpris for sine kontrakter og betale højst 5% til de irakiske underleverandører. Genopbygningen må reorganiseres og nøje overvåges i Irak og af den irakiske regering med assistance fra det internationale samfund. Den massive korruption, der relaterer til de amerikanske entreprenører, bør komme til grundig undersøgelse ved kongres-komiteer og føderale særdomstole. Manglen på konkrete forbedringer i Irak, manglen på regnskab over milliarder af dollars - mens millioner irakere hverken har fået økonomisk støtte eller ordentlig beskæftigelse - råber til himmelen om
retfærdighed.

4. Indkald til en regional konference med det formål at udvikle sikkerhed og stabilitet i og omkring Irak.
Fokus skal være på en proces til løsning af Iraks problemer. Således bør USA tale til det internationale samfund: "Dette er vores politik og vi ønsker at I kommer og hjælper os med at gennemføre den". Det internationale samfund kan godt have interesse i at hjælpe Irak, men det har ingen interesse i at deltage i en forfejlet USA-politik.

Et skift væk fra unilateralisme og hen imod samarbejde vil berede mulighed for at opdage områder for fælles omsorg for Iraks lidelser. FN er det bedst egnede forum. Fra generalsekretærens kontor kan man appellere til alle de lande der har interesse og indflydelse, de 5 permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet, EU og samtlige arabiske stater. Afslutning af USA's besættelse og nedlukning af militærbaserne må nødvendigvis gå forud for en sådan konference. En ændret USA-politik, med engagement i det irakiske folks velfærd, vil skabe en stærk motivation hos de andre lande for at deltage.

Det er velkendt at visse lande kan se Iraks instabilitet som en chance, men der er til stadighed risiko for at borgerkrigen truer stabiliteten i hele regionen. En snarlig afslutning af besættelsen vil skabe gennembrud for samarbejde mellem USA og FN, mellem FN og de andre lande i regionen. Vigtige deltagere i en sådan regionalkonference må være Iran, Syrien, Saudi Arabien og Jordan.

5. Forbered en sikkerheds- og fredsbevarende styrke til at rykke ind og erstatte de hjemsendte USA-soldater.
FN spiller en uundværlig rolle her, en rolle den ikke kan spille så længe USA står som besættelsesmagt i landet. FN er den eneste internationale organisation der kan mobilisere og har legitimitet til at udsende fredsbevarende styrker. FN er stedet til at udvikle processen, til at opbygge politisk konsensus, udstikke en politisk aftale, gøde jorden for den fredsbevarende opgave, udarbejde grundlaget for den aftale der sætter punktum for besættelsen og initierer overgangen til international fredsbevarende aktivitet. Processen vil tage tid, mindst tre måneder fra det at USA har meddelt sin hensigt om at afslutte besættelsen.

USA er nødt til at finansiere en fredsbevarende mission, der dog ikke vil kræve så store styrker. 50% af disse styrker skal komme fra lande med en stor muslimsk befolkning. De internationale styrker skal blive i landet indtil den irakiske regering selv kan stå for sin sikkerhed. FN kan initiere en international fredsbevarende styrke, men en sådan kommer ingen vegne med mindre der er en fred at bevare; og det vil afhænge af, om en politisk proces opnår klare aftaler mellem alle irakiske parter. Sådan en aftale vil også reducere antallet af soldater der bliver behov for.

Ifølge FN-kilder krævede den fredsbevarende styrke i Kongo, der er 4 gange så stort som Irak, 20 000 soldater. Man må huske at FN ikke mobiliserer hurtigt fordi det er afhængigt af de regeringer der skal sende tropperne, og regeringer er langsomme. FN's ambition er at kunne sende tropper ud med 90 dages varsel. Men uden en sikker aftale mellem alle parter kan FN intet gøre, idet landene i så fald ikke bevilliger soldater til missionen.

6. En national forsoningsproces skal finansieres og udvikles.
Forsoningsprocessen skal begynde med en national konference organiseret af FN og med deltagelse af alle de parter der har interesse og indflydelse på forsoningsprocessen. Denne må åbne op for drøftelse af alle klagepunkter, for veje der leder til gennemskuelige samtaler hvor sandheden kommer frem og hvor man finder tilfredsstillende løsninger. Den irakiske regering har vist tegn på at den ønsker en forsoningsproces, udtalt sådan at modstanderne til regeringen skulle sadle om og tilslutte sig den. Men forsoning må ikke
forveksles med kapitulation, eller med omgrupperinger til beskyttelse af nogens magt.

For eksempel har kurderne behov for forsikring om at deres autonomi vil blive respekteret, det vil overflødiggøre at de søger sammen med religiøse shiaer for at beskytte sig. Problemet i Irak er at hver gruppe lever i frygt. Shiaerne, som er i majoritet, frygter at deres flertal alligevel ikke vil sikre dem ret til at regere, kurderne er bange for at miste den autonomi de har opnået, sunnierne tror at de fortsat vil blive tvunget til at betale for Saddams synder.

En forsoningsproces, som bringer folk sammen, er den eneste måde at overvinde al den frygt på og forlige dem med hinanden på trods af deres forskelligheder. Det er væsentligt at skabe et minimum af forståelse mellem de tre store folkegrupper i Irak.

Men hvordan kan forsoningsprocessen oprettes når der er så meget mistillid, og når den etniske udrensning er tiltagende. Politiet bliver betalt af USA men får sine ideer fra Teheran. Det fungerer som religiøs milits, og det kæmper for shiitisk overherredømme med indenrigsministeriets medvirken. 2 – 3 million mennesker er blevet på flugt inde i Irak og til udlandet. Når nogen mister et familiemedlem, en elsket person, en ven, er den første reaktion sandsynligvis at forsoning ikke er til at tænke på.

Og det er svært at gennemføre forsoning når en eller flere parter tror på en total sejr for dem selv. Shiaerne, nogle simpelthen ude efter hævn, tror de kan vinde fordi de reelt har USA's støtte. Et ophør af besættelsen vil derfor forbedre chancen for at finde en ordning mellem shiaerne og sunnierne, med hjælp af internationale fredbevarere. Som det er nu, med USA i ryggen, ejerskabet af det meste af olien, våben og skjult støtte fra Iran, har de lidt interesse i at forliges med dem de anser som Baath-tilhængere.
Sunnierne anser at de har erfaring, som Saddams tidligere hærsoldater; og så kan de stille op med en halv million oprørere. Sunnierne har så meget ekspertise og motivation, at de tror de kan vinde over shia-regeringen så snart amerikanerne forlader landet. Men tilskyndelse til sunni-hævn kan og skal holdes i skak af de internationale fredsbevarere.
Den eneste vej hen imod forsoning er gennem en politisk proces. Alle fraktioner og oprørere – som er uden Al-Qaida forbindelse – skal bringes sammen i en ubøjelig forhandlingsproces, hvori også saudier, tyrkere og iranere skal indgå.

7. Genopretning og arbejde.
Genstart det forfejlede genopbygningsprogram i Irak. Rekonstruer vejene, skolerne, hospitalerne og de andre offentlige faciliteter, ligesom husene og fabrikkerne; og lad arbejde og jobtræning gå til de lokale irakere.

8. Erstatninger.
USA og Storbritannien har en høj moralsk forpligtelse til at sætte fredsprocessen i gang gennem at indføre et program med væsentlige erstatninger til den irakiske befolkning - for tab af liv, for fysiske og psykiske skader, for ødelæggelsen af ejendom. Et særligt program for at redde titusindvis af forældreløse børn fra et liv i armod bør sættes i gang. Alt dette er vigtigt hvis en forsoning skal blive mulig.


Ville du læse dette nu
hvis det ikke var nyttigt for dig?

Så tænk på arbejdet bag og støt TFF nu!


9. Politisk suverænitet.
Sæt en stopper for mistankerne om at USA's invasion og besættelse var påvirket af ønsket om at vinde kontrol over Iraks olieværdier - ved A) at stoppe initiativerne til privatisering af den irakiske olie og de andre nationale interesser, og B) ved at holde inde med de aktuelle forsøg på at ændre Iraks grundlove for lettere at kunne gennemføre privatiseringer.

Ethvert forsøg på at sælge Iraks olieværdier under den amerikanske besættelse, vil udgøre en alvorlig hindring for en fredelig løsning.
Den aktuelle irakiske forfatning giver olieindtægterne til regionerne, mens den centrale regering intet får. Der må gennemføres en rimelig fordeling af olieressourcerne. Man må oprette en irakisk National Olieforvaltning, der kan garantere at olieindtægterne anvendes til at skabe fungerende infrastruktur og finansielle mekanismer, der beskytter den irakiske befolknings ret til dens egne rigdomme.

10. Iraks økonomi.
Gå i gang med at stabilisere priserne på fødevarer og energi til det samme niveau det havde inden USA's invasion og besættelse. Det vil forhindre de igangværende forsøg på hele tiden at højne priserne, dét i en tid hvor de fleste irakere ikke ejer midler til at tilfredsstille deres umiddelbare behov.

11.  Økonomisk suverænitet.
Arbejd sammen med Verdenssamfundet for at genoprette Iraks finansielle helhed, uden Valutafonden eller Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer.

12. Internationalt Sandheds- og Forsoningsarbejde.
Opret en sandheds- og forsoningspolitik mellem befolkningerne i USA og Irak. I 2002 stod jeg i spidsen for Repræsentanternes Hus mod Bush-regeringens planer om at gå i krig i Irak. Jeg samlede 125 demokrater der alle stemte imod krigsbeslutningen. Den analyse jeg fremlagde på daværende tidspunkt, står i sin fremsynethed i skarp kontrast til vurderingerne fra mange af dagens præsidentkandidater. Ligesom den forsigtighed, jeg for 4 år sidenså indtrængende anmodede om, var på sin plads, så er den plan jeg i dag fremlægger særdeles mulig at gennemføre; og den svarer til det amerikanske folks vilje, som det kom til udtryk i november-valget 2006.

Vi lever i en tid der kræver klarhed og fremsynethed. En tid der kræver en ny retning og en ny politik i Irak, én med ære og værdighed, én der beskytter vores soldater og redder irakiske liv. Og én der retter op på vores forhold til irakerne og til resten af verden.

Tak!
Denis Kucinich

 

Oversættelse ved Doris Kruckenberg

*

Copyright © TFF & the author 1997 till today. All rights reserved.

 

Tell a friend about this TFF article

Send to:

From:

Message and your name

Get free TFF articles & updates


MIDDLE EAST Sitemap Areas we work in Resources Columns and art
Publications About TFF Support our work Search & services Contact us


The Transnational Foundation for Peace and Future Research
Vegagatan 25, S - 224 57 Lund, Sweden
Phone + 46 - 46 - 145909     Fax + 46 - 46 - 144512
www.transnational.org

© TFF 1997 till today. All righs reserved.