Irans nukleare
program
og den regionale sikkerhed
Farhang
Jahanpour, TFF Associate
30. maj, 2007
Først udgivet af ORG,
The Oxford Research Group. Opdateret tekst fra april 2007.
Det følgende er en skrevet udgave af et foredrag - givet af Farhang
Jahanpour d.16 marts, 2007, til Oxford Research Group (ORG) og Royal United
Services Institut (RUSI) - og tituleret. "Hvorledes vil en beslutning
fra Storbritannien om at udskifte Trident påvirke den aktuelle atomspredningsangst?
Regionale og globale perspektiver."
Admiral Richard
Cobbold, ærede gæster, mine damer og herrer!
Denne uge blev to vigtige atomrelaterede beslutninger taget, én
nationalt, den anden internationalt. For to dage siden (14. marts, 2007)
stemte det britiske parlament, med stor majoritet, for at udskifte Trident
til en pris mellem 20 og 70 mia. pund. Samtidig var de fem permanente
medlemmer af Sikkerhedsrådet åbenbart nået til enighed
om strengere sanktioner mod Iran, for dette lands beslutning om at fortsætte
sin små-skala berigelse af uran, til hvad det betegner som fredeligt
brug.
I forrige århundrede, det blodigste i menneskets lange historie
her på jorden, blev to verdenskrige udkæmpet, hovedsageligt
mellem civiliserede vestlige lande, med millioner og atter millioner af
uskyldige menneskers død som følge; men skønt mange
lande blev totalt ødelagt, overlevede menneskeheden.
Men afslutningen af 2.Verdenskrig så USA gøre brug af en
ny kategori våben, én der vil være i stand til at sætte
punktum for den menneskelige civilisation, som vi kender den. Bomben,
med det groteske tilnavn 'Little Boy', der jævnede Hiroshima med
jorden 6.august 1945, var en uranbombe som umiddelbart dræbte mellem
70 000og 130 000 mennesker, og mange tusind flere senere. "Fat Man",
bomben der sprængte Nagasaki i luften tre dage senere, var en plutoniumbombe;
den dræbte omgående 45 000. Sådan som udviklingen af
atomvåbnene har været siden da, tager de to bomber fra 1945
sig i dag ud som det rene legetøj.
Indtil nu har verden været skånet for svøben af en
tosidet atomkrig, skønt ved et par tilfælde har vi været
nær 'Armageddon'. Berlins belejring, den cubanske missilkrise, Yom
Kipur-krigen, den russiske invasion af Afghanistan og truslen mod oliereserverne
i Den Persiske Golf har været øjeblikke hvor dirrende fingre
har nærmet sig atom-knappen. Fejlberegninger var en alvorlig trussel
med den indbyggede fare for at bruge atomvåben. Dog, på den
kolde krigs højde var den skrækkelige ide om MAD (Mutual
Assured Destruction, "gensidigt sikret ødelæggelse")
det der afholdt de to supermagter fra at overskride grænsen og begå
dobbelt selvmord.
Siden den kolde krigs ophør har en falsk følelse af sikkerhed
desværre bedøvet folks bevidsthed, og spredning, modernisering
og opgradering af disse forfærdelige våben har ikke vakt den
forholdsmæssige frygt og uro i befolkningerne og hos politikerne.
Folks relative uinteresse i den parlamentariske debat, omkring fornyelsen
af Trident, sås tydeligst i og med at kun én af de store
aviser dækkede voteringen i parlamentet på forsiden. Spredning
af atomvåben er meget farlig, og muligheden for brug af dem i fremtidens
konflikter er ikke udryddet. Ja, netop at muligheden for at bruge de taktiske
atomvåben findes, har gjort situationen yderligere akut.
Nogle centrale artikler i Ikkesprednings-aftalen NPT
Frygten for spredning af atomvåben førte til Ikkesprednings-aftalen
(NPT), som blev underskrevet i London, Washington og Moskva 1. juli 1968,
og den blev ratificeret i de fleste lande og gennemført 5. marts
1970. (1) Den har været en af de succesrigeste militære aftaler
der nogensinde er blevet underskrevet. I den indgår flere lande
end i nogen anden våbenkontrol- eller nedrustningsaftale, og landene
har stået fast ved den, med undtagelse af atom-magterne. Kun fire
lande er ikke med i aftalen: Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea –
og de har alle udviklet kernevåbenarsenaler.
Det der er af betydning i NPT-Aftalen er at det ikke blot er en ensrettet
vej. Den appellerer ikke kun til de involverede lande om ikke at udvikle
atomvåben, den fremholder også for atommagterne skal afskaffe
sine nukleare arsenaler og bevæge sig hen imod en atomvåbenfri
verden. Aftalen begynder således: "Tager vi i betragtning den
enorme ødelæggelse en atomkrig ville påføre
hele menneskeheden, og den derfor konsekvente nødvendighed af at
lægge alle kræfter på at afværge en sådan
krig og vedtage metoder for at garantere folkenes sikkerhed..."
Det er vigtigt at vi nu husker hinanden på hvad de vigtigste artikler
faktisk siger:
• NPT-Aftalens artikel 1 slår
fast at de fem atomvåbenmagter USA, Rusland, Kina; Storbritannien
og Frankrig ikke må videregive nogen form for våbenteknologi
til andre.
• Artikel 2 fastslår det samme i modsat retning, nemlig at
ingen må modtage nogen form for
atomvåbenteknologi fra lande der har denne teknologi, eller på
anden måde tilegne sig det.
• Artikel 4 tillader ikke blot
atomenergi til fredelige brug, men siger desuden at ethvert land har "ubrydelig
ret" til at forske, udvikle, producere og udnytte atomkraft fredeligt,
så længe Artikel 1 og 2 bliver overholdt. Den slår yderligere
fast at alle parter må udveksle udstyr, materialer, videnskab og
teknologi med hinanden, når det er til fredelige formål.
• Artikel 6 gør det obligatorisk
for atommagterne at gradvist nedlægge sine atomvåben. Aftalen
slår fast at alle lande burde stræbe efter at forhandle sig
frem til metoder der fører til afslutning af det nukleare kapløb
og "opnåelse af nuklear ned- og adrustning".
Mens atommagterne har arbejdet hårdt på at holde andre lande
fra at få fat i kernevåben, har de ikke overholdt deres egen
del af handelen, nemlig at afvikle deres egne våben. Tvært
imod; de har udviklet og opgraderet disse våben og gjort dem lettere
at håndtere på slagmarken. Det er sørgeligt; men 37
år efter at aftalen blev ratificeret, er antallet af lande der har
atomvåben øget, mindst fire andre er kommet med i klubben.
Nogle brud på NPT-Aftalen
Bortset fra de bestemmelser i NPT-Aftalen der påbyder landene at
afskaffe sine kernevåben, har der været et antal andre regler
der understøtter disse krav:
a) Den Internationale Domstol fra 1996 fastslår: "Der stilles
krav på, med god vilje, at nå til en afslutning af forhandlinger
der kan føre til nuklear nedrustning i alle aspekter, under strikt
og effektiv international kontrol." Atomvåbenmagterne har ignoreret
dette punkt.
b) USA har yderligere overtrådt aftalen med sine planer om at udvikle
'Reliable Replacement Warhead', en ny type atomstridsspidser som udvider
dets nukleare arsenal. (2) USA, og muligvis også Rusland, udvikler
desuden taktiske atomstridsspidser med udarmet uran.
c) Eftersom aftalens Artikel 6 definerer atommagter som dem der har produceret
og testet
nukleare anordninger inden 1. januar 1967, kan man ikke benævne
Indien, Pakistan, Israel og Nordkorea som atommagter, sådan som
disse har ønsket. Alle disse lande har overtrådt NPT-Aftalen;
og at bistå dem med assistance på det nukleare område,
sådan som USA's overenskomst med Indien nu gør, om at forsyne
det med atomreaktorer og højteknologisk nukleart udstyr, er induskutabelt
en overtrædelse af NPT-Aftalen. Det samme gælder for det militære
samarbejde med Israel og Pakistan.
d) Paragraf 14 af den bindende FN-Sikkerhedsråds Resolution 687,
der påbød afrustningen af Irak, specificerede også
skabelsen af en Mellemøsten-zone fri for masseødelæggelsesvåben.
(3) Det stod klart for alle de lande der indgik i den USA-ledte koalition
for at smide Saddam Hussein ud af Kuwait, at efter elimineringen af Iraks
våben, så skulle Israel også afkræves nedlægning
af sit kernevåben-arsenal. Israel – ligesom de andre lande
der ikke har implementeret paragraffen – har overtrådt denne
bindende resolution. Der er næppe nogen tvivl om at både USA
og Israel har atomvåben på plads i regionen.
e) En konference i 1995 gennemførte en granskning og udvidelse
af Ikke-Sprednings-Aftalen, som omtaler "den nye, af parterne i Mellemøsten,
grundlagte zone, fri for atomvåben og andre masseødelæggelsesvåben
samt deres affyringssystemer". (4) USA, Storbritannien og resten
af verdenssamfundet har ignoreret disse resolutioner ved ikke at presse
Israel til at opgive sine atomvåben.
f) I år 2000 pålagde en ny konference omkring NPT-Aftalen
"Cuba, Indien, Israel og Pakistan omgående og uden betingelser
at gå ind i aftalen som Non-Nuclear Weapons States, NNWS" (Atomvåbenfri
Stater). (5) Mange lande var også enige om globalt at "gøre
sig store anstrengelser" for dette. Dog er der siden år 2000
blevet gjort meget små anstrengelser for at skubbe til Indien, Pakistan
og Israel om at gå med i gruppen af de Atomvåbenfri Stater
(NNWS).
g) Mens NATO under den kolde krig tog afstand fra at være først
ude med brug af atomvåben, på grund af Sovjets lignende styrke,
er denne politik ikke blevet videreført siden den kolde krigs ophør,
og der er ingen stræben efter at fordømme brug af atomvåben,
endog ikke at bruge dem imod lande der ikke selv har dem. Der har været
gentagne, troværdige rapporter om hvordan Pentagon overvejer brugen
af nukleare "bunker-buster"-våben for at destruere Irans
nukleare laboratorier. (6)
h) I lyset af dette er den britiske regerings beslutning om at forny dets
atomvåben yderst beklageligt, idet det sender et forkert signal
til verden og underminerer NPT-Aftalen. Mens en unilateral beslutning
nok ikke ville have nogen større effekt på resten af verden,
så ville en seriøs anstrengelse for at forhandle om de eksisterende
britiske atomvåben, med andre lande om at afskaffe deres, have været
et stort skridt i den rigtige retning.
i) I mere end 2000 år har menneskene prøvet at definere hvad
en retfærdig krig er. I de senere årtier er nogle af disse
principper blevet fastholdt i legale og bindende internationale aftaler
og konventioner. De findes nedfældet i Nationernes Forbund efter
1.Verdenskrig, Paris-Pakten af 1928 og FN-Chartret. Nogle af idéerne
er fælles for de forskellige definitioner, nemlig at al militær
handling skal kunne begrundes i selvforsvar, være bundet af folkeretten,
være proportional, udgøre den sidste udvej og ikke rettes
mod civile og ikke-kæmpende personer. Andre idéer er inspireret
af dem: betoningen af det fejlagtige i - og afståelsen fra retten
til - at være den første til at sætte magt ind i afgørelser
af uenigheder, samt princippet om det kollektive selvforsvar. Det er endog
meget vanskeligt at se hvordan atomvåben kan være forenelige
med disse krav.
Forskellige mulige handlingsveje i konflikten med Iran
For nu at gå over til Irans mulige tilegnelse af atomvåben,
så har USA's efterretningstjenester i hvert fald været konsistente,
om end de ikke på nogen måde er beroligende. De begyndte i
1995 med - hvert år - at sige at Iran "indenfor 5 år"
ville have opnået atomvåben-kapacitet. I en deraf følgende
National Intelligence Estimate (NIE), ændrede man det til 10 år.
NIE udgav sommeren 2005 en vurdering der sagde at hvis Iran havde et aktivt
atomvåben-program og hvis den internationale stemning lod landet
få fat i den nødvendige teknologi og udstyr, så ville
Iran stadig væk være godt 10 år fra at kunne fremstille
et kærnevåben.
Men den internationale stemning er aktivt fjendtligt til sådan en
udvikling, og under alle omstændigheder er påstanden om at
Iran har et stådant våbenprogram ikke blevet bevist.
Den nye chef for USA's nationale efterretningstjeneste, Michael McConnel,
gentog ved en høring i regi af 'Senate Armed Forces Committee'
(Senatets Væbnede Styrkers Komite), 27.februar 2007, hvad hans forgænger,
John Negroponte, har udtalt om hvornår det ville være muligt
for Iran at besidde kernevåben. Han sagde: "Vi går ud
fra at Iran kan have udviklet et atomvåben omkring midten af næste
årti." (7) Så her får vi et kompromis mellem 5-
og 10 års forudsigelsen.
Men, som Joseph Cirincione, direktøren for Ikke-Spredningsafdelingen
på Carnegie-Stiftelsen for International Fred, har påpeget:
"Selv denne vurdering - som også deles af det amerikanske Forsvarets
Efterretnings-Agentur, af eksperter i IISS, ISIS og ved Marylands Universitet
- bygger på antagelsen om at det kun vil være muligt hvis
Iran kan gå til værks med fuld fart og ikke vil støde
på nogen af de typiske tekniske forhindringer sådanne systemer
som regel plages af." (8)
Ikke desto mindre har Vesten, og i særdeleshed USA og Israel, været
imod at Iran tillades blot at berige uran, noget som er dets "umistelig
ret", iflg. NPT. Og Irans dossier blev sendt til FN's Sikkerhedsråd,
som sidst i juli 2006 udgav en resolution der gav Iran to måneder
til at suspendere sit uran-berigelses program.
Da Iran den 23. december 2006 ignorerede resolutionen, vedtog Sikkerhedsrådet
Resolution 1737, der pålagde Iran begrænsede sanktioner. Den
nuværende spænding mellem Iran og USA og Iran og Israel udgør
den største fare hidtil for den globale sikkerhed, og hellere end
at gå søvngang på vejen mod en katastrofe af enormt
omfang, så lad os nu tage fat på at søge en løsning
på dette problem.
Hovedspørgsmålet er: Hvordan kommer vi ud af dette
dødvande?
Det første mulighed er at vi vælger ikke at gøre
noget. Mellemøsten har trods alt levet med faren for Israels atomvåben
de sidste 40 år. USA's massive våbenoverlegenhed i området
og Israels massive hævnbehov mod mindste brug af magt fra iransk
side, udelukker at iranerne, selv om de også fik et kærnevåben,
ville ønske at begå selvmord.
Hvis Iran nogensinde erhvervede kernevåben, så ville de være
ment som afskrækkelsesmiddel og ikke indgå i nogen aggressiv
plan. Man kan diskutere om ikke Irans besiddelse af kernevåben ville
skabe en militær balance og dermed bedre stabilitet i Mellemøsten,
på samme måde som besiddelse af kernevåben i både
Indien og Pakistan forhindrer dém i at gå i krig. For bare
nogle få år siden stod hundrede tusind tropper mobiliseret
på begge sider af den indisk-pakistanske grænse.
Men sådan som det aktuelle internationale klima er, hvor ønsket
om Israels atomare monopol og militære overlegenhed over hele Mellemøsten
er givet, vil USA og Israel nok ikke lade Iran i fred, hvilket også
fremgår af de gentagne Sikkerhedsråds-resolutioner.
Det andet valg vi har, og som der tales om igen og igen, er
at foretage en militæraktion. Præsident Bush har gentaget
sit "alle muligheder er stadig på bordet". Som landet
ligger lige nu, med de amerikanske styrker låst fast i Irak, er
en stor-skala invasion af Iran svær at forestille sig. Dog, USA
har i den sidste tid øget sine muligheder for at rette et militært
angreb mod Iran. Og det er vigtigt at have in mente hvilke karakteristika
sådan et angreb vil være præget af:
a) Intet militært angreb kan lykkes med at ramme plet på nogle
få mistænkelige steder. Og iflg. visse rapporter har Pentagon
allerede skitseret mulige planer for aktion mod op til 2000 større
mål, hvilke, udover laboratorier for uranberigelse, inkluderer missilanlæ
og antiluftskyts, Revolutionsgardens
hovedkvarterer, militærbarakker, kommando- og kontrolcentre etc.
Det ville handle om tusinder af angrebstogter og krydsmissiler hen over
mange dage, og det ville helt klart betyde at ti tusinder, hvis ikke hundrede
tusinder, ville blive dræbt.
b) Angrebet ville ikke blive kortvarigt. Selv det første angreb
vil resultere i lang krigsførelse, fordi Iran med sikkerhed
vil føle sig provokeret til at gøre modstand; og det ville
være meget dumt at forestille sig at et nok så
massivt angreb på én gang vil kyse dem og få dem på
knæ.
c) En militær konfrontation ville føre til asymmetrisk krigsførelse,
idet Iran vil bestræbe sig på at gøre modstand, som
det bedst kan, og påføre de invaderende maksimal smerte.
Irans højeste ledere har gjort det helt klart at et angreb på
Iran vil føre til en krig i fuld skala, én der vil true
vestlige interesser regionalt som globalt.
d) Et storstilet militært angreb vil forene den iranske nation –
endog dem der er i opposition til regimet – og, i stedet for at
få det til at kollapse, ville det blive styrket. Tænk at om
bare 20% af befolkningen fanatisk støtter regimet, så ville
det betyde at de omkring 15 millioner mennesker, ud af Irans 74 millioner
indbyggere, ville få den skrækkelige Irak-situation til at
se ud som en nem lille honningkage.
e) En sådan krig vil give voldsom genlyd i området. Den ville
skade de amerikanske styrker i regionen og gøre situation yderligere
farlig, for Israel, Golfstaterne og endnu længere ude.
f) Det vil ikke kræve en større investering for Iran at lukke
Hormuz-strædet og afbryde oliestrømmen, ikke bare fra Iran
men fra hele regionen. Det ville sende oliepriserne op i skyhøjde.
g) Dette kunne medføre større vrede mod Vesten og destabilisere
mange stater i regionen som ellers er venligt indstillet mod de vestlige
lande.
h) Der vil absolut ikke være nogen garanti for at selv et massivt
angreb vil kunne destruere alle Irans atomare anlægninger. Tværtimod
kunne det få Iran til at melde sig ud af NPT og derefter, i fuld
firspring, anskaffe de atomvåben det ikke nu er i stand til at anskaffe
på grund af de konstante IAEA-inspektioner.
i) Dette er nogle at de forudsigelige konsekvenser, men de uforudsigelige
kunne blive endnu værre. Den engelske historiker, Corelli Barnett,
tror at "et angreb på Iran vil være en effektiv starter
af Den Tredje Verdenskrig".
Af disse grunde bør en militær løsning undgås
for enhver pris. At gentage mantraet "alle muligheder er på
bordet" er - udover at være arrogant og fornærmende -
kontraproduktivt og farligt. Katastrofen i Irak, og Israels skæbnesvangre
invasion af Libanon sidste juli og august (den femte siden 1978), beviser
at der er grænser for hvad militærmagt kan opnå, hvorfor
brugen af militærmagt kategorisk bør opgives.
Det tredie valg er at fortsætte med en situation uden krig,
uden fred, en slags Kold Krig mellem Iran og Vesten. Det ville kunne udnyttes
som et forspil til at vælge mere positive samspil mellem Iran og
Vesten; men en fortsættelse af den pressede situation - med større
og større sanktioner mod Iran, med mere og mere militante svar
fra Iran - kunne også i sidste ende lede til militære handlinger.
Som en reaktion på en uheldig, ikke gennemtænkt hændelse,
kan vi altså pludselig stå med det resultat vi netop havde
håbet på at undgå.
Mere end ti års omfattende sanktioner
mod Irak førte til ufattelig lidelser og død for millioner
af irakere, men de fik ikke Saddam Husseins upopulære regime til
at falde, og derpå endte det med den katastrofale krig.
Løsning at uoverensstemmelserne
med Iran
Det fjerde valg er at forhandle med Iran. At forhandle betyder
ikke at præsentere modparten for ultimative krav og betingelser.
Amerikanernes krav om at Iran først skal opgive sin berigelse af
uran før de overhovedet vil gå i dialog, er som at stille
vognen foran hesten. Adgangen til uran-berigelse er iranernes bedste kort
på hånden. Hvad ville få dem til at smide deres bedste
kort før forhandlingerne er begyndt?
På trods af disse tidligere krav, så talte repræsentanter
for USA og Iran ansigt til ansigt om Irak i sidste uge, hvilket af begge
sider blev beskrevet som konstruktivt. Det positive i dette burde føre
disse samtaler videre til at alt, der er af interesse for begge sider,
bliver diskuteret. USA har en del større bekymringer over Iran.
Der er det nukleare tema, men derudover synder Iran på tre
brede fronter: De blander sig i Irak, de støtter terrorisme ved
at hjælpe Hizbollah og Hamas og de står i vejen for en "arabisk–israelsk
fredsproces".
For sin del har Iran en del anklagepunkter vedrørende USA.
Under den første Golfkrig var Iran neutral, hjalp endda USA
noget; og så pludselig, ud af den blå luft, startede amerikanerne
deres dobbelte inddæmningspolitik -'dual containment policy' - i
hvilken de forsøgte at isolere både Iran og Irak. Og senere
vedtog den amerikanske kongres loven om sanktioner mod Libyen og Iran,
den såkaldte Libya-Iran Sanctions Act.
Efter USA's invasion af Afghanistan, formidlede Iran stor hjælp
ved at overbevise medlemmer af Den Nordlige Alliancen om at deltage i
Bonn-samtalerne. Alligevel, kort efter, lancerer Bush i USA begrebet 'Ondskabens
Akse', i hvilken Iran kobles sammen med Irak og Nordkorea. USA fortsætter
med at blokere for nogle af Irans resourcer i udlandet, og for nylig pressede
de yderligere sanktioner ned over Iran. Det Iran mest af alt ønsker
er sikkerhed og frihed fra indblanding i sine indre affærer, hvilket
blev lovet i 1981 ved Algier-Overenskomsten mellem Iran og USA.
I en atmosfære af god vilje og konstruktiv dialog ville alle disse
gensidige bekymringer kunne behandles. Iran kan hjælpe med at stabilisere
situationen i Irak, spille en konstruktiv rolle i Libanon samt i arabisk-israelske
fredssamtaler medvirke til sikkerhed i området omkring Den Persiske
Golf.
Iran har en legitim ret til at blive anerkendt som en betydningsfuld medspiller
i Mellemøsten, snarere end at blive isoleret og frosset ud af den
mellemøstlige udvikling. Iran er nødt til at acceptere USA's
interesser i Mellemøsten, og på den anden side må USA
respektere Irans historiske rolle i regionen.
For at løse den atomare krise, må vi finde nogle opskrifter
der både 'redder ansigt' og fastholder parterne på NPT-aftalens
ånd og bogstav. Her følger nogle:
a) Dr.ElBaaradei's forslag om "time out" synes meget fornuftigt.
I det skal Iran gå ind på atter at suspendere sit berigelses-program
så længe diskussionerne med Vesten varer, mod at også
Sikkerhedsrådets resolutioner suspenderes. Dette vil være
nødvendigt for at opbygge tillid og vise god vilje til at finde
en fredelig løsning på uoverensstemmelserne.
b) Som del af den endelige overenskomst skulle Iran have tilladelse til
uranberigelse, men under strikt overvågning. For at sikre sig transparens
kunne Vesten skabe et konsortium bestående af Rusland, EU-3, måske
USA, og Iran i et samordnet berigelsesprogram, der ville sætte Irans
aktiviteter under konstant overvågning.
c) Til gengæld, for at Iran lover at opgive sin mulige ambition
om at besidde kærnevåben, skal USA og Vesten tilbyde Iran
reel og seriøs starthjælp, som at løfte sanktionerne
og bringe Irans diplomatiske isolation til en ende.
d) Til gengæld for Irans opgivelse af kærnevåben
skulle der også gøres alvorlige anstrengelser for at annullere
Israels kærnevåben, holdende sig til FN's resolutioner om
at en reel køreplan skal fastlægges for at etablere den kærnevåbenfrie
zone i Mellemøsten.
e) For at sikre sig at alle lande, der engagerer sig i fredelig brug at
atomkraft, kan have adgang til kærnebrændsel, burde en uranbank
etableres under IAEA's overvågning. Og uden at noget land ved hjælp
af veto kan forhindre eller afbryde en leverance.
f) Det Internationale samfund burde fokuserer langt stärkere på
den globale kærnevåben-nedrustning og garantere at ingen 'første
brug' af kærnevåben under nogen omstændighed må
forekomme, især ikke mod atomvåbenfri lande.
Regionale dimensioner af uoverensstemmelserne
Man må ikke glemme at Irans nukleare program kun er toppen af et
isbjerg og tæt knyttet til en masse regionale spørgsmål.
Den bedste måde at nå målet for regional sikkerhed på
vil være at prøve på at få Iran integreret i
to eksisterende alliancer. Kort efter den iranske revolution dannede seks
lande omkring den persiske golf, med vestlig velsignelse, the Gulf Co-operation
Council (the GCC). Der er ingen grund til at denne alliance ikke kunne
inkludere Iran og også Irak. Det ville samle alle landene i området
omkring spørgsmålet om regional sikkerhed. I stedet for at
true hinanden, kan de samarbejde, med vestlig assistance, for at styrke
sikkerheden i denne vitale del af verden.
Det næste skridt for at integrere Iran i regionen, og øge
det økonomiske samarbejde, ville være at aktivere the Economic
Cooperation Council (ECO), som består af Iran, Pakistan, Tyrkiet,
Afghanistan, Azerbajan og de centralasiatiske lande.
Styrkelse af denne økonomiske organisation ville ikke bare hjælpe
med at binde Iran til regionen og til Vesten, det kunne også slutte
Pakistan tættere til folden og medvirke til økonomisk støtte
til Afghanistan og de centralasiatiske lande.
Med lidt konstruktiv fantasi og ærlig dialog vil det være
muligt at løse regionens problemer, i stedet for at skubbe den
ud i endnu en grusom og destruktiv krig.
I en af sine sidste rapporter til Generalforsamlingen sagde FN's tidligere
generalsekretær, Kofi Annan, at dialog "nok kan ses som et
blødt diplomatisk redskab, men på lang sigt holder det. Uden
denne dialog mellem alle nationer hver dag – indenfor og mellem
civilisationer, kulturer og grupper – kan ingen fred holde og ingen
velstand være sikret".
FN-chefen sagde at dette havde fået ny mening efter selvmordsangrebene
d. 11. september 2001. "En dialog mellem civilisationer er ikke bare
et nødvendigt svar på terrorisme – dialogen udgør
på mange måder dens nemesis. Hvor terrorismen vil splitte
mennesker, søger dialogen at forene os," sagde han.
Noter og referencer
1. Læs om NPT og Artiklerne i NPT her.
2. Kongressens rapport om 'Reliable Replacement Warhead'-programmet her.
3. Om Resolution 687, læs her.
4. Se her.
5. Se her.
6. Seymour Hersh, "The
Iran Plans", The New Yorker, 27.november, 2006.
7. Se Ray McGovern, "Iran's
Very Bad N-Word", TomPaine.com, 28. februar 2007.
8. Se Joseph Cirincione, "No
Military Options", Carnegie Endowment for Intelligent Peace,
19. januar 2006.
Oversat af Doris Kruckenberg
*
Copyright
© TFF & the author 1997 till today. All rights reserved.
Tell a friend about this TFF
article
Send to:
From:
Message and your name
Get
free TFF articles & updates
|