Tsunamien
- den virkelige skandale
og hvad vi kan lære af den
PressInfo #
207
January
20, 2005
Af
Dietrich
Fischer, TFF-Associeret
Professor, dr., akademisk direktør, European
University Center for Peace
Studies*
Skandalens
brutale kendsgerninger
Her er en artikel af TFF
associeret, Michel Chossudovsky, som viser, at
"Washington
var klar over, at en livsfarlig bølge var ved at
opbygges i Det indiske Ocean".
Den udgør en vigtig del af Richard
Norton -Taylors artikel her i The
Guardian.
Der er også denne rapport fra
MSNBC, "Tsunamien
skåner amerikansk base på Diego
Garcia".
Læs endvidere Eric Wadell's
"Hvorfor
blev de ikke advaret ?" og
se disse spørgsmål fra en professor i
journalistisk på Independent
Journalists Online.
Rapporterne afslører at
den
amerikanske militærbase
på øen Diego
Garcia i det Indiske
Ocean modtog tidlige varsler om den kommende
flodbølge mens civile ikke blev advaret. Vi
véd nu at det tidlige varsel ikke blev sendt
videre.
Dette er en forbrydelse af
hidtil uset omfang. Den bør belyses kraftigt af
den frie presse.
Diego Garcia er som amerikansk
flådebase medlem af Stillehavets
tsunamivarslingssystem, selvom den ligger i Det indiske
Ocean. Varslingssystemets medlemmer blev informeret af
USAs Nationale Hav- og Atmosfæreadministration
(NOAA) i Colorado, om at der var en tsunami i Det Indiske
Ocean, men at der ikke var nogen fare i
Stillehavet.
(Der findes en 56
minutters video af John Pilger om Diego Garcia "Stealing
a Nation". Øen
spillede en central rolle for blandt andet de
militære aktioner mod Afghanistan og
Irak).
Det udstiller falskheden i
militærets retfærdiggørelse af sig
selv som "forsvarer af liv". Skyder man en politibetjent
i USA, står man til dødsstraf. Men det, at
have ansvaret for en stor del af de næsten 250.000
som døde under tsunamien ved at tilbageholde
livsvigtig information fra dem betragtes ikke nu som en
forbrydelse, selv om det er langt mere
alvorligt.
Nogle af dem, der har mistet en
slægtning eller en ven i tsunamien, burde
anlægge en retssag mod dem, der vidste besked, men
undlod at informere de mennesker, der var i fare,
inklusive den militære øverstkommanderende
på Diego Garcia og måske endda
Pentagon.
Der er ikke store chancer for at de
ville vinde retssagen, men den ville få en masse
opmærksomhed og således hjælpe med at
styrke debatten om militærets rolle i vor
verden.
Den følgende artikel
argumenterer for, at selv uden et officielt
tsunamivarslingssystem i Det indiske Ocean, så
kunne der være advaret i tide til mange af de
ramte.
Hvad
tsunamien lærer os
Udsendt via InterPress Service, 4.
jan 2005.
I et interview på CNN den 2.
januar blev chefen for NOAA i Colorado stillet det
spørgsmål, som vi alle havde på
læberne: Hvorfor blev der ikke udsendt nogen
advarsel til de lande, der blev ramt af en tsunami, efter
at NOAA havde opdaget det stærke jordskælv ud
for Sumatras vestkyst den 26. december? Han svarede, at
først og fremmest var der ikke et advarselssystem.
Der var ingen i disse lande til at modtage budskabet. For
det andet havde NOAA ikke en præcis model for
tsunamien og havde ingen mulighed for at vide, hvor mange
det blev nødvendigt at evakuere.
Nu behøver man ikke et dyrt
varslingssystem for at få en mistanke om, at et
jordskælv af størrelsen 9 under havet kunne
risikere at efterfølges af en tsunami og at det
ville sætte tusinder af menneskers liv i fare langs
den tætbefolkede kyst ud mod epicenteret. Et
jordskælv på 8.3 i Lituya Bay ved Alaskas
kyst i 1958 havde givet en bølge på op til
516 meters højde, der vaskede træer ned fra
bjergskråninger - heldigvis i et ubefolket
område. Vist, det er ikke ethvert jordskælv
under havet, der giver anledning til en tsunami, men
forsigtighedsprincippet tilsiger os at forberede os
på det værste, hvor der er selv en mindre
risiko for en katastofe.
Selvom jobbeskrivelsen for de
videnskabsmænd, der opdagede jordskælvet,
ikke indeholder at udsende advarsler til de mennesker,
hvis liv er i fare, så har de et moralsk ansvar for
at gøre det. De havde måske ikke
telefonnumre til de organer, der har ansvaret i de
berørte lande. Men de kunne have informeret
enhver, der kunne lade beskeden gå videre, selv
midt i natten inklusive venner og slægtninge, de
kunne have nået nogen mennesker i de berørte
områder, som kunne have givet beskeden videre til
andre. Hvis hver ringede 10 andre op, som derefter
ringede til 10 andre, så kunne man i kun 9 led
være oppe på 1 milliard mennesker. Selv om
nogen ikke ville sende advarslen videre, ville der
være andre, som gjorde det.
Folk uden telefon kunne være
advaret af naboer. Radioudsendelser og internetbeskeder
kunne også være opfanget af nogen, som kunne
informere andre personligt eller pr (mobil)telefon.
Helikoptere kunne have advaret med megafon langs de
truede kyststrækninger.
Det er ubegribeligt at der ikke
blev gjort noget i den retning.
USAs udenrigsministerium kunne have
kontaktet sine ambassader i regionen eller regeringerne
direkte. Nogle regeringer fik information, men lod
være med at handle ud fra den, på grund af
risikoen for at skade turistindustrien. Det tog tsunamien
3 timer og 53 minutter at nå Sri Lanka, mindre tid
for Thailand, men tid nok til en advarsel. Der er
rigeligt med skyld at fordele.
Det er ikke nødvendigt at
vide præcist, hvilke områder, der er i fare
og skal evakueres. Hvilken fejl er mest alvorlig: at
gå op i større højde end det viser
sig at være nødvendigt eller at blive nede
og drukne ?
For folk på Sumatras vestkyst
var varslingstiden kort, kun ca 20 minutter for Banda
Aceh en af de hårdest ramte byer. Ydermere blev en
del telefonledninger ødelagt. Men man kunne
lære folk at et stort jordskælv ofte
følges af ødelæggende bølger.
De, der ikke blev skadet af selv jordskælvet, kunne
så have taget sig til en mere sikker
grund.
Uvidenhed kan dræbe og
uddannelse kan frelse liv. Et godt eksempel er
re-hydreringsbehandling. En spiseskefuld sukker og en
teskefuld salt blandet med en liter kogt vand givet
teskefuldevis til en person med diarre, fremkaldt af
tyfus eller kolera, kan redde dem fra døden.
Før kendskabet til den enkle løsning blev
udbredt, døde en 30 - 40 % af kolerapatienterne. I
epidemien i Peru i 1991, hvor folk kendte til tricket,
var det under 1 % af de smittede, der
døde.
Det er velkomment, at mange
regeringer og personer har bidraget med store summer til
redningsarbejdet. Men det udgør stadig kun 1
promille af det årlige militærbudget i
verden. Der er brug for meget mere og det kan skaffes,
før flere liv tabes til tørst, sult,
sår og sygdomme.
I denne enorme tsunamiulykke ved vi
allerede (4. januar) at over 15.000 er døde,
titusinder savnes og mange flere vil dø af
sygdomme fremkaldt af at drikke forurenet drikkevand.
(Per 20. januar er dødstallet revideret op til
250.000). Disse umådelige lidelser, som er
dækket godt af pressen har for en gangs skyld vist
størrelsesordenen på den strukturelle vold,
som normalt går urapporteret: anslået 125,000
mennesker om dagen eller 45 millioner om året,
flest børn og ældre, dør
unødvendigt af sult og sygdomme, der kunne
forebygges i vores verden af overflod.
Hvad forbrugere i Vesten bruger
på is, kosmetik og dyremad slår til til at
skaffe tilstrækkelig mad og sundhedspleje til alle
de mennesker i verden, der mangler det !
Lad os fordoble vore anstrengelser
for at afslutte denne horrible
uretfærdighed.
* Dietrich Fischer. European
University Center for Peace Studies, Stadtschlaining,
Østrig, meddirektør i TRANSCEND, et freds
og udviklingsnetværk.
Oversat af Orla Jordal,
www.jordals.dk, som en public service.
Få
gratis artikler og info fra TFF
© TFF and the author 2005
Tell a friend about this article
Send to:
From:
Message and your name
You are welcome to
reprint, copy, archive, quote or re-post this item, but
please retain the source.
Would
you - or a friend - like to receive TFF PressInfo by
email?
|