Fra sag til
sag: Kosovo, ikke Østre Timor
Nr 67
Jan
Øberg
Albanske ekstremister har nu afsluttet en etnisk
rensning af omkring 90% af Kosovos sigøjnere, serbere
og jøder, proportionelt den største hidtil
på Balkan. Beograd hverken planlagde eller
gennemførte at fordrive 90% af albanerne. NATO
hævdede det var uacceptabelt at Beograd havde 40.000
tropper i området for blandt andet beskytte det
serbiske mindretal, men ingen har givet os et svar på
hvorfor lige så mange NATO-soldater med mere avanceret
teknik og efterretningsfolk ikke har kunnet forhindre denne
aldeles forudsigelige humanitære katastrofe.
Det jugoslaviske militær fik 10 dage til at
trække alt tilbage men har i strid med
Sikkerhedsrådets resolution 1244 ikke fået lov
til at vende tilbage med grænsevagter. Den albanske
befrielseshær, UCK, fik 90 dage til at indlevere sine
våben, men har nu i strid med resolutionen ikke blot
overtaget lokaladministration og politivæsen, men
også fået lov til at oprette en slags
nationalgarde med våben og helikoptere. Vest
samarbejder med en selvbestaltet regering, der aldrig er
blevet valgt. Det ser faktiskt ud som en belønning af
den politiskt korrekte etniske rensning.
NATO og FN selv blæser på Jugoslaviens
suverænitet, der også er nedfældet i alle
dokumenter og 1244. Der har længe ikke været
kontrol ved Kosovos grænser til Albanien og
Makedonien; den tyske mark indføres nu som
hovedvaluta; jugoslavisk lovgivning ophæves punkt for
punkt uden at der forhandles med Beograd. EU-landenes
industrier overtager formodentlig snart nogle af Europas
største mineralforekomster og Trpca-mineindustrien i
Mitrovica. Kompensation?
Henved 1 million er nu flygtninge i Serbien (fra
Kroatien, Bosnien og Kosovo). Hvem kerer sig om dem? De er
ikke et humanitært problem. Serbiens 11 millioner er
på knæ og dér skal de forblive, som Iraks
sagesløse dobbeltofre for autoritære ledere og
for et autoritært international samfund. Sanktionerne
skal opretholdes, der skal ikke ydes
genopbygningshjælp og de civile ofre for NATO's
bombning af civile mål vil næppe blive ydet
kompensation.
Disse - politisk ukorrekte - flygtninge fra Kosovo har
hverken Clinton, Blair eller andre NATO-ledere påtaget
sig at få tilbage. Der er ingen CNN-effekt hér
og intet pres fra menneskerettighedsforkæmpere og
andre humanister. Tusindvis af mediefolk rejste hjem da der
viste sig at være færre massakrer end
først hævdet af NATO - og da det blev klart at
de stort set alle fandt sted efter og ikke bombningene
begyndte. Det militære fik ubegrænsede midler;
den civile opbygning halter efter, FN er bankerot og Afrikas
flygtninge får endnu mindre end før.
NATO-landene er entydigt ansvarlige for disse fakta, men
debat og selvkritik savnes. Der er ingen studier af denne
proces; ingen i medieverdenen drøfter mediers rolle i
krig og fred. De, der ivrede for bombninger, fortæller
ikke os andre hvorvidt det var dette, de håbede skulle
blive resultatet. Danmark var i krig for første gang
siden 1945, men statsministeren sagde på Grundlovsdag
at hele operationen var en sejr for demokratiet og
udviklingsministeren sagde på et offentligt
møde den 6. september at den i højeste grad
havde "legitimitet".
Så hvad er der for journalister at spørge om
eller for andre at debattere ?
Det synspunkt nyder nu fremme i den danske og
internationale magts korridorer at folkeretten bør
betragtes som "fleksibel" og at vi - da vi ikke kan
intervenere overalt hvor der er problemer - må
afgøre indsatserne "fra sag til sag." Der findes
etiske fordringer hvor vi MÅ tilsidesætte
folkeretten.
Lad os derfor se på Østre Timor-"sagen" og
sammenligne med Kosovo. Førstnævnte er en
tidligere portugisisk koloni, der blev besat af
Indonesien (Djakarta) i december 1975, samme dag som
USA's president Ford og udenrigsminister Kissinger kom
på besøg. Kosovo var en indiskutabel del af
dét Jugoslavien, det internationale samfund
anerkendte i 1996. Den engelske udenrigsminister, David Owen
- kendt mægler på Balkan - sanktionerede i 1978
omfattende våbensalg til Djakarta. Vestverden har
derimod indført sanktioner mod og bombet Beograd mens
man gav UCK våben og Valutafonden pumper penge
ind.
Mellem 1975 og 1978 blev 200.000 mennesker dræbt i
Østre Timor, mens døde i Kosovo (på
begge sider) forud for NATOs bombninger kan regnes i nogle
få tusind. Beograd har ikke forhindret at albanerne i
Kosovo afholdt illegale folkeafstemninger og valg og
udråbte en selvstændig, parallel stat og
førte udenrigspolitik. Deres daværende leder,
Ibrahim Rugova blev modtaget overalt, også i Danmark
(som UCKs leder nu) og ingen i den kosovo-albanske ledelse
blev frataget deres pas eller sat i husarrest, endsige
myrdet af Beograd.
Djakarta modsætter sig med vold den internationalt
overvågede afstemning om selvstændighed; lederen
Gusmao har siddet i husarrest indtil nu og biskop Belo er
blevet tvunget i landflygtighed. Per 7 september er der
omtrent lige så mange flygtninge dér som i
Kosovo før bombningerne. Der er indført
undtagelsestilstand og forsvarschefen General Wiranto truer
ifølge The Guardian med at sætte Østre
Timor under militær administration. Lignende forhold
eksisterede aldrig i Kosovo, hvor der iøvrigt befandt
sig tusinder af udlændinge og internationale missioner
indtil NATO's bombninger fejede dem bort. Djakarta driver
alle udlændinge ud og afviser en international
styrke.
Så hvorfor ikke bombe Djakarta og lade en
international koalition overtage Østre Timor -
folkeretsligt en bedre sag? Hvorfor går det
nyaktivistiske Danmark ikke i spidsen for dét -
humanitært også en bedre sag? Fordi den slags nu
afgøres "fra sag til sag." Af hvem? I det alt
væsentlige af England og USA, den i NATO-lande
ukritisable aktør, som i dette tilfælde siger
at der kun kan indsættes en international fredsstyrke
i fælles forståelse med Djakarta og på
grundlag af en FN-resolution og som ikke selv vil sende
tropper.
Hvor kan vi med tiden havne med pricippet om "fra sag til
sag"? Mit bud er: i en lovløs verden under ét
lands stigende diktatoriske magt og deraf følgende
diskrimination og selektiv folkeret tilpasset de store
"humanitære" interesser i Indonesiens marked, olie,
træ, mineraler og strategiske betydning.
Og hvad hvis vi selv begår forbrydelser? Alle
danskere ved vel at Milosevic er anklaget som
krigsforbryder. Færre ved at 17 fremstående
advokater og universitetsjurister rundt om i verden den 6.
maj i år sendte et anklageskrift
(http://www.transnational.org/features/Indictment_of_NATO.html)
til Krigsforbrydertribunalet i Haag mod knapt 70 politiske
og militære NATO-ledere for overtrædelser af
folkeretten, krigens regler og humanitære love i
forbindelse med NATO-bombningerne i Jugoslavien. Blandt dem
er Danmarks statsminister, udenrigsminister og
forsvarsminister.
Nogle større nyhedsværdi synes det ikke at
have og formentlig løber sagen ud i sandet. For sagen
er formentlig den at med sag-til-sag-princippet er
dét ingen sag.
7. september 1999
Jan Øberg
|