Burundi -
håb forude
Nr 62
Jan
Øberg
Burundi, hvor er det nu det ligger? Det er noget
med Hutsier og Tutuer - eller hvad de nu hedder - der laver
folkemord med machete-knive på hinanden, noget med
fattigdom, korruption, militærdiktatur, nød og
elendighed? Det håbløse, mørke Afrika i
en bananskal, ikke?
Tjah. Jeg har lige været der.
Der er selvfølgelig noget om snakken. Der er en
del årsager til at man ikke hører særligt
meget om livet i dette lille land. En af dem er at der ikke
foregår noget folkemord for tiden, ingen
naturkatastrofer, intet kup. Der er ingen mislykket
FN-mission, USA og EU har ingen interesser, Madeleine
Halfbright har ikke sagt noget om det, NATO's Solana ser
ikke bombinger i Burundi som afgørende forud for
alliancens 50årsdag.
For nogen tid siden da et halvt hundrede mennesker var
blevet dræbt valfartede hundreder af journalister med
CNN i spidsen dertil . . . men for at komme videre til
Kongo hvor ti gange så mange var blevet dræbt.
En ti gange så god "historie" altså...
Men i virkeligheden er Burundi lige nu en god historie.
Det er en hovedårsag til at Du ikke hører noget
derfra. Og dét igen kan betyde at der faktisk er en
chance for at de 6 millioner skal få det lidt bedre og
ro deres interessante freds- og forsoningsprojekt i land.
Måske! For risikoen for det modsatte lurer lige om
hjørnet, hver dag. Selv holder jeg vejret og vil
gerne tro på, at det jeg så under 14 dages
besøg vi vise sig at være rimeligt holdbart.
Med lidt held.
Sådan hér er det. 80% af befolkningen
hverken kan læse eller skrive, bare et par procent
taler fransk. Intellektuelle var speciellt objekter under
folkemordene. Hovedstaden Bujumbura og landets ledelse er
stort set på Tutsi-minoritetens hænder, mens
Hutu-majoriteten - og andre grupper - føler sig
stærkt marginaliseret, både dem der er blevet i
landet og dem, der stadig bor i udlandet og ikke vover at
vende hjem. I de sidste 30-40 år har man slået
mindst en halv million, inklusive familiemedlemmer og folk
fra ens egen gruppe, ihjel.
Der er udgangsforbud fra midnat til kl 05.00,
vejspærringer rundt om hovedstaden, som man ikke kan
køre ind til efter 17.00. Der er kvarterer i
Bujumbura hvor en hutu-minister ville blive skudt på
stedet hvis han steg ud af sin bil - som konger,
præsidenter og statsministre i stribevis er blevet
det. Der myrdes mennesker hver dag et eller andet sted i
dagens Burundi.
Bevæbnede "rebeller" lurer i bjerge og bakker - og
dem er der mange af - på en lejlighed til at gribe
magten. De synes at blive støttet af Kabila's Kongo
og af Tanzania - hvis landsfader Julius Nyerere for
øvrigt optræder i rollen som ikke helt neutral
fredsmægler i de såkaldte Arusha-møder,
den "ydre" fredsproces hvor ikke færre en 19
delegationer fra Burundi mødes for at snakke om
fremtiden.
Dette et af verdens fattigste lande bruger formentlig
omkring 40% af sit statsbudget til militæret. Der er
naturligvis ikke demokrati hér, der findes ingen
journalistuddannelse og bare en håndfuld enkle
"aviser;" man kan ikke købe internationale aviser,
der er kun to trykpresser og den nationale radio - den
eneste der når ud i bushen - er under regeringens
kontrol. Der er kun én professor i international
politik (deltidsansat) på det eneste universitet, der
forøvrigt er lukket lige nu fordi studenterne
strejker.
Sundhedssektoren skal vi bare ikke tale om, det
véd jeg efter at have taget en ung, døende
kvinde med malaria til et sygehuset i Kirundo-provinsen og
blive afkrævet formue i lokale penge for at de
overhovedet ville undersøge hende.
Og konflikternes politiske, historiske, psykologiske og
konstitutionelle baggrund synes mindst lige så
kompliceret end i f.eks. det tidligere Jugoslavien. Og det
er med garanti heller ikke en etnisk konflikt.
Men sådan hér er det også: Der
foregår som sagt fredsforhandlinger i Arusha; ikke
ideelle men langt mere seriøse, dybtgående og
tillidsskabende over tid end f.eks. Dayton og Rambouillet.
Man regner med en underskrift på en national
fredsaftale i år. Sidste år påbegyndtes en
intern fredsproces med en rundbordssamtale i Gitega, der
ledte til magtfordelings-aftale, især med henblik
på at forbedre samarbejdet mellem det hutu-dominerede
parlament og den tutsi-dominerede regering. Cirka halvdelen
af alle ministre er hutu-er.
Der er vedtaget en overgangs-grundlov, der forbinder
1992-grundloven med et overgangsdekret fra President Pierre
Buyoya, der tog magten ved et kup i 1996 og synes
stærkt opsat på at få det her samfund
på fredelig fod - selvom en del med god ret vil mene
at det ikke er en retfærdig, fredelig fod.
Endvidere søger man sig til sine klassiske
konfliktløsningsmekanismer, dem der findes i alle
samfund, men ignoreres af vestlige konfliktløsere.
Stikordet i Burundi er "Abashingantahe;" det er et råd
af vise mænd (nu også kvinder) hvor den enkelte
gennem indbyggernes konsensus er blevet udvalgt og
prøvet i årevis på tre kriterier: at han
eller hun søger sandhed, har moralsk integritet og er
retfærdig. De fandtes traditionelt i hver en
flække og omkring kongen, de var "folkets øjne
og øren."
Præsidenten har nu udpeget et nationalt
Abashingantahe-råd med konsultativ status.
Naturligtvis burde de ikke håndplukkes oppefra, men
det er interessant at en institution, der kørtes i
sænk for mange årtier siden af blandt andet den
belgiske forvaltning nu dukker op, når landet
søger identitet og forsoning efter historisk unikke
massemord.
For nylig har man åbnet 40 pladser i parlamentet
for folkelige bevægelser, og dem er der mange af i
hvert fald i Bujumbura. På denne kreative måde
vil man forankre fredsprocessen i det civile samfund og
inddrage folk direkte i politiken.
Der er tre fremragende ministre, intellektuelt gode,
ydmyge, kreative. Uddannelsesministeren vil indføre
undervisning i fred, konfliktløsning og forsoning og
skabe en særlig uddannelse for tiden efter en
fredsaftale hvor demobiliserede soldater - der er meget unge
- kan reintegreres og få job. Menneskeretsministeren -
jo, en sådan findes - knokler med landets enorme
problemer og lytter til alle gode råd om
forsoningskommissioner, menneskerettighedsuddannelse, osv.
Ministeren for fredsprocessen - jo, en sådan findes -
har overblik over de to fredsprocesser og langsigtet
strategi.
Ingen af dem er bange for at sige. "Dette har vi endnu
ingen løsning på, men vi arbejder på det.
Hvad synes Du vi kan gøre." Jeg véd ikke
hvordan de andre ministre er. Jeg traf samme ånd og
åbenhed hos rådgivere til presidenten og hos
adskillige folkelige organisationer.
De fortjener alt mulig støtte. Nu.
Hvis alt går vel - og det gør det jo ikke
altid - kan burundierne blive pionérer for fred og
forsoning. Hvis de kan lykkes efter det voldsvanvid de har
været igennem, burde alle kunne. På 14 dage
hørte jeg mere ægte fredsvilje, jeg så
flere frø til forsoning og dybere politisk engagement
for sameksistens - på alle sider - end jeg har
hørt og set i 8 år i det tidligere
Jugoslavien.
11 Mars 1999
© Jan Øberg
|